Reservat

Reservat  

Midlertidige arbejdsophold ved Råbjerg Mile

Med placering i retning for Råbjerg Miles vandring, hvor området forekommer som en flygtig tilstand, er projektet om landskabsreservat til midlertidige arbejdsophold fæstnet i tidslighed, sammenhæng, tomhed, stilstand og uendelighed. Tegnet til omskifteligt behov og landskabelig forandring, optræder bygningerne som konstruerede geologier, der indskriver sig i fænomener større end sig selv.

Afsæt 

Studiet udspringer af en længerevarende forelskelse i typen Refugium - et måske forældet og arkaisk fænomen, men ét der synes at bygge på aktuelle og vedvarende problematikker, som står tydeligere i dag end nogensinde. Individets tydelige trang til isolation og afsondring er stadig herskende, og styrende i denne fortælling er behovet for at trække sig fra hverdagens rammer. Privatsfæren er en afgørende faktor for velvære og individualisering, og det er bevist at naturen har en væsentlig rolle herfor, som dét miljø, hvor vores behov for stabilitet, klarhed og ro kan varetages.  

Det programmatiske studie for reservatet ligger i forlængelse af refugiet, og det midlertidige arbejdshophold kan betragtes som et sted, der er beskyttet fra sine omgivelser, og hvor en aktivitet eller et arbejde kan forekomme uforstyrret, nemlig som forhold man forbinder med et reservat.

Landskab 

Styrende for projektet er hensigten at betragte by og land som ét, og som uadskillige faktorer, der er afhængige af hinanden. Landskabet har en væsentlig rolle for både bygningsarkitekturen samt programmet, og undersøgelsen af hvordan landskabs- og naturfænomener melder sig heri er essentiel og styrende for projektets udvikling. 

Det er ambitionen at søge et landskab, der kan agere illusion om en fjern verden, og som kan fremkalde den romantiske følelse af at forlade sin hverdag. 

Råbjerg Mile er mødet med det uventede og kontratsen til en rodfæstning i moderne, kultiverede storbyer. Mens milen spænder over to kvadratkilometer og når sit højeste på femogtredive meter, rejser den årligt mellem ti og tredive meter som konsekvens af den kraftige vestenvind. På sin vej udvisker den al landskab, og efterlader intet andet end grundvandsspejl. Sidstnævnte ligger usædvanligt højt og op til kun fyrre centimeter under terræn, og landskabet er i større risiko for grundvandsstigning end havvandsstigning. 

Disse to meget kraftige naturfænomener definerer Råbjerg Mile som mere end et sted eller en destination, og landskabet begynder at opfører sig som en tilstand. 

I opdagelsen af den tilstedeværende tidslighed i landskabet, er udmålingen af milens vandring essentielt for projektet. Horisonten, linjen og periferien er greb, der sikrer bygningernes forankringer i deres lokale miljø, mens de samtidigt behandler større fænomener.

Placering

Til arbejdsreservatet inddrages fire felter i retningen for milens vandring, og med beliggenhed i et landskab i stor forandring og transformation, lægges der vægt på anderkendelsen af ikke kun at tegne bygninger med lokale forankringer, men at sikre projektets henvendelse til noget større og at resonere med en tidsregning, der skriver sig langt ud over det umiddelbare.  

De fire felter af brakmakker, udvalgt i et tæt net af fredningsarealer og landbrugsudnyttelse, kommenterer beskedent på den aktuelle debat om formidlingen og behandlingen af danske landskabsarealer, der blandt andet omhandler Naturparker og Nationalparker. Bygningerne og programmet tilskrives rollerne som værende iscenesættende for landskabets gen-overtagelse, og på denne måde forlænger projektet landskabet med det byggede.

Asylet 

Over linjen indfanger de fire felter forskellige former for asyl og eksistentialisme, både i måden bygningerne tegnes som et sammenhængende projekt men udtænkes som fragmenter af den samme helhed, samt hvordan arkitekturen forholder sig til tidsligheden. 

På den første grund, placeret blot femhundrede meter fra milen, fririver bygningen sig fra den øverste horisontlinje og markerer sig som et tårn. Dette forankres i retningen på den lokale kontekst af høje vertikale nåletræer, men endvidere betragtes tårnet som en måler for milens vandring. Som det første punkt på linken, og med en bygning, der tillader at observere tiden henover projektet, kan man tale om et øjebliksbillede og en tidslighed, der handler om sammenhæng mellem miles og landskabet forude. 

Det næste felt på linjen findes i et puslespil af brakmakker, hvor landskabet besidder en særlig tomhed og uendelighed. Her findes det manglende hus - fragmenterne af dét, der måske er efterladenskaberne af et tidligere hus, eller som markerer en begyndelse på noget nyt. Her er tidsligheden over udmålingen et nulpunkt, hvor man blæses igennem vestenvinden, og hvor bygningen i sin ruinøse tilstand i sig selv danner horisont for det omkringliggende landskab. 

På felt nummer tre optræder enkelthuset og dobbelthuset i hver deres periferi af en træomkrænsning. Denne fordobling af samme hus taler om det relativistiske asyl, hvor man opholder sig i asyl, men opdager at naboen gør det selvsamme. Det stiller spørgsmålstegn til eksilet, mens man i feltets beliggenhed af bevoksning oplever en tid af stilstand og fortætning, som om tiden står stille. 

På det sidste felt bygges der til noget, der behandler den største tidshorisont af alle i udmålingen af milens vandring. Her er størrelsen på fænomenet så stort, at der behandles ud over menneskets forståelse, rækkevidde eller eksistens, hvilket udvisker hverdagens småkonflikter, på en måde der ligestiller alle mennesker med hinanden. Bygningen bliver til et monument af en tidslighed og en størrelse, og bygningsarkitekturen taler til tematikker som ubeboelighed og midlertidighed. 

En konstrueret geologi 

Bygningerne er udformet som en mur, særligt som resultat af arbejdet med grebene om linjen og horisonten i landskabet. Muren fremstår som en pendant til stengærder fra landet i England og Skotland, hvor de både angiver en bevægelsesretning og benyttes som en måde at afgrænse ejerskab, men endvidere er de medvirkende til en en sans for sted på de endeløse makker. På samme måde som stenhedgesne tillader de bedste muligheder for naturen at trives i et opdyrket landskab, bliver muren, som bygningskrop heri projektet, på samme måde scenen for landskabet at overtage, bevæge sig på og leve i. 

Bygningerne er tænkt i stampet jord, og støbt med stenbånd, som et varnaculært arkitektonisk greb bekendt fra Saudiarabien, men her indkoorporeret som en scene for sandet at blive blæst hen over langs med bygningskroppen. Facaden besidder sin egen tidslighed i måden jorden vil forvitre med tid og vejr, hvor stenbåndene, som er stampet i konstruktionen, vil blive mere synlige også i takt med at milen vandrer tættere på. 

Hvor de horisontale stenbånd i Saudiarabien leder vandskyl væk fra lerkonstruktioner, tænkes de til projektet at give mulighed for vejr- og naturfænomener at være direkte i interaktion med bygningen. Man kan tale om en slags konstrueret geologi i måden bygning er afhængig af sit landskab, og endvidere melder fænomener om weather architecture sig, hvor bygningen tilskyndes at sameksistere med deres omgivelser og hermed anerkende den tidslighed og forvandling der foregår i landskabet. 

Sektionering 

De fem bygningsvolumener på de fire felter skal forstås som fragmenter af den samme helhed, og hertil bliver muren abstaktionen af den store forbindelse på tværs af felterne, og deres horisonter og bygninger kan læses som dele af den samme ekstrudering. Modsat landskabet, som er udstyrligt og foranderligt, er det hensigten med taktslagene både en strukturalistisk, praktisk og programmatisk opdeling i bygningerne, men også det eneste faste og permanente fænomen, der optræder i kontrast til den landskabelige tidslighed. 

Gennem sin monumentalitet er muren allerede billedet på noget ubeboeligt gennem sin skala og tidshorisont, men lavpraktisk rejser det også udfordringen om at bo klemt, smalt og til låns, hvad taler til det midlertidige arbejdsophold. Mens den store forbindelse i landskabet sker langs med bygningskroppene som en udmåling, sker den menneskelige og interiøre forbindelse på tværs og optræder i en anden skala.

En variant af opholdsværelset indføres som rækkehuse i form af træcabinetter, installeret offset, løsrevet og flytbart fra facaderne. Al fast inventar er placeret i siderne, og det læner sig op ad de stampede jordvægge, og på denne måde begynder de praktiske funktioner også at leve som en ekstrudering af en mur. Efterladt er træmøblet, det spartanske ubeboede rum, som er skalagivende for mennesket, men som også giver referencer til klostercellerne. 

Vinduessætningen optræder uden egentligt system i facaden, men opleves som udetaljerede, ruinøse udhulninger, hvis placering sker som konsekvens af interiøre liv. Særligt er vinduet ved arbejdsbordet essentiel som dét redskab, der indrammer landskabets associationer til ro, stilhed og fordybelse.