Det Kongelige Akademi skaber scenarier for fremtiden: Hvor er uddannelse og forskning i 2050?
Det Kongelige Akademi slår dørene op for udstillingen ’The Future is Now’, hvor besøgende kan se, lytte til og leve sig ind i fire forskellige udgaver af akademiet anno 2050. De sanselige scenarier er et redskab til at drøfte, hvordan rammerne for uddannelse og forskning kan se ud i fremtiden – og hvor akademiet skal bevæge sig hen de kommende år.
Scenarie 1 anno 2050: Du befinder dig på et akademi, hvor den formelle 5-årige faguddannelse er opløst. I stedet tilbyder akademiet tværfaglige sprint-forløb, hvor de studerende i fællesskab problemknuser og implementerer løsninger på dét, samfundet efterspørger. Underviserne vejleder på sidelinjen, mens den egentlige sparring og uddannelse foregår mellem de studerende. Nøglen til succes ligger i fællesskabet.
Scenarie 2 anno 2050: Du befinder dig nu på et akademi, der er forbeholdt den ypperste samfundselite. Kun de dygtigste studerende bliver lukket ind, og de mest velhavende køber sig adgang til masterclasses med stjerneunderviserne. Akademiet brander sig på dets verdensberømte forskere og læremestre, og orienterer sig konstant mod popularitetsmålinger. Det stærke individ trives.
Sanselige forestillinger
Sådan ser to forskellige scenarier for fremtidens akademi ud. Udstillingen ’The Future is Now’ på Holmen inviterer besøgende indenfor i fire fremtidsuniverser, hvor personaer, artefakter og visuelle effekter underbygger en sanselig forestilling af fremtiden.
Udstillingen er et redskab til at invitere til dialog om, hvad uddannelse og forskning skal kunne i fremtiden. Den er et led i en større proces, som skal munde ud i en ny strategi og vision for Det Kongelige Akademi:
”Vi skal sætte en kurs for, hvor vi gerne vil bevæge os hen. Det er i den forbindelse nødvendigt, at vi kan og tør reflektere over vidt forskellige ideer om fremtidens Kongelige Akademi. Det styrker vores fællesskab og vores evne til at handle meningsfuldt – også når grundlæggende forudsætninger for vores virke ændrer sig,” siger Lene Dammand Lund, rektor på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.
”Netop fordi alle vores fag omfatter konkrete, fysiske studier og vidensopbygning, er det oplagt, at vi eksperimenterer med, hvordan strategiarbejde og arbejdet med scenarier kan inddrage alle sanser. Og forhåbentlig kan scenarierne også inspirere udenfor institutionen.”
Megatrends og bred inddragelse
Fremtidsscenarierne bygger på input fra over 100 studerende, medarbejdere og eksterne. De har på en række workshops arbejdet med megatrends som bæredygtighed, teknologi, økonomi og internationalisering, og brugt dem til at definere mulige pejlemærker for fremtidens akademi.
Dét arbejde kan nu opleves i udstillingens fire scenarier og skal fungere som et substantielt input til en ny rammefortælling, vision og strategi for Det kongelige Akademi de kommende år.
Besøg udstillingen ’The Future is Now’
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, campus på Holmen, Phillip de Langes Allé 10
Åben alle hverdage 6. sep. - 30. okt. 2021, kl. 11-17