International forelæsningsrække sætter arkitekturanalysen under lup

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

Dette forår åbner Det Kongelige Akademi igen dørene for en række forelæsninger med internationale arkitekter. Temaet er ’The Art of Analysis’ og omdrejningspunktet for de fire forelæsninger i rækken er arkitekturanalysens samspil med det arkitektoniske værk.

Arkitekturen er en disciplin som traditionelt er stærkt knyttet til analysen – af fortiden, af stedet og af det enkelte værk. Dette års internationale forelæsningsrække, arrangeret af Institut for Bygningskunst og Kultur, kredser netop om analysen som tema, og fortsætter hvor sidste års internationale forelæsningsrække med samme tema slap.

Hvilken rolle spiller analysen når man skaber arkitektur? Hvilket forhold er der mellem det byggede værk og fortolkningen af det? Og hvilke potentialer, faldgruber og konflikter kan den arkitektoniske analyse medføre? Det er nogle af de spørgsmål, som forårets fire forelæsere skal undersøge.

”Gæsterne i forelæsningsrækken arbejder overvejende i kontekster der på nogle områder minder om vores hjemlige. Det gælder klimatiske forhold, byggeriets regulerende foranstaltninger og til en vis grad en lignende arkitekturtradition, siger adjunkt Morten Birk Jørgensen, som er en af arrangørerne bag forelæsningsrækken. ”Dermed bliver de analytiske aspekter i særdeleshed relevante for en hjemlig arkitekturpraksis.”

Digitalt format giver nye muligheder

De gældende Corona-restriktioner betyder at forelæsningsrækken denne gang bliver digital, og arrangørerne har benyttet muligheden for at gentænke formatet: Der bliver lagt op til at forelæseren, tilhørerne og et fagligt panel sammen skal skabe et rum til udveksling, nysgerrighed og fælles overvejelser om det aktuelle emne:

”I lyset af COVID-restriktionerne er forelæsningsrækken konsekvent omstillet til et digitalt format. Det ændrer vilkårene for den fælles samtale og vi har derfor indbudt faglige paneler til at holde dialogen i gang,” siger studielektor Ida Flaurup Barnett, som er medarrangør. ”Derudover kan tilhørerne stille spørgsmål til forelæseren igennem chatten.”

Datoer og navne
Forelæsningerne kan uden problemer ses enkeltvis - også, selvom man ikke har set forelæsningsrækkens første del - og afdækker forskellige aspekter af temaet. Find mere information om de enkelte forelæsninger i kalenderen.

11.3.: Bolle Tham & Martin Videgård (Tham & Videgård)
15.4.: Aita Flury (Aita Flury Architecs)
6.5.: Beate Hølmebakk & Per Tamsen (Manthey Kula Architects)
En fjerde forelæsning annonceres på et senere tidspunkt.