Når store dele af Rom blev demoleret under fascismen i 1920- og 30’erne, gennemførtes omfattende inventeringer af bebyggelsen i form af kataloger, notationer, korrespondence, tegninger og fotografier. Dokumentationen redegør for indsamlingen af bevaringsværdigt materiale og dets omlokalisering til kommunale magasin rundt om i byen, med hensigten om at på ny distribuere de arkitektoniske fragmenterne for at kunne genbruge og gemme materialet for fremtiden. 1945 faldt fasciststyret i Italien og projektet fuldførtes derfor aldrig. Således genfindes fragmenterne i stort set urørte på disse depoter end i dag; dog forladte og alvorligt forfaldende. Mit projekt foreslår på baggrund af dette en bygning for opbevaring og formidling af disse fragmenter, som med en arkiverende funktion har formålet at tilgængeliggøre dem for genbrug som en form for spolier.
Siden antikken har floden Tibern og området omkring Porta Portese været en logistiskt vigtig del i modtagelsen, opbevaringen og distributionen af varer og byggemateriale til Rom. I forbindelse med at paven i starten af 1700-tallet fik bygget en arsenal for vedligeholdelse af fragtfartøj, voksede efterhånd området med andre virksomheder relaterede til magasinering, reparation og produktion. Når floden ophørte med at være den primære måde at transportere varer og byggemateriale til byen, mistede området sin oprindelige funktion. Efterfølgende har området negligerets kraftigt i takt med at omkringliggende bebyggelse vokset ukontrolleret, men dets potentiale er i forbindelse med det også blevet omvurderet.
Mit projekt ses derfor som en del af en fremtidig transformation af både det lokale område og byen i stort. Programmet bliver forankret i sin lokale kontekst ved at delvist genetablere områdets oprindelige funktion af at opbevare og formidle byggematerialer til byen. Ved at løbende modtage og formidle videre fragmenter i takt med byens kontinuerlige om- og nybyggelse, stræber projektet efter at producere et underlag for et cirkulært genbrug af byens arkitektoniske ressourcer. Med en samling i konstant forandring, fungerer arkivet parallellt som et slags museum med en uendeligt udskiftelig udstilling. En evigt tilbagevendende rejsende til Rom ville på den måde kunne opleve fragmenterne i byen i et ubegrænset antal iterationer og i teorien kunne gense de samme fragment blive forvaltet flere gange af arkivet.
Projektet ønsker på så vis at etablere en strategi for byens autonome regeneration hvor byens multiple identiteter bliver synliggjort som en del af Roms samlede kulturarv. Rom har en unik evne til at både fysiskt og idémæssigt genbruge, omformulere og overtage figurer, materialer og motiver, og på den både skabe uventede forbindelser over tid og rum. På den præmis, fortæller projektet en historie om byens fortid så vel som dets nutidige kompleksitet og etablerer et incitament for vedligholdelse, reparation og genbrug som essentielle aspekter for en bæredygtig bygningskultur. Gennem et i grunden meget simpelt og rationelt spørgsmål om hvordan vi skal håndtere den her type byggemateriale, spørger projektet byen; hvordan kan forvaltning og genbrug af byens arkitektoniske ressourcer etablere en strategi for bæredygtig transformation af vores byer og samfund?
