Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

KADK opretter ny masteruddannelse med fokus på bæredygtighed, bygningskultur og transformation

Dato
24.06.2020
Kategori
Uddannelse og studieliv

KADK øger fokus på bæredygtighed i byggeriet ved at oprette en ny Master i ”Bygningskultur - Bæredygtighed, Strategi og Transformation” målrettet byggebranchen.

Professor Nicolai Bo Andersen vil stå i spidsen for uddannelsen, der starter september 2021.

KADK har fået grønt lys til at udbyde en ny Master. Uddannelsen, der har titlen ”Master i Bygningskultur - Bæredygtighed, Strategi og Transformation”, skal bidrage til kompetenceløft af byggebranchen på et område, der oplever et stigende behov for ny viden på grund af nye krav til bæredygtighed og kompleksitet i opgaverne. Den nye master er målrettet arkitekter, ingeniører, konstruktører og andre faggrupper der arbejder professionelt og strategisk inden for området bæredygtighed, bygningskultur, transformation og restaurering.

I forlængelse af den nye uddannelse, er Arkitekt Nicolai Bo Andersen, fra Institut for Bygningskunst og Kultur ved KADK, blevet udnævnt til professor MSO og får til særlig opgave at lede uddannelsen.

Dekan for Arkitektskolen Jakob Brandtberg Knudsen udtaler:

”Vi glæder os afsindig meget til at byde byggebranchen velkommen til den nye Masteruddannelse, som har fokus på at udvikle den teoretiske viden, metodiske fremgangsmåde og strategiske tænkning i arbejdet med bevaringen, forvaltningen og udviklingen af vores byer og bygninger i et bæredygtigt helhedsperspektiv.  På den måde, ønsker vi at bidrage til, at byggebranchen får stærkere redskaber til at løse fremtidens byggeopgaver med at renovere og transformere allerede eksisterende byggeri mere bæredygtigt i fremtiden”.

Uddannelsen skal give en solid indføring i metoder, teorier og strategier til at analysere og formidle værdier og potentialer af bygningskulturen, men også hvordan disse værdier og potentialer kan og bør tænkes ind i forhold til en bæredygtig transformation og udvikling af bygningsmassen.

Afgangsprojekt: Benjamin Egebak

Renovering som et centralt redskab til grøn omstilling

Byggeriet udgør mere end 40% af vores samlede CO2-udledning og der er derfor et akut behov for at se på, hvordan dette klimaaftryk kan mindskes. Her er fokus på renovering og transformation af allerede eksisterende byggeri et vigtigt redskab, da det på mange parametre – for eksempel inden for en livscyklusbetragtning, er betydeligt mindre CO2-belastende at omdanne frem for at bygge nyt. Samtidig er behovet for renovering i DK er stort: Estimater viser, at den danske bygningsmasse har et vedligeholdelsesefterslæb i størrelsesordenen 100-180 mia. kr., og regeringen har netop prioriteret at sætte 30 mia. af til renovering af alment byggeri i DK.

Behov for nye kompetencer
At der er et stort behov for uddannelsen, og for at opgradere byggebranchens kompetencer inden for bæredygtig bygningskultur bekræftes af flere aktuelle undersøgelser, som viser, at renoveringsopgaver bliver stadigt mere komplekse og kræver et stigende kompetenceniveau. For eksempel vurderer rådgivervirksomheden Orator i en analyse for KADK, at der er behov for et kompetenceløft i den del af branchen, der arbejder i relation til videreudvikling og transformation, der tager udgangspunkt i byers og bygningers værdier.

Fakta 

  • Masteruddannelse (60 ECTS)
  • Forventet start: september 2021
  • Tilmeldingsfrist: (bliver annonceret i efteråret 2020).
  • Varighed: 2 år (4 moduler)
  • Pris (ca.) 35.000 kr. per modul
  • Kursussted: KADK campus, Holmen, København.

Den nye master er et samarbejde mellem Institut for Bygningskunst og Kultur, Institut for Bygningskunst og Teknologi samt eksterne danske og internationale samarbejdspartnere. Uddannelsen bygger på et stærkt fagligt miljø på KADK herunder et længerevarende forskningssamarbejde med Realdania, hvor professor Nicolai Bo Andersen har været tilknyttet. 

På Institut for Bygningskunst og Teknologi forankres samarbejdet i forskningscenteret CINARK ved Professor Anne Beim.