Projektet undersøger praksissen at bade og udgør en bygning på en tom grund på Dagøgade, en sidegade til Amagerbrogade. Bygningen rummer både offentligt folkebad samt boliger, hvori badeværelset sættes i centrum. Projektet er et dobbeltprogram, hvor den intime badesituation undersøges i en henholdsvis privat og offentlig kontekst. I bygningen undersøges overgangen mellem det private og offentlige badeværelse, hvor folkebadet påvirker boligen og omvendt. Efter badet rykkede ind i hjemmene, har det daglige bad fået et mere introvert og praktisk fokus. Projektet ønsker at udfolde badets healende og sociale aspekter i en boform, hvor badet bliver et mentalt pusterum i en travl hverdag. Projektets boliger er skabt til familier, der ønsker at leve tæt sammen. Dette kan være par eller familier med små børn.

F O L K E B A D E T   S O M   N Y   H Y B R I D

Projektets intention er at skabe en ny hybrid af et offentligt bad, der ligger sig mellem kurbadet og svømmehallen. Det er en bygning, der forsøger at vægte atmosfæren og den kropslige tryghed højt. Med dette er den mest i familie med karbadet, alligevel huser badet også et svømmebassin. På den måde har man mulighed for at få bevæget kroppen som led i den terapeutiske oplevelse badet skal være, men uden den hektiske stemning man ofte kan opleve i svømmehallen. Også størrelsen adskiller folkebadet fra mange andre bade. Den tomme grund er 19x30 meter, og bygningen indskriver sig derfor i en meget tæt bebyggelse. Med dette begrænsede areal er badet ikke kønsopdelt men i stedet inddelt i dage. Badet henvender sig derfor nogen af ugens dage til kvinder og andre dage til mænd. Derudover er der dage hvor kønnene blandes for at imødekomme kønnet som noget, der ikke er binært.

D E T   I N T I M E   R U M

Baderummet må være arkitekturens mest intime rum. Hvor vi normalt er dækket af tøjet som et beskyttende lag, er vi i badesituationen blottet. Her må arkitekturen overtage tøjets rolle, som et tæppe, der omslutter den sårbare krop. Dette tæppe er i projektet fastfrosset som en mur, der på indersiden skaber større og mindre nicher, man kan være inde i. Tæppet afskærmer både i badets private og offentlige del kroppen mere eller mindre. Hvor det private bad ikke behøver samme grad af afskærmning, er det offentlige bad et komplekst socialt rum, der skal tilgodese forskellige menneskers blufærdighedsgrænser. Badet rummer derfor forskellige zoner med forskellige grader af nøgenhed. Ved de mindre badefaciliteter skal man kunne føle sig tryg uden badetøj, hvor man i svømmesalen har badetøj på. På 1. sal, i omklædningsstuen, kommer tæppet til udtryk som omklædningsnicher. De er små hulrum, hvor man kan gå ind og trække et gardin for, når man skal klæde om og bruse sig, inden man går ud til badets øvrige faciliteter.

Badekulturen siger noget om, hvor vi står som samfund i forhold til spørgsmål omkring hvor sociale vi er, hvordan vi forholder os til spørgsmål om krop, seksualitet og køn. Man kan se badeværelset som en identitetsskaber; et sted hvor kroppen og selvet dyrkes. I filminstruktør Peter Greenaways videoværk 26 Bathrooms fra 1985 ses badeværelset som et multifunktionelt, socialt rum. Det er en mindre klinisk og praktisk æstetik og brug af badeværelset end vi ser i dag. Badeværelset vises som et centralt rum, husets hjerte, og er et sted der handler om at være i kontakt med sig selv og sine nærmeste. Det er et erotisk men også familiært rum, der åbner sig ud mod boligens øvrige funktioner snarere end at lukke sig om sig selv.

Nedenstående collager er sammensætninger af udklip fra eksisterende tegninger af bade og boligkarréer, jeg har fundet interessante. Derudover har jeg brugt klip fra Peter Greenaways videoværk 26 Bathrooms for at undersøge badeværelsets udfoldelse i hjemmet.

D E N   D A G L I G E / U G E N T L I G E   R U T I N E

Før badet rykkede ind i hjemmene i starten af 1900-tallet, havde København som de fleste andre byer tradition for at bade i offentlige bade. I Danmark foregik det daglige bad dengang i badeanstalten. På den måde var man mere vandt til nøgenhed og sociale udvekslinger med andre i forbindelse med den intime badesituation, end man er i hjemmets introverte badeværelse. Badeværelser i storbyer er oftest indskrænket til et minimum, hvor vi naturligvis kan besøge kurbade for at opsøge den terapeutiske oplevelse. Flere gamle badeanstalter som Sjællandsgade bad og Sofiebadet er lavet om til mere luksuriøse kurbade, men ofte er dette steder vi ikke besøger særlig ofte. Det er essentielt for projektet at se ikke blot det private, men også det offentlige bad, som noget meget tilgængeligt, der skal indgå i en daglig/ugentlig rutine. Dette er for at dyrke potentialet i det daglige bad som ritual, hvorfor bygningen også placerer sig så tæt på boligen som muligt i den tætte bystruktur.

D A G Ø G A D E

Amagerbrogade fremstår som et helstøbt og planlagt bybillede. Vejen er gennemskærende og består af sammenhængende karrébebyggelse på det meste af strækningen. Det er først når man kører ned ad sidegaderne, man oplever Amager som mere sammensat. Her bliver Amager mere en collage, hvor man ser huller mellem bebyggelsen og rester af industri. Sidegaderne forlader det rektangulære vejnet og bliver mere skrå og slyngede. Det samme oplever man når man kører ned ad Dagøgade. Gaden starter med karrébebyggelse på begge sider, men disse ophører brat efter 20-40 meter. Herefter fremstår vejen dekontrueret og uplanlagt. Projektet ligger sig på en tom grund mellem to gavle på højre hånd fra Amagerbrogade, lige der hvor karrébebyggelsen stopper. Selvom den tomme grund kun ligger omkring 20 meter fra Amagerbrogade, opfattes den som en lomme med en anden, roligere, atmosfære. Vejens øvrige bygninger består af flere forskellige karrébebyggelser og et mindre hus, der ligger uden nogen særlig relation til hinanden. Projektets arkitektur er udviklet i relation til de karrébebyggelser grunden ligger imellem og tæt på. Samtidig er forsøget at samle gaden, der lige nu fremstår som brudstykker.

P R O C E S

T E G N I N G E R