Om programmet
Specialiseringen i Visuelt Design og Interaktion giver dig kvalifikationer til at udfordre og udvikle det visuelle fag i mødet med samfundets udfordringer. Disciplinerne spil- og interaktionsdesign bliver i stigende grad inspireret af forskellige grafiske stilarter, samtidig med at disciplinen grafisk design bliver stadig mere dynamisk og knyttet til interaktive og historiefortællende formater.
Som studerende på programmet Visuelt Design og Interaktion er du fokuseret på flere medier og er optaget af, hvad mennesker gør, når de kommunikerer og interagerer socialt. Det betyder, at vi er interesserede i, hvordan vi kan forbedre vores måde at læse og forstå information, samt hvordan vi bliver engageret både rationelt og emotionelt. Hertil skal vi bruge viden om, hvordan vi læser, hvad den nyeste teknologi kan tilbyde, og hvordan man udvikler forskellige fortællinger med skrifttyper, billeder og interaktion. Vi designer for at skabe nye oplevelser og flytte grænserne for, hvordan vi leger, lærer, kommunikerer og interagerer i en fysisk såvel som en digital verden. Vi bruger materialer, teknologi og formsprog som middel til at skabe noget relevant for andre.
Derfor vil du som studerende lære om menneskets kognition, perception og adfærd og om visuelle kulturer og samfundets bevægelser. Det kræver lyst til at mestre og være kreativ med teknologier, der driver det visuelle felt. Herunder også at kunne forstå og anvende kunstig intelligens, digitale teknologier, kodning og software som centrale værktøjer for at skabe og være kreativ i en digital tidsalder.
Som studerende vil du lære de klassiske færdigheder i grafisk design og visuel formgivning, og du vil blive præsenteret for en række forløb omhandlende fx interaktionsdesign, digital design, informationsvisualisering, karakterdesign, spildesign, animation og visuelle og interaktive teknologier. Generelt giver uddannelsen dig rammerne til at bruge denne viden og erfaring til at problemløse og eksperimentere med fagets kerneområde på din egen måde, og du vil løbende opbygge et portfolio af projekter, som du har lavet.