Advisory board | Claus Bech-Danielsen et al. (DK)
UDSATTE BOLIGOMRÅDER - følgeevaluering 2019-2028:
Claus Bech-Danielsen, Lene Wiell Nordberg, Marie Stender, Mette Mechlenborg, Rikke Borg Sundstrup, Lasse Kjeldsen.
Folketinget vedtog i 2018 Parallelsamfundsaftalen, der kræver markante fysiske omdannelser i de 15 udsatte boligområder, der er på listen over ’hårde ghettoer’. Aalborg Universitet, BUILD (tidligere SBI) har af Landsbyggefonden fået til opgave at gennemføre en større evaluering, der løbende skal følge udviklingen i de 15 områder tæt de næste 10 år. Der vil især vil have fokus på:
1) Hvordan de fysiske omdannelser ændrer det levede liv i boligområderne
2) Hvordan det påvirker boligområdernes sammenhænge med den omgivende by
3) Hvordan det påvirker bydelens omdømme – internt og eksternt
Undersøgelsernes resultater vil blive formidlet løbende, så de kan spille aktivt ind i udviklingen af de udsatte boligområder i Danmark. Der vil i særlig grad blive stillet skarpt på de store bystrategiske omdannelser, der gennemføres med henblik på at integrere de udsatte boligområder med den omgivende by og på at stabilisere boligområdet ved at ændre beboersammensætningen.
Følgeevalueringen gennemføres af: Claus Bech-Danielsen, Lene Wiell Nordberg, Marie Stender, Mette Mechlenborg og Rikke Borg Sundstrup. Lasse Kjeldsen er tilknyttet som Ph.D.-studerende. De seks forskere fortæller nedenstående fra deres undersøgelser.
15 ’hårde ghettoer’
De fleste danskere kender dem fra aviserne, og de ser måske nogle af dem på afstand, når de kører forbi på byens ringvej. De udsatte boligområder. Nogle af dem befinder sig på ghettolisten - 15 af dem har befundet sig på ghettolisten fire år i træk, og dermed betegnes de i Parallelsamfundsaftalen hårde ghettoer. Det betyder, at de inden 2030 skal nedbringe andelen af almene familieboliger, der i dag typisk udgør 100 %, til 40 %. Der skal altså gennemføres drastiske fysiske forandringer i alle de 15 boligområder i løbet af de næste 10 år. Fælles for de 15 områder er endvidere, at de alle er almene boligområder med over 1.000 beboere, og de fleste af dem (13) er montagebebyggelser opført i perioden 1960-1979. Vi kender billederne af boligblokkene omgivet af store græsplæner og med arkitektoniske udtryk, der skiller dem markant ud fra omgivelserne, og i medierne læser vi de samme problematiserende historier fra dem alle. Derfor får vi også nemt indtrykket af, at de 15 udsatte boligområder er ens, og dermed forstiller vi os også nemt, at det må være stort set samme løsninger, der kan bringes i anvendelse i dem alle. Sådan er det selvfølgelig ikke. Når man gør sig den umage at bevæge sig ind i de 15 boligområder opdager man, at de er drastisk forskellige. Deres bymæssige kontekst, deres arkitektoniske og landskabelige kvaliteter, deres vedligeholdelsesmæssige stand, deres tilknyttede funktioner, deres sociale netværk - og deres skala er drastisk forskellige. Blot for at nævne et eksempel: Vollsmoses areal er mere end 35 gange større ind Mjølnerparkens, og mens Vollsmose ligger i udkanten af Odense, ligger Mjølnerparken omgivet af attraktive byrum (Superkilen og Mimersparken) på Nørrebro i København. Både udfordringerne og potentialerne er drastisk forskellige i de to bydele, og de fysiske omdannelser skal være tilsvarende forskellige og have øje for de særlige forhold i de konkrete bydele.
[Claus Bech-Danielsen]
Tryghedens ændrede karakter
Med ghettolistens kriterier sætter Parallelsamfundsaftalen fokus på etniske og socioøkonomiske forhold i de udsatte boligområder. Der er ikke umiddelbart øje på boligområdernes fysiske og bymæssige forhold, men forandringer af de fysiske forhold betragtes som midlet til at ændre de sociale forhold og til at etablere en anderledes etnisk og socioøkonomisk blanding af beboere. Det er således Parallelsamfundsaftalens overordnede mål at skabe mere socialt blandede bydele, og der kan dermed argumenteres for, at det handler om at genfinde ideen bag de danske almene bebyggelser, der i sit udgangspunkt var beregnet for en bred del af befolkningen. På andre områder fører omdannelserne imidlertid til et markant opgør med efterkrigstidens by- og boligidealer. Det kommer blandt andet til udtryk gennem en række fysiske forandringer, der blandt andet tager udgangspunkt i et ændret syn på tryghed.
Det ændrede syn på tryghed er f.eks. medvirkende til, at der i disse år gøres op med efterkrigstidens idealer om boligområder, der skiller sig ud fra omgivelserne og funger som selvstændige enheder. Den tryghed, der oprindeligt blev skabt for beboerne og deres børn, ved at lede veje udenom boligområderne, aflæses anderledes, når områderne kædes sammen med andre former for utryghed. Nu kæder politikere den fysiske isolation sammen med udvikling af ’parallelsamfund’, hvor kulturelle og sociale normer etableres uden forbindelse til det omgivende samfund. Som brobygning til det omgivende samfund og inspireret af Jane Jabobs opfordringer til at have ’eyes on the street’ føres nye veje ind i områderne for at komme kriminalitet og normbrydende adfærd blandt områdernes børn og unge til livs. Det kan virke paradoksalt: I 1970’erne blev vejene ledt i en stor bue udenom boligområderne - for at skabe tryghed. I de aktuelle omdannelser ledes vejene ind midt gennem de samme boligområder - igen for at skabe tryghed. Mange beboere sætter ganske vist stadig pris på områdernes trafikseparering og oplever en stor tryghed ved at have bilfrie uderum (det kommer til udtryk i flere af følgeevalueringens foreløbige rapporter - se www.udsatteområder.dk). I dag er det imidlertid ikke kun beboernes tryghed, der er i fokus. Middelklassen i den omgivende by skal tiltrækkes, og det er derfor i høj grad omgivelsernes utryghed og omgivelsernes syn på de udsatte boligområder, der er i fokus i de aktuelle omdannelser. Sat på spidsen kan det siges, at det i 1970’erne handlede om at skabe trygge forhold for boligområdernes børn og unge ved at beskytte dem mod den omgivende by. I dag handler det om at skabe tryghed i den omgivende by ved at beskytte den mod børn og unge i boligområderne
[Claus Bech-Danielsen. Beskrivelsen stammer fra en artikel, der senere udgives i en antologi i regi af Welfare Spaces]
Claus Bech-Danielsen, Arkitekt MAA, professor
- Professor, Institut for Byggeri, By og Miljø
- Professor, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet
- Professor, Sektionen for By, Bolig og Ejendom (BBE)
- Forskningsgruppen Transformation af Boliger og Steder
Claus Bech-Danielsen er en del af forskningsgruppen Spaces of Danish Welfares advisory board.
Kvarterdannelse – ’dem og os’
Høje-Taastrup Kommune arbejder på at skabe sammenhæng mellem det udsatte boligområde Gadehavegård og den resterende bydel gennem dannelsen af ’Gadehavekvarteret’. Kvarterdannelsen sker bl.a. ved at erstatte beboerhuset i Gadehavegård med et kvarterhus for alle bebyggelserne samt en nedbrydning af de fysiske barrierer mellem Gadehavegård og de omkringliggende områder.
Til trods for kommunens igangværende arbejde, med at åbne Gadehavegård op mod de omkringliggende områder og skabe et samlet kvarter, fremstår bebyggelsen stadigvæk som en enklave. Overdimensionerede og trafikerede veje, store parkeringsarealer og tæt bevoksning i bebyggelsens randområde former fysiske grænsedragninger. Boligområdets isolerede karakter forstærkes af, at bebyggelsen udelukkende består af boliger og fælles faciliteter for beboere og ingen funktioner eller attraktioner, der inviterer udefrakommende ind i området. Følgeevalueringens feltstudier i efteråret 2020 viser også, at det primært er beboere, der opholder sig og færdes i Gadehavegård.
Kvarterdannelsen modtages med en vis skepsis af både beboerne i Gadehavegård og beboerne i de øvrige omkringliggende boligbebyggelser. Pigtråd og skilte med tekster som ”Ejerforeningen Olufsborg – privat område” og ”Må kun benyttes af Olufborgs beboere” opsat af ejerforeningen Olufsborg, som er nabo til Gadehavegård, er synlige tegn, der vidner om, at planerne om kvarterdannelse er udfordret. Vores interviews med både beboere i Gadehavegård og beboere i nabobebyggelserne tegner et billede af, at det ikke blot er barrierer af fysiske karakter, der udfordrer kvarterdannelsen. De mentale barrierer er mindst lige så store. Der er en udtalt retorik om ’dem og os’ på tværs af beboerne i kvarterets forskellige boligområder, der kræver en særlig opmærksomhed for, at den fremtidige kvarterdannelse skal lykkes.
[Lene Wiell Nordberg]
Lene Wiell Nordberg
En integreret bydel – hvad betyder det?
Karen Blixens Boulevard er en bred, nyanlagt vej, som løber gennem Gellerupparken. Renderingerne ligner næsten Manhattan med mennesker i alle aldre og farver, som færdes side om side på alle tider af døgnet. Med nye boliger, butikker og erhverv er tanken at trække mere byliv ind i området. Men kan man det? Hvem kommer derind, og hvordan blander de sig med områdets beboere? Det undersøger vi i følgeevalueringen, ikke blot i Gellerupparken, men i 8 af områderne på den såkaldte hårde ghettoliste. Med et par års mellemrum laver vi tilbagevendende ’priktests’ i områderne. Det foregår på den måde, at vi i løbet af tre dage laver korte interviews med alle, der passerer igennem området, og derefter på kort som ovenstående matcher deres svar med det geografiske punkt, hvor de opholdt sig, da interviewet blev lavet. På den måde kan vi vise, hvor hhv. beboere og udefrakommende færdes, og hvorfor de er i området.
På baggrund af første runde af registreringer kan vi se, at nye funktioner som Blixens Boulevard, og især det store nye kontorhus, Blixens, trækker mange udefrakommende ind i området. De kommer dog primært for at arbejde, bliver hovedsageligt i den nordlige ende af boulevarden, og har overvejende dansk etnisk baggrund. I den sydlige ende af boulevarden er der også en del udefrakommende, men de har i højere grad anden etnisk baggrund og kommer i området for rekreative formål som at shoppe i indkøbscentret eller være sammen med venner. Vil de nye funktioner som i disse år skyder frem så kunne skabe større blanding, og hvordan vil det påvirke områderne?
For beboerne er det ikke altid helt indlysende, hvad de nye tiltag skal til for. Som en mand i Gellerupparken udtrykker det: ”Det er sådan noget med ”jamen det skal være en integreret bydel”, men altså hvad betyder det overhovedet? Ingen ved hvad der foregår. (…) Og der ligger en underliggende ting med, at det er beboernes skyld, og at de har overtaget den her del af Danmark, og jeres børn er ustyrlige, og I er på overførselsindkomst…”. For mange beboere kædes omdannelserne umiddelbart sammen med nedrivninger af deres boliger, og hvad de oplever som en generel fremmedfjendskhed i det danske samfund. Derfor bliver det vigtigt i de kommende år at følge med i, ikke blot om det lykkes at skabe mere byliv i områderne, men også i høj grad, hvordan det spiller sammen med og påvirker de eksisterende beboere og fællesskaber.
[Marie Stender]
Marie Stender, Seniorforsker, Antropolog, Forskningsgruppeleder
- Seniorforsker, Institut for Byggeri, By og Miljø
- Seniorforsker, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet
- Seniorforsker, Sektionen for By, Bolig og Ejendom (BBE)
- Forskningsgruppen Transformation af Boliger og Steder
Medieanalyser
I følgeevalueringen gennemfører vi medieanalyser af hver af de 15 udsatte boligområder på ghettolisten. Hensigten er, at følge udviklingen af den måde lokale, regionalt og nationale medier omtaler det konkrete område på. Et vigtigt fokuspunkt er, hvor medierne omtaler området negativt, positivt eller nuanceret, dvs. både positivt og negativt. Vores tese er nemlig, at stedets omdømme har stor betydning for om den fysiske omdannelser bliver en succes eller ej. Bl.a. fordi vi fra forskningen kan se, at omdømme og lysten til at blive boende eller flytte til området meget afhænger af, hvordan stedsidentiteten opfattes af udefrakommende. På nuværende tidspunkt har vi gennemført medieanalyser i Mjølnerparken, Tingbjerg, Taastrupgård, Gellerupparken, Bispehaven, Vollsmose, Finlandsparken og Motalavej. På tværs af de otte analyser kan vi se, at den negative omtale dominerer mediernes fremstilling af områderne. I gennemsnit ligger den negative andel på 44 %, forstået på den måde, at ud af alle de artikler, der skrives om de enkelte områder, så er mere end 2 ud af 5 artikler bidragende til et negative medieomdømme. Der er dog gevaldige forskelle lokalt. Mens Tingbjerg og Taastrupgård ”kun” har en andel på 27% af negative medieklip ud af det samlede antal artikler på 12 måneder, så har Mjølnerparken og Motalavej den triste topplacering med henholdsvis 72% for Mjølnerparken og 73% for Motalavej. Forklaringerne er mange og komplicerede, men vi kan se med stor tydelighed, at konkrete negative begivenheder som overfald, kriminalitet og afbrændinger spiller en stor rolle i medierne artikler. F.eks. har Motalavej været genstand for en massiv negativ medieomtale i forbindelse med et knivstikkeri i området, som ledte til ministerbesøg i september 2020. Det har bidraget til den øget negative mediefremstilling. Den anden vej rundt kan vi se, at strategisk arbejde med formidling, også i forhold til den fysiske omdannelse, spiller positivt ind. Endelig generere ghettolisten i sig selv en stor andel af negative medieomtale på tværs af alle områder, men er samtidig afsæt for mere nuancerede indlæg og kritik. Se også blogindlæg: https://kglakademi.dk/blog-spaces-danish-welfare/guest-bloggers-xii-mette-mechlenborg-marie-stender).
[Mette Mechlenborg]
Mette Mechlenborg, Seniorforsker
Kioskens magnetisme - tiltrækning og frastødelse
Størstedelen af udviklingsplanerne for de 15 udsatte boligområder i følgeevalueringen har fokus på at etablere funktioner, der kan trække udefrakommende ind i boligområderne, med formålet om at åbne boligområdet op mod den omkringliggende by. I boligområdet Ringparken i Slagelse er en af ambitionerne i udviklingsplanen ligeledes at skabe nye attraktioner, der kan trække udefrakommende ind i området.
I dag formår en kiosk centralt placeret i bebyggelsen allerede at trække udefrakommende ind i Ringparken. Kiosken er placeret i et mindre butikscenter, der fremstår nedslidt og utidssvarende. Derudover er der i en omkreds omkring butikstorvet synlige tegn på hærværk, eksempelvis er glasset i samtlige indgangspartierne i boligblokkene over for centeret smadret, ligesom der er tydelige tegn på hærværk i de nærtliggende affalds- og cykleskure. Samtidig bliver området omkring butikstorvet af samtlige informanter identificeret som utrygt. Utrygheden er bundet op på en gruppe af unge mænd, der hænger ud ved butiksområdet. De unge mænd bliver forbundet med salg af stoffer, rygning af hash, indtagelse af alkohol og udadreagerende adfærd.
Den lille kiosk formår at tiltrække mange besøgende fra de omkringliggende boligområder til Ringparken. Årsagen er, at kiosken er det eneste afhentningssted for UPS-pakker i lokalområdet. Det viser, at der ikke nødvendigvis skal tænkes i store og investeringstunge funktioner, når intentionen er at invitere omgivelserne ind i udsatte boligområder. Samtidig viser eksemplet imidlertid også, at det ikke altid er en ubetinget succes, at få udefrakommende ind i de udsatte bydele. Selvom kiosken trækker udefrakommende ind i området, viser feltstudierne, at det ikke rykker ved de udefrakommendes fordomme, hvilket i høj grad bunder i butikscenterets fysiske fremtoning og oplevelsen af utryghed. Derimod er det i højere grad med til at forstærke fordomme, og de udefrakommende fortæller, at de så vidt muligt undgår at komme i området, hvis de ikke har et formål i kiosken.
[Rikke Borg Sundstrup]
Rikke Borg Sundstrup
- Videnskabelig assistent, Institut for Byggeri, By og Miljø
- Videnskabelig assistent, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet
- Videnskabelig assistent, Sektionen for By, Bolig og Ejendom (BBE)
- Forskningsgruppen Transformation af Boliger og Steder
Tingbjerg
Tingbjerg blev planlagt 1950’erne som en åben, grøn familieby. Denne vision relancerede FSB, SAB og Københavns Kommune, da de i 2015 offentliggjorde deres fælles Byudviklingsstrategi for Tingbjerg-Husum. Byudviklingsstrategien fokuserer bl.a. på fortætning af området gennem tilførsel af private boliger, og et nøglebegreb i byudviklingsstrategien er ”fællesskaber”, herunder fællesskaber på tværs af beboere i almene boliger og de nye private boliger. Som en byudvikler i Tingbjerg beskriver det: ”Det der er vigtigt for os, er at (…) at vi ikke får et område, hvor det er ’dem’ og ’os’. Altså de ”fine”, der bor i de private boliger, og så dem, der bor i det almene”.
I et PhD-projekt for Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) og med støtte fra Realdania undersøger jeg, hvordan social bæredygtighed kan samskabes i et netværkssamarbejde mellem de mange forskellige aktører, der er involveret i byudviklingen i Tingbjerg. Et nedslagspunkt i projektet er netop, hvordan byudviklingen kan understøtte fællesskaber på tværs i den blandede by. For at mediere og understøtte den sociale interaktion, herunder sociale møder på tværs af forskellige beboergrupper, er det vigtigt, at byudviklingen skaber velfungerende fælles byrum. Byens rum og offentlige pladser er vigtige, fordi de giver mulighed for, at uforpligtende og uplanlagte møder kan finde sted. Det er rum, hvor man kan være tilstede samtidig uden at kende hinanden og uden at have en dybere interaktion, men hvor man også kan nærme sig hinanden, indgå i dialog og opbygge relationer (se fx https://www.cfbu.dk/udgivelser/sociale-moeder-i-udsatte-boligomraader)
Midt i Tingbjerg ligger Fælleshaven – et grønt byrum lidt gemt bag træer og buske. Fælleshaven udgør et hverdagsfællesskab for beboere, der har deres egne plantekasser, benytter havens Onsdagsrestaurant eller de mange sociale tilbud, der har sin base i og omkring haven. Men Fælleshaven ligger samtidig i et byggefelt. Når byudviklingen rykker ind, må Fælleshaven derfor vige en del af pladsen. Byudviklingen skaber nye rum, som Fælleshaven potentielt kan indtage, men gør samtidig indhug i den eksisterende Fælleshave. Det kan skabe modstand hos dem, der har investeret tid og kræfter i haven. Fælleshaven er et godt eksempel på, hvordan eksisterende fællesskaber og mødesteder rummer en stærk social såvel som symbolsk kraft i en byudviklingskontekst. Den kraft kan både blive en ressource og en udfordring for byudviklingen. Udfordringen er åbenlyst, at mennesker, der har investeret energi og følelser i Fælleshaven, ser forandringerne som en fjendtlig handling, hvor byudviklingen oppefra og ned tromler henover de kvaliteter og fællesskaber, er gør bydelen til noget særligt for dem. Det kan medvirke til at nære en modstand mod byudviklingen samlet set.
Omvendt ligger der et enormt potentiale i at forløse det engagement og fælleskab, der over lang tid er udviklet og opbygget omkring fælles byrum og mødesteder som Fælleshaven: Kan byudviklingen gøre sig til en løftestang for, at disse mødesteder får endnu bedre rammer i fremtiden? At de eksisterende fællesskaber bevares og endda udvides og bliver endnu mere inviterende, inkluderende og bredtfavnende i en fremtidig bydel, hvor forskellige beboergrupper i endnu højere grad skal kunne bygge bro og danne fællesskaber på tværs. At forløse det potentiale kræver uden tvivl en høj grad af lydhørhed over for de frustrationer såvel som ønsker og drømme, der fylder hos brugerne. At den strategiske byplanlægning giver plads til byudvikling, der opstår bottom-up fra civilsamfundets initiativer og drivkræfter. Og at der er vilje til også at understøtte denne del af byudviklingen såvel fagligt som økonomisk. PhD-projektet vil bl.a. undersøge, hvordan byudviklingens mange aktører kan samarbejde om denne opgave.
[Lasse Kjeldsen]
Lasse Kjeldsen, Cand.scient.pol., Erhvervs-ph.d.
- Ph.d.-studerende, Institut for Byggeri, By og Miljø
- Ph.d.-studerende, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet
- Ph.d.-studerende, Sektionen for By, Bolig og Ejendom (BBE)
- Forskningsgruppen Transformation af Boliger og Steder