Hvordan bedømmes dine opgaver?
Alle opgaver bliver diskuteret og vurderet af undervisere på designuddannelsen. To undervisere giver dine opgaver point. Den ene af underviserne er fra det program, du har søgt optagelse på. Bedømmerne er udpeget af designuddannelsens dekan.
En bedømmelse starter med, at der lægges niveau på tværs af besvarelser. Det gør vi for at sikre, at både den første og den sidste besvarelse bedømmes ens. Herefter går den egentlige bedømmelse af hver enkelt besvarelse i gang. De to bedømmere giver et samlet pointtal for hvert kriterie.
Digital prøve:
Formålet med den digitale prøve er at finde frem til de ansøgere, der skal inviteres til den senere optagelsesprøve. Besvarelserne bedømmes over en periode på ca. en uge.
Optagelsesprøve og interviews:
Der er udpeget to bedømmere, der skal give point for opgaverne. Der er også udpeget to undervisere som skal interviewe dig; de giver dig også point. Det er ikke nødvendigvis de samme personer, der interviewer og bedømmer opgaver. Opgaverne bedømmes i ugerne efter optagelsesprøven. Interviews bedømmes umiddelbart efter.
Hvilke kriterier bedømmes der efter?
Dine besvarelser bliver bedømt efter følgende kriterier:
- Undersøge og registrere
- Frembringe og udvikle ideer
- Udvikle et originalt og nytænkende forslag
- Behandle og udvikle form, materiale og funktion
- Formidle og kommunikere skriftligt og visuelt
Vi ser på relevant brug af både digitale og analoge værktøjer og forventer at ansøgere benytter begge dele i opgaveløsning.
Ved optagelsesprøven kommer du også til et interview. Her skal de to bedømmere vurdere:
- Din evne til at argumentere, formidle og kommunikere mundtligt
- Din studieparathed i forhold til designuddannelsen
Pointskala
Pointskalaen er 1-10. Det bedste er 10.
Digital prøve:
De to personer, der bedømmer din opgave skal sammen give dig point inden for hvert kriterie.
Point fra den digitale prøve tæller med i det videre optagelsesforløb.
Du kan max. få 50 point (5 kriterier x 10 point).
Optagelsesprøven:
Du får point for dine opgaver inden for de fem kriterier af to undervisere. Du får point ved interviewet inden for de to kriterier af de to interviewere. Til slut lægger vi alle dine point sammen.
Ved optagelsesprøven kan du max. få 70 point (5+2 kriterier X 10 point). Hvis du får laveste point i alle kriterier ved optagelsesprøven, kan du ikke fortsætte i optagelsesforløbet.
Du får 7 ekstrapoint hvis du har fået bronze- eller sølvmedalje til svendeprøven på en erhvervsuddannelse.
Husk at uploade bevis for bronze- eller sølvmedalje fra svendeprøven på optagelse.dk inden ansøgningsfristen. Ekstra point bliver lagt til som det sidste led, før Det Kongelige Akademi indstiller alle ansøgere til optagelse i prioriteret rækkefølge.