Verden af i dag hviler på et fundament af århundreders historie, udtrykt gennem kunst og kultur der minder os om, hvor og hvad vi kommer fra. At bevare kulturarven til de kommende generationer kræver moderne, naturvidenskabelige metoder – og en konservator, der kender sit felt indgående. Mød konservator Carola Skov Hilby, som i sit afgangsprojekt har undersøgt om brugen af enzymer kan skade de kunstværker, der skal konserveres.
Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Som en del af konservatorteamet på Statens Museum for Kunst var jeg i 2014 med til at restaurere værket Kejser Maximilian I.s æresport, renæssancens største grafiske værk. Det er skabt af kunstneren Albrecht Dürer i 1515 og består af 36 sammenklæbede ark.
I 2014 brugte vi enzymer til at løsne arkene fra det papir, de var klæbet op på – men har brugen af enzymer haft konsekvenser for kunstværket?
I mit afgangsprojekt sammenligner jeg forskellige enzymbaserede konserveringsmetoder og præsenterer ny viden om effektivitet og risiko ved brug af enzymer. Er der enzymrester i papir, hvor enzymer har været brugt som en del af behandlingen? Kan enzymerne vaskes fuldstændigt ud, eller bliver de i papirets struktur? Hvis ja, bliver de så ved med at være aktive og i hvor lang tid?
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Kejser Maximilian I’s æresport skulle udstilles i forbindelse med dets 500 års jubilæum i 2015 – men værket var i dårlig stand og skulle først konserveres. Allerførst skulle vi løsne værket fra det papir, som det var klæbet op på, hvilket viste sig at være en ret stor udfordring. Opklæbningspapiret kunne ikke løsnes fra originalværket ved hjælp af konventionelle metoder som fugt, vand, spatler, skalpeller, mm., så vi udviklede en konserveringsmetode, hvor vi anvendte enzymer som hjælpemiddel.
Mange papirkonservatorer er bekymrede for, at brugen af enzymer i konserveringen kan give problemer for bevaring og fremtidige behandlinger af et kunstværk. Hvis man fx bruger stivelsesklister til montering eller efterlimning af et værk, mener de, at man kan risikere, at enzymerne også går i gang med at nedbryde klisteret.
Arbejdet med at konservere værket kombineret med den generelle mistro blandt konservatorer omkring brugen af enzymer motiverede mig til projektet. Og så har jeg en fortid som laborantelev hos Novozymes, verdens største producent af industrielle enzymer.
Hvordan tilføjer dit projekt noget nyt til det felt eller område, du har beskæftiget dig med?
Mine undersøgelser viste bl.a. at der ganske rigtigt efterlades aktive enzymrester i papiret, når man anvender enzymer som behandlingsmetode. Så de bekymrede konservatorer har ret: Når man bruger enzymer kan det have konsekvenser for vores kunstværker, hvis man ikke anvender dem forsigtigt.
Mit projekt viser samtidig hvor effektive og stabile moderne, industrielt fremstillede enzymer er, og kan give konservatorer en fornemmelse af hvor lidt enzym der skal til for at blødgøre 250 år gammel lim. Samtidig kan de få informationer om kompleksiteten i valget af den rigtige konserveringsmetode.
Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Projektet er klart skrevet til fagfolk. Det er først og fremmest konservatorer, eller naturvidenskabsfolk med interesse for kulturarvsbevaring eller konservering, som kan få mest gavn af at læse specialet. Vi har tidligere fået en del henvendelser fra konservatorer fra hele verden omkring konserveringsprojektet på SMK, hvor vi anvendte enzymer til konservering af Kejser Maximilian I.s æresport. Mit projekt kan ses som forlængelse af det - en dybere undersøgelse af anvendelsen af enzymer til konserveringsbrug.
Hvilke metoder har du brugt for at udvikle dit projekt?
Min case er baseret på en reel konserveringsudfordring på Statens Museum for Kunst. Jeg har brugt den konserveringsmetode som vi udviklede dengang på specielt fremstillet og kunstigt ældet papir. Jeg har samarbejdet med DTU-Bioengineering for at undersøge enzymresterne i papiret efter enzymbehandlingen. DTU-Bioengineering har med deres viden om enzymer og analysemetoder, og deres veludstyrede laboratorier været uundværlige for at mit projekt har kunnet gennemføres.
Hvilke FN-mål relaterer projektet sig evt. til og hvorfor?
Projektet kan direkte relateres til verdensmål 11 (Bæredygtige byer og lokalsamfund). Specielt stykke 11.4 ”Styrke indsatsen for at beskytte og bevare verdens kultur- og naturarv”.
Kejser Maximilian I.s æresport er et såkaldt ENB-værk - et værk af Enestående National Betydning, der udgør en vigtig del af den danske kulturarv. Værket var i så dårlig en tilstand, at det skulle konserveres for at ”overleve”. Min undersøgelse af dén konserveringsmetode som blev brugt til konservering og bevaring af Kejser Maximilian I.s æresport er i direkte forlængelse af verdensmål 11.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med konservering på den måde du gør?
Det sværeste og samtidig også det sjoveste er at koordinere og kommunikere projektet til og mellem de forskellige faggrupper som jeg samarbejder med. Dvs. museumsfolk, konservatorer på den ene side og naturvidenskabsfolk og laboranter som er dybt specialiseret i enzymteknologi på den anden side. Det har ikke været nemt at forklare hvorfor jeg synes at det er vigtigt at finde ud af om enzymer kan vaskes ud af papir, eller om de bliver hængende og om de er aktive eller kan genaktiveres. For hvorfor skulle man putte enzymer i papir? Og kan man overhovedet vaske papir?
Kan du se udviklingsmuligheder i dit afgangsprojekt?
Mit projekt har åbnet op for en del udviklings- og undersøgelsesmuligheder. Er enzymerne – som jo er udviklet til helt andre formål end til konservering – i virkeligheden alt for stabile til vores brug? Inden for konservering anvender man enzymer som hjælper med nedbrydning og blødgøring af stivelsesklistre, animalske lime og fedtpletter på f.eks. papirværker. Men vi vil helst ikke have at de forbliver i værket efter at de har gjort hvad de skal – så kunne man udvikle enzymer som stopper af sig selv eller går til, efter at de har udført deres arbejde? Det kunne være et meget interessant forskningsprojekt.
Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet konservator fra KADK?
Min største styrke som færdiguddannet konservator fra KADK er tværfagligheden. Selvom jeg er meget specialiseret i min fagretning - grafisk konservering - så er jeg også trænet i at kunne samarbejde med andre fag. Konservatorskolen er et interessant mix af håndværk og teori, en kombination af humaniora og naturvidenskab. Og mine erfaringer fra laboratorieverdenen har været retningsgivende for mit specialeprojekt.
Hvor ser du dig selv professionelt om fem år?
Jeg ser mig som en del af et engageret team af konservatorer, gerne med forskellige specialiseringer og meget gerne i samarbejde med naturvidenskabelige specialister også. Det kan være på et museum, eller i en privatvirksomhed som er specialiseret i konservering og bevaring af kunst- og kulturarvsgenstande. Og måske kunne jeg tænke mig at specialisere mig yderligere – en forskeruddannelse.
