Ældre nordisk arkitektur
KADK
Danneskiold-Samsøes Allé 53
1435 København K
Kom og få en guidet tur gennem udviklingen af den førmoderne arkitektur, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben forelæsningsrække en række onsdage i efterårssemesteret 2018. Den niende forelæser i rækken er adjunkt Martin Søberg.
Forelæsningen omhandler særligt middelalderens arkitektur i Danmark men også med inddragelse af samtidige eksempler i Norge og Sverige. Dette omfatter perioden fra kristendommens indførelse omkring år 900 frem til reformationen i 1536, hvorefter renæssancen vinder indpas som paradigme og stil.
Middelalderen omfatter stilistisk set den romanske og gotiske arkitektur, og særligt kirkebyggeriet spiller en væsentlig rolle både politisk, teknologisk og kunstnerisk set. Tidligere tiders trækirker blev erstattet af byggeri i mere holdbare materialer. I perioden fra ca. 1175 til ca. 1225 opføres omtrent 2000 landsbykirker, hvoraf hovedparten endnu er bevarede. Disse kirker er almindeligvis af basilika-typen, bestående af en lang kirkesal og et kor, mens købstadskirkerne er treskibede med lave sideskibe.
En markant byggeteknisk forandring i perioden er indførelsen af “den bagte sten” – teglstenen – fra Norditalien til Nordeuropa i midten af 1100-tallet. Teglstenen sætter derefter et markant præg på middelalderens byggeri af kirke- og klosteranlæg såvel som forsvarsværker og borge, ligesom den helt frem til i dag bliver et fast element i nordisk og måske særlig dansk arkitektur.