Guest Bloggers XVI | Eva Juul Toldam (DK)
Beton – en sansemæssig stopklods
Det er velkendt at den danske velfærdsstat bogstaveligt talt blev opbygget i 1960’erne og 70’erne. Fra 1960 til 1975 blev det samlede danske byareal f.eks. fordoblet. Den almene boligsektoren voksede og tilbød helt almindelige danskere boliger med lys og luft, samt adgang til grønne områder. Byggeriet var baseret på funktionelle principper og den indvendige rumlige indretning tog i vid udstrækning udgangspunkt i menneskekroppens proportioner. For at sætte fart på boligbyggeriet kunne montagebyggeri med præstøbte betonelementer fra 1960 få statsstøttede lån. Betonbyggeriet blev dermed en synlig materiel manifestation af velfærd til masserne.
Men hvordan opleves funktionalistiske byggerier af mennesker med funktionsnedsættelser som f.eks. sansetab?
Det talte jeg om med min kollega der er døv. Vi arbejder i et betonbyggeri i to etager. Indgangshallen i kontorbygningen er en atriumgård, der forbinder stueetage og 1. sal, hvilket giver god visuel forbindelse mellem de to etager. Ud til atriumgården ligger også frokoststuen med kaffemaskinen. Den visuelle forbindelse er vigtig og muliggør kommunikation mellem kollegaer der ikke er i nærheden af hinanden. På samme måde som jeg som hørende kan stå ved morgenkaffen og råbe godmorgen til de kolleger der møder ind, kan mine døve kollegaer hilse godmorgen på tegnsprog, da der er fuldt udsyn. Tegnsprog er et visuelt sprog og visuelle forbindelser i byggeriet er derfor af stor betydning for at skabe lige kommunikationsmuligheder for alle ansatte uanset om de er døve eller hørende. Bygningens design understøtter altså de behov der er for visuelle forbindelser. Så langt så godt.
Hvis der ikke er visuel kontakt, har mine døve kollegaer også muligheder for at bruge andre sanser til at få information om hvad der foregår omkring dem. Den taktile sans opfanger bl.a. vibrationer. Når jeg f.eks. gerne vil i kontakt med en døv kollega ved frokostbordet, men han eller hun har ansigtet vendt væk fra mig, så banker jeg let i bordet, så vibrationen forplanter sig og min kollega bliver opmærksom på, at jeg vil sige noget.
På samme måde kan vibrationer i gulvet fortælle at nogen er på vej ned ad gangen eller på vej ind i et rum selvom man ikke kan se dem. De informationer jeg sanser via min hørelse (fodtrinene der går i min retning), kan mine døve kollegaer få ved at mærke vibrationer i gulvet. Her er det så, at min kollega fortæller, at det i vores kontorbygning absolut ikke er muligt at opfange den slags informationer, fordi vibrationer ikke ledes gennem beton. Mine døve kollegaer har dermed ikke den sansemæssige mulighed for at få informationer, som de ville have haft, hvis gulvet var et plankegulv. Så selvom bygningens design understøtter en sansemæssig ligestilling mellem hørende og døve ansatte, så modarbejder bygningens materialitet den altså.
Det er ikke kun i forhold til mennesker, der er døve, at beton kan være en sansemæssig stopklods. Det samme gør sig tilsyneladende gældende for mennesker, som er blinde. I ph.d. projektet Sansernes Bolig af arkitekt Camilla Ryhl undersøges hvordan forskellige rum erfares af mennesker med og uden sansetab. Her er der en blind deltager, som udtaler ”Der er jo toner i alting – bare ikke i beton. Min mor boede i en lejlighed med beton over det hele, der havde jeg svært ved at finde rundt, der er ens lyde overalt” (Tidsskrift for Antropologi #54: Lyd, s.70). Det peger på at beton ikke kun frarøver en taktil sansemulighed, men også en auditiv.
Velfærdsstaten er bygget i beton og beton har været med til at levere velfærdsbyggeri til masserne – men hvor stiller det de mennesker som pga. sansetab adskiller sig fra masserne? Med beton som verdens mest anvendte byggemateriale præsenterer det et interessant problemfelt for arkitekter, der ønsker at tegne boliger og offentlige bygninger, der vitterligt er funktionelle for alle – også mennesker med funktionsnedsættelser. Et første skridt må være, at være opmærksom på hvilken betydning byggematerialet rent faktisk spiller for erfaringen af at være i bygningen.
Eva Juul Toldam er antropolog fra Københavns Universitet. Hun har bl.a. studeret sansningen af beton blandt beboere i et alment boligområde på Københavns vestegn. Hun arbejder som udviklingskonsulent i den selvejende organisation CFD, der leverer velfærdsydelser til mennesker, som er døve, døvblinde eller har betydeligt høretab. Udover at levere ydelser til døve, er CFD den arbejdsplads i landet, der har flest døve medarbejdere ansat og arbejdspladsen er tosproget (dansk og tegnsprog).