Farver og dekorationsformer anvendt i europæiske hofteatre i det 18. og 19. århundrede - med fokus på det danske Hofteater på Christiansborg
Farveopfattelse, farvearkæologisk metode og afrapportering, hofteatre i Danmark og Sverige, farveholdninger og dekorationsformer, bevaringstilgange.
Dette kandidatspeciale er et casestudy af farveholdningen i europæiske hofteatre i det 18. og 19. århundrede. Specialet bygger på forskning og praktiske undersøgelser udført i det historiske, danske hofteater fra 1767, der er beliggende ved Christiansborg ridebane og siden 1922 har lagt vægge til Teatermuseet i Hofteatret. Farverne i teatret er blevet undersøgt gennem farvearkæologiske metoder, hvor interiørets skiftende, historiske farvesætninger er blevet afdækket i farvetrapper og undersøgt ved kemisk analyse af pigmenter og bindemidler i udtagne farvesnit, og resultaterne herfra er sammenholdt med samtidige klassicistiske og barokke teatre rundt om i Europa, med særligt fokus på Drottningholms slottsteater i Sverige.
Hofteatret på Christiansborg blev bygget i midten af det 18. århundrede som et klassisk, barokt teater til kongens brug, men blev ombygget flere gange op gennem det 19. århundrede for at opfylde standarderne for et stadig mere moderne og mere forskelligartet samfund. Teatret undergik en drastisk transformation fra at være et klassisk indrettet rum med et lyst blåt, hvidt og guld interiør med et trompe l’oil malet, illusionistisk loft, der skulle lede tankerne hen på en åben himmel og en direkte forbindelse til det guddommelige, til at være et rum med klare røde og lyserøde farver og detaljeværk udført i guld og grisaille. Antikinspirerede mønstre som bladornamenter og gyldne mæanderborter pryder endnu interiøret i det mere end 250 år gamle teater og udtrykker en mode blandt den fremstormende middelklasse i 1800-tallet, som i højere grad begyndte at få indflydelse på arkitekturen. I 1800-tallet blev teateroplevelsen sat i centrum, hvor det i 1700-tallet i langt højere grad havde handlet om selviscenesættelse og idealisering af kongen. En undersøgelse af fremtrædende brugsbygninger som teatre kan dermed også blive en vigtig kilde til forståelse af samfundsudvikling og herunder betydningen af økonomisk vækst og gradvis udviskning af uligheder mellem stat og borger. Specialet udspringer derfor af en både samfundsmæssig, økonomisk og kunstnerisk problemstilling og blev iværksat med baggrund i en personlig interesse for sagen.
Mens teatret på Christiansborg blev sat i stand for at følge tiden, fik det samtidige svenske Hofteater, Drottningholms Slottsteater uden for Stockholm lov til at blive glemt – efter et halvt århundrede som den svenske konges mest elskede, private teater. Dette teater er i dag næsten fuldstændigt bevaret i dets originale form og repræsenterer en unik historie om det barokke teater, dets brug og dets betydning i 1700-tallet. Dette teater er holdt i farverne hvid, lyserød og gule nuancer, men med blå marmoreringer og detaljer i samme stil som på Hofteatret, og med trompe l’oil detaljer og arkitekturelle elementer udført i papmache. Begge teatre, Hofteatret og Drottningholms Slottsteater, har været brugt som teatermuseer siden begyndelsen af det 20. århundrede, og en central problemstilling i undersøgelsen har derfor været tilgangen til bevaring af museer, der samtidig fungerer som aktive teaterbygninger. Dette spørgsmål problematiseres i forhold til det store restaurerings- og formidlingsprojekt, der skal foregå i Teatermuseet i Hofteatret fra udgangen af 2020 og henover de kommende par år, og hvor dette speciale kommer til at blive inddraget.
Under arbejdet har jeg samarbejdet tæt med Teatermuseet i Hofteatret under museumsdirektør Peter Theilmann Christensen, hvorigennem kontakt også er blevet etableret til slots- og kulturstyrelsen, der leder den store renovering af teatermuseet og teatret. Den analytiske del af arbejdet er udført i samarbejde med CATS, Centre for Art Technological Studies and Conservation.
