Studerende fra det Det Kongelige Akademi giver deres bud på ”The New European Bauhaus”
Ursula von der Leyen, EU-kommissionens præsident, lancerede i 2020 ”The New European Bauhaus” - en opfordring til ny bevægelse, hvor arkitekter og designere skal fremskynde Europas grønne ambitioner.
125 kandidatstuderende fra Det Kongelige Akademi giver nu deres bud på, hvordan et nyt europæisk Bauhaus kan bidrage til den grønne omstilling i dag.
Budene bliver præsenteret ved en række kunstneriske New Bauhaus-designoplevelser fredag den 17. september. Pressen er velkommen efter aftale.
Hvad er den vigtigste mission for dig som designer eller arkitekt, når du skal skabe en fremtid, der er mere bæredygtig, æstetisk og inkluderende? Det spørgsmål bliver 125 kandidatstuderende bedt om at besvare, når Institut for Bygningskunst og Design på Det Kongelige Akademi skyder et intenst tværfagligt forløb i gang.
Forløbet tager afsæt i EU-kommissionens opfordring til at skabe et nyt Europæisk Bauhaus, som blev lanceret af EU kommissionens præsident, Ursula von der Leyen i oktober 2020. Hensigten er at bringe EU’s klimaambition: The European Green deal tættere på menneskers liv og hjem, og gøre en bæredygtig livsform mere nærværende og attraktiv gennem design og arkitektur. Nøgleordene her er - udover bæredygtighed - inklusion og æstetik.
Fra den 6.-17. september vil Det Kongelige Akademi derfor summe af aktivitet, workshops og eksperimenter, når de studerende på tværs af alle kandidatprogrammerne på instituttet tager udfordringen op og designer oplevelser på tværs af fagligheder som beklædning og møbel, bolig og rum, interiør og materialer samt strategisk design.
Institutleder Mathilde Serup siger:
”Det har været oplagt for os at gribe EU-kommissionens opfordring. Vores institut arbejder lige præcis i krydsfeltet mellem arkitektur og design, som man også gjorde i det historiske Bauhaus, og vi har stort fokus på, hvordan den bæredygtige omstilling gennem design kommer helt tæt på menneskers hverdag. Det er endnu meget åbent, hvor det nye Bauhaus skal pege hen, så her viser vi vores bud på tilgange til det”.
De studerende bliver igennem forløbet introduceret til og inspireret af det historiske Bauhaus, og vil undervejs møde førende danske og internationale designere, arkitekter og kunstnere, der arbejder med bæredygtighed og inklusion i dag.
Herefter skal de lave deres helt eget New European Bauhaus-manifest og visualisere og designe en kreativ installation, der udfolder spørgsmålet og engagerer tilskueren.
Resultaterne vil blive præsenteret på workshoppens sidste dag med en række kunstneriske New Bauhaus-designoplevelser fredag den 17. september.
Om Bauhaus
EU’s initiativ til ”The New European Bauhaus” er inspireret af den tyske Bauhaus-bevægelse, der forenede design/ arkitektur og visioner om et nyt moderne samfund i tiden efter 1. verdenskrig, og som hjalp med til at forme den sociale og økonomiske overgang til det industrielle samfund i det 20. århundrede.
I slutningen af september lanceres det første store call, hvor der kan søges om midler til de første større New European Bauhaus-projekter.