Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

I skaber en motivationsenergi, der er bred og holistisk

Blogpost af
Lene Dammand Lund
Dato
23.06.2023

In English below//

Rigtig hjertelig velkommen til alle jer, der i dag er mødt op for at fejre sommerens kandidater fra Det Kongelige Akademi – det er dejligt, at I er mødt så talstærkt frem!  

Og kæmpe tillykke til jer som nu kan kalde sig hhv. cand.arch, cand.des og cand.tech.arch samt jer, der har færdiggjort en ph.d.-uddannelse.  

Dette arrangement er det første af dagens højdepunkter. Når vi er færdige her, åbner vi en udstilling med årets afgangsprojekter - der håber jeg også, vi ses!  

Holdbarhed, brugbarhed, skønhed
Hvis man tager et tværsnit af afgangsprojekter gennem historien, vil man se skiftende tendenser, som afspejler den tid, de er fra. Den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius, en god gammel traver, som levede kort før vores tidsregning, beskrev objekter og fysiske miljøer som en balance mellem tre forhold: Holdbarhed, brugbarhed og skønhed. Igennem historien har der været mere eller mindre fokus på denne balance. I nogle perioder har skønheden - og formgiverens egen skabende proces - været i forgrunden, i andre har brugbarheden indtaget denne position og skubbet skønheden i baggrunden. Sådan må det være. Det er dynamiske relationer, for I er brobyggere mellem de værdier, vi har som samfund og som individer, og så de fysiske objekter og miljøer, vi bygger samfund af.  

Jeg skal spare jer for en historielektion – de forelæsninger har I jo hørt – faktisk er det måske ligefrem en lettelse for jer at slippe for dem, i hvert fald i et stykke tid, indtil I forhåbentlig vender tilbage efter mere faglig inspiration.  

Og jeg ved af gode grunde ikke, hvad eftertiden vil sige om denne periode i historien, men når jeg ser på jeres afgangsprojekter, så ser jeg en balance mellem holdbarhed, brugbarhed og skønhed, som er meget overbevisende og lovende for fremtiden.  

Kloden er ikke en given faktor
De tre begreber må ses i et helt andet lys end på Vitruvius’ tid. Det begreb, der har ændret sig allermest, er ”brugbarheden”, som i dag omfatter hele kloden og alt liv. Vi kender i dag konsekvenserne af, ikke at forstå, det store økosystem, vi er en del af. Vores liv på denne klode er ikke en given faktor. Denne holistiske tankegang kommer bl.a. til udtryk i FN’s verdensmål, den mest omfattende, fælles plan for verdens nødvendige udvikling, der nogensinde er formuleret - vedtaget af FN’s stats- og regeringsledere og derfor hævet over politiske ideologier. 

På Det Kongelige akademi har vi arbejdet med disse mål siden 2016. Vi har afholdt ”Youth Climate Summit”, vi har haft temaudstillinger om bl.a. klima, Afrika og cirkulær økonomi. Alle med stor offentlig bevågenhed. Om en uges tid kommer mange tusinde arkitekter fra alle kontinenter til København for at drøfte udfordringer og løsninger – her er verdensmålene også den fælles ramme. Jeg er ikke i tvivl om, at årets afgangsudstilling bliver et tilløbsstykke, og at den vil medvirke til at kvalificere de internationale diskussioner. ”Brugbarhed” er blevet en kompleks affære, men I har hver især fundet en relevant vinkel på den og tilsammen er jeres projekter noget af en guldgrube.  

I dette nye perspektiv, må ”skønheden” og ”holdbarheden” også omformuleres – også det gør I meget overbevisende. I dag, hvor vi har en køb-og-smid-væk-kultur, man ikke havde på Vitruvius tid, er der bredt i samfundet brug for større bevidsthed om, at skønhed hænger sammen med holdbarhed. De fysiske miljøer og objekter, vi holder meget af, fordi vi betragter dem som særlige og smukke, passer vi bedre på, og det bedste vi kan gøre for miljø og klima er at bruge det, vi har. Her er der meget at lære i jeres projekter. I viser vejen for en ny og nødvendig forbrugsmaterialisme, som svarer på de problemstillinger, som verdensmålene rejser.  

Ny skønhed og brugbarhed
Der er rigtig mange af jeres afgangsprojekter, som illustrerer dette. Et eksempel er en transformation af en tidligere teknisk skole af arkitekten Hack Kampmann fra slutningen af 1800-tallet. Den besidder stor skønhed, men ikke nødvendigvis længere den nødvendige brugbarhed – herunder brugbarhed i en forstand, vi i Danmark har brug for megen mere fokus på, nemlig tilgængelighed for alle. Med en nænsom opgradering, som projektet viser vejen for, fremkaldes både skønhed og brugbarhed, og den vil kunne være til glæde for borgerne i Hjørring i mange år fremover og samtidig vil der være ydet et bidrag til lavere co2-forbrug i byggeriet. 

Men I formår ikke bare at arbejde med den skønhed, der allerede er til stede. I formår også at fremkalde den i mere industrielle byggerier. Det har I vist flere eksempler på. Transformation af en bygning ved stationen i Odense til et hus for bevægelse, transformation af en industribygning fra halvtredserne, som har huset Sadolin og Holmblad, osv.  

Med konstruktiv, kritisk sans
I forholder jer ikke bare konstruktivt og kritisk til verdens problemstillinger. I har også forholdt jer konstruktivt og kritisk til os, til Det kongelige Akademi. Det vil jeg gerne sige tak for. Vi er blevet meget klogere på, hvordan vi skal bedrive uddannelse og forskning takket være den dialog, vi har haft med jer.  

Jeg ved, at nogle af jer bl.a. har forholdt jer kritisk til, hvordan verdensmålene har været afspejlet i jeres curriculum – har måske ment, at det lignede green washing, når vi fremhævede arbejdet med dem. I kunne ikke se at undervisningen ændrede sig. Det har I ret i. Det gjorde den ikke – ikke lige med det samme i hvert fald. Udviklingen er sket gradvist bl.a. gennem studieopgaverne og Akademiets forskningsprojekter.  

I tråd med den humboldtianske forestilling om akademisk undersøgelse, er vores uddannelser et forum, hvor underviserne og studerende aktivt og stringent retter et fælles fokus på forskellige udsnit af verden i en fælles søgen, åben og passende kritisk over for det, der opstår - og fritstillet fra økonomisk, politisk eller religiøst pres. Vi udvikler først og fremmest Akademiets curriculum gennem studieopgaverne, ikke kun gennem de mere specifikke, videnstunge moduler. Der findes ikke nødvendigvis et modul, der handler specifikt om verdensmålene. Men vi har inspireret hinanden og vores omverden i bestræbelsen på at drøfte de problemstillinger, de rejser, og i at vise en vej frem. Og det er nok også her den særlige værdi i jeres uddannelser ligger.  

I spiller selv den vigtigste rolle
Denne videbegærlige og generøse praksis, er alle på Det Kongelige Akademi fælles om – jeres undervisere, som har ydet en indsats i verdensklasse, og også alle de medarbejdere, som til daglig støtter op om uddannelse og forskning.  

Men I spiller som sagt den vigtigste rolle i den uddannelse, I har fået. I har langsomt, men sikkert, bygget jeres helt egen udviklingsmotor, som vil hjælpe jer gennem et langt arbejdsliv. Dén udviklingsmotor – den arbejdsmetode, den består af - er det allervigtigste I tager med herfra. Det er en arbejdsmetode som kan favne stor kompleksitet, herunder både faktuel viden og de erfaringer, vi gør os gennem alle vores sanser. Det kongelige Akademis vidensgrundlag er praksis og videnskab. For arkitektur og design også kunst. Disse elementer indgår på lige fod i denne motor. Og som afgangsprojekterne viser, så gør dette vidensgrundlag jer i særlig grad i stand til at tage fat i klodens helt store udfordringer.  

Jeg har været inde på forskellige balancer, I mestrer. Balancen mellem holdbarhed, brugbarhed og skønhed og balancen mellem praksis og videnskab, og for nogens vedkommende også kunst. 

Menneske og natur skal i balance
Hvis vi lige træder et skridt tilbage til verdensmålene, så handler de i bund og grund også om balancer. Det nytter ikke at fremme ét mål, hvis det skader to andre. Overordnet set handler de om én balance, nemlig at vi skal fremme de mål, der handler om velstand for alle mennesker på planeten samtidig med, at vi fremmer de mål, der handler om at beskytte planeten selv. 

I dette dobbeltblik ligger en erkendelse af, at mennesker og natur i bund og grund hænger sammen. Og det er et syn på verden, de fleste ikke har haft meget længe. Det menneske- og natursyn, vi har i dag, og som er dybt indlejret i vores kultur, er præget af moderniteten.

Siden midten af 1700-tallet har de samfundsdomæner, der vedrører produktion, teknologi og videnskab vundet dominans over dem, der vedrører æstetik, vores fælles fortællinger og etik. Resultatet er bl.a., at der er sat en kile ned mellem menneske og natur. Hvor vi tidligere var mere afhængige af naturen og havde en høj bevidsthed om vores skrøbelighed over for naturfænomener som epidemier, oversvømmelse og tørke, så er denne respekt, i det globale nord, i vid udstrækning erstattet af en opfattelse af naturen som vores skraldespand og kilde til rigdom og fremskridt. Og fordi de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber kan beskrive mange af naturens love, er der også en udbredt tro på, at vi ved hjælp af teknologi, kan beherske naturen. 

Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi som samfund uddanner sådan nogen som jer! For hvad nytter det, at katastrofer er afværget, at brugbarhed og holdbarhed er løst, hvis vi har mistet etikken, skønheden og det lange perspektiv på tværs af generationer undervejs – og hvordan genvinder vi vores empati for og samspil med naturen, så vi i så fald ikke ender i samme situation igen?  

Kultur, skønhed og etik er ikke bare 'pynt'
Jeres discipliner er helt unikke, når det handler om at favne alle samfundsdomæner, produktion, teknologi og videnskab, vores fælles fortællinger og etik, og at forme vores kultur. At kulturen spiller en rolle, at fortællinger, etik og skønhed ikke er ”pynt på kagen”, synes der faktisk at være en voksende forståelse for.   

I den seneste rapport fra forskerne i FN’s klimapanel, står det sort på hvidt. Helt som de plejer, slår de fast, at vi skal opnå hurtig og omfattende reduktion af drivhusgasser i alle sektorer i dette tiår. Men de skriver også om den viden, vi har brug for: ”Viden og værdier omfatter både kulturelle værdier, indfødt viden, lokal viden og videnskabelig viden.” 

I forlængelse af et fokus på kultur, skriver de: ”Vi skal have fokus på efterspørgselssiden” (ofte tales der ellers kun om udbudssiden, nye energiformer osv.): ”Socio-kulturelle forhold og livsstilsændringer kan accelerere tilpasningen, skriver de, for: ”Motivationen er generelt ret lav og utilstrækkelig, hvis ikke den følges af strukturelle og kulturelle forandringer”. 

Motivationsenergi er nødvendig
Hvordan gør man så det? Det har rapporten ingen bud på, men den er jo også skrevet af forskere, hovedsageligt fra naturvidenskabelige og tekniske discipliner.  

Spørger man filosoffen Jane Bennets, så vil hun svare, at det er, når vi oplever øjeblikke af fortryllelse, glæde og sindsforstyrrelse, at vi øger den motivationsenergi, som er nødvendig, for at vi kan komme fra en erkendelse af et etisk princip til en adfærd, der omsætter dette etiske princip til handling. Jeg citerer: ”Der bliver ikke tale om grønning af økonomien, ingen omfordeling af velstanden, ingen håndhævelse eller udvidelse af rettigheder uden menneskelige dispositioner, stemninger og kulturelle forsamlinger, der opfører sig gæstfrit over for disse forandringer”, siger hun.

Projekter med potentiale til at forandre
Når jeg studerer jeres projekter, så får jeg rigtig megen motivationsenergi. Hver og ét af dem har potentialet til, både som projekt og som realiseret – skulle nogen af dem blive det – at ændre ved folks vaner og syn på livet og kloden. 

De kunstneriske projekter er særlige ved, at de formår at inddrage alle vores sanser i kritisk refleksion over de selvopfattelser, vi har. Når kunsten bevæger os – det ligger i ordet – så flytter den os et andet sted hen. Vi motiveres til at gå fra en bevidsthed om, at vi skal handle anderledes til faktisk at gøre det. Den intense følelse, vi oplever, kan deles med andre, så vi rykker os i fællesskab. 

Vi har brug for alle kunstarterne for at foretage den nødvendige samfundstransformation, herunder som sagt at gå fra at betragte naturen som en ressource, vi kan råde over, til at se os selv som en del af den. Det kræver en empati med naturen, som de fleste af os ikke har længere. For dem, der ikke har mulighed for at genlære denne empati ved at opholde sig længe i naturen, kan en kunstnerisk oplevelse bane vejen.

Bud på en alternativ fremtid
Også her er der rigtig mange eksempler i jeres projekter. I projektet Weather Kettle arbejdes der med den disciplin, der handler om at kunne opstille fremtidsscenarier. Hvis vi skal se os selv som en del af naturen, er der brug for nogen, der kan vise os, hvordan et sådant samfund ser ud. I projektet skabes et univers med stor inspiration fra naturens former, og helt konkret gives et bud på en vandkedel, som benytter sig af vindenergi – baseret blandt andet på kritik af de nuværende energiformer. Den kan bygges lokalt og er formet som et objekt, der kan være centrum i et ritual, hvor ny kultur kan skabes.

Et andet projekt, der motiverer os til den nødvendige transformation på et globalt plan med lokal handling, er et projekt, der viser os, hvordan man kan anvende en invasiv vand-hyacint til at rense vand, der er blevet forurenet af oversvømmelse. I forhold til vores menneske- og naturopfattelse, er der en 3D-genereret videoinstallation, en vision for fremtiden, som viser os sameksistens af natur, menneske og teknologi på en helt ny måde. 

Holistisk motivationsenergi
Det er med vilje, at jeg har holdt min tale om jeres nyerhvervede kompetencer på den store klinge. For det er vigtigt netop i dag at minde jer om alt det, I har at bidrage med, ud over det konkrete emne I har arbejdet med. I kan ikke bare designe vandkedler, så at sige. I skaber med jeres projekter en kritisk motivationsenergi, som er både bred og holistisk.  

Alt for længe har I været i et politisk uddannelsesparadigme, som handler mere om ”ud” end om ”dannelse”. Hertil kommer, at jeres egne ambitioner har været enorme. I har arbejdet hårdt for at komme ind på studiet og I har arbejdet hårdt undervejs. Vi har fortalt jer, at I kunne blive lidt bedre og lidt bedre, og desværre er vi nok ikke helt fri for, at der her på Akademiet er nogle forestillinger om karriereveje, hvor nogle er finere end andre. 

Jeg håber, at I kan lægge denne, til tider lidt for konkurrenceprægede, kultur bag jer, og at I i den kommende tid vil fokusere på alt det, I har at bidrage med i så mange sammenhænge. 

En lille design- eller arkitektvirksomhed kan være et godt sted at starte, ingen tvivl om det, men I vil også kunne opleve, at jeres kompetencer er efterspurgte, hvis I vælger at indgå i sammenhænge, for eksempel i en større virksomhed eller i en kommune, hvor problemfeltet er bredere, og hvor I, i et tværfagligt miljø, vil kunne blive anerkendt for det, I kan bidrage med, og som I brænder for. 

Jeg håber, at I med jeres nyerhvervede faglighed har modet til at betræde nye veje. Det har været et privilegium at arbejde med jer! 

Tak for nu til jer for alt det I har givet os, mens I var her. Vi ses igen til efter -og videreuddannelse og måske som kollegaer.

Karoline K. Kristensen & Cecilie H. Knudsen: Transformation af Vestre Stationsvej, 8-10 Odense
Domile Cepaityte: The Weather Kettle

In English:

Dear All 

We are here today to celebrate this summer’s graduates of the Royal Danish Academy, and it is wonderful that so many of you can be here.

Also, our most heartfelt congratulations to all of you who have now been conferred with the title of Master of Architecture, Master of Design or Master of Architectural Technology, as well as to those of you who have completed your PhD studies. 

This event will be the first of today’s highlights. After finishing here, we will be opening an exhibition of this year’s graduation projects, which I hope all of you can attend!

Strength, utility, and beauty
If we were to examine a cross-section of graduation projects over the ages, we would see changing trends reflecting each particular era. The Roman architect and engineer Vitruvius, who lived shortly before the advent of our common era, described how buildings and physical environments should strike a balance of three attributes: firmatas, utilitas and venustas – strength, utility, and beauty. 

Down through history, maintaining this balance has been prioritised to varying extents. In some eras, beauty – the designer’s own creative process – was paramount, while in others, utility was prominent, relegating beauty to the periphery. These are dynamic relationships, because you are bridge-builders – spanning the gaps between our values as a society and as individuals, on the one hand, and the physical objects and environments on which our society is founded, on the other. 

I will spare you the history lesson – I’m sure that you’ve heard these lectures before. In fact, you might even be relieved to be leaving them all behind – for a while, at least – until, hopefully, you return for additional professional and academic inspiration. 

With good reason, I have no idea what posterity will have to say about our historical period, but looking at your graduation projects, I see a balance of strength, utility and beauty which is quite convincing and promising for the future. 

The planet is not a given
These three concepts must be contemplated in a completely different light than they were during time of Vitruvius. The most radically altered concept is ‘utility’, which currently encompasses the entire planet and all forms of life. Today, we feel the consequences of failing to understand the vast ecosystem in which we live. Our life on this planet is not a given. 

This holistic approach is expressed through initiatives such as the UN Sustainable Development Goals, the most comprehensive common plan for the world’s necessary development ever articulated – and, having been adopted by the heads of state and government of the members of the United Nations, it is above the realm of political ideology.

We have been pursuing these goals at the Royal Danish Academy since 2016. We have held a Youth Climate Summit, and we have organised themed exhibitions on topics such as the climate, Africa and the circular economy. All of these have attracted great public attention. 

In a week or so, thousands of architects from every continent will be visiting Copenhagen to discuss challenges and solutions – where the common frame of reference will likewise be the UN Sustainable Development Goals. 

I am convinced that this year’s graduation exhibition will draw large crowds and help inform international discussions. ‘Utility’ has become a complex issue, but each of you have found a relevant angle to approach it and, in the aggregate, your projects constitute something of a goldmine.

‘Beauty’ and ‘strength’ also need to be recast from this new perspective. What you are doing is quite convincing. At present – in our current throwaway culture – unheard of in Vitruvius’ day – there is a comprehensive societal need to raise awareness of how beauty and strength are interrelated. 

We take better care of the physical environments and objects we are fond of because we regard them as unique and beautiful, so the best we can do for the environment and climate is to use what we have. In this respect, we have a lot to learn from your projects. You are spearheading a new and essential form of consumer materialism that seeks to resolve the issues highlighted by the Sustainable Development Goals.

A great many of your graduation projects illustrate this new consumer materialism.

A new beauty and usability
One example is a transformation of a former technical school by architect Hack Kampmann from the late 19th century. It possesses great beauty, but no longer the necessary usability. This regards a usability that we in Denmark need much more focus on, namely accessibility for everyone – universal design. With a gentle upgrade, for which the project shows the way, both beauty and usability are evoked, and it will be of benefit to the citizens of Hjørring for many years to come, and at the same time a contribution a reduction of greenhouse gasses in the building industry.

Along the same line, you show examples of how to reuse - not only buildings with beauty, but also more industrial buildings with a focus on utility. There is a transformation of a building at the station in Odense into a house for movement, there is a transformation of an industrial building from the fifties that housed Sadolin and Holmblad, etc.

With constructive critical sense
During your studies, you have not only taken constructive and critical approaches to global issues, you have also taken constructive and critical stances in relation to us, the Royal Danish Academy. This is something I am grateful for. We have learned a lot about how to run educational and research programmes thanks to the dialogue we have engaged in with you.

I know that some of you have been critical of how the Sustainable Development Goals were reflected in your curriculum; you felt that, when we singled out your SDG efforts, this was perhaps a form of greenwashing. You were not convinced that our educational approach had actually changed. And you were right. It hadn’t, at least not right away. Developments have taken place gradually through study assignments, the Academy’s research projects and other activities. 

In keeping with the Humboldtian model of higher education, our study programmes are a forum in which educators and students actively and rigorously focus on a variety of cross-sections of the world in a joint quest, openly and suitably critical of whatever emerges – unrestrained by political or religious pressures. 

We primarily develop the Academy’s curriculum through the study assignments, not only through the more specific, knowledge-intensive modules. Through research, artistic development and your assignments we have inspired one another - and the world around us – and thereby shown a way forward. And herein lies the unique value of the study programmes you have attended.

You play the star role
This inquisitive, liberal practice is embraced by everyone at the Royal Danish Academy – by your teachers with their world-class efforts, and by all the staff who support our educational and research activities every day. 

But, as mentioned, you play the star role in your education. You have slowly but surely built up your own personal developmental motor that will assist you throughout a long working life. This developmental motor – your modus operandi – is the most important asset you will take away from the Academy. It can embrace wide-ranging complexity, including both factual knowledge and the experiences felt by all of us through our senses. 

The knowledge imparted by the Royal Danish Academy is based on practice and science. Architecture and design are based on art as well. Your modus operandi includes all of these elements on an equal footing. And, as your graduation projects demonstrate, this basic knowledge gives you a uniquely heightened ability to address the biggest challenges facing the planet today. 

I have already touched on the various balances that you excel at striking. The balance of strength, utility and beauty, and the balance of practice and knowledge, and, for some, art as well. 

Man and nature must be in balance
Returning briefly to the Sustainable Development Goals, they are basically about balance, too. It makes no sense to pursue one goal if the efforts involved compromise two others. Overall, the goals deal with only one balance: pursuit of the goals for the prosperity for everyone on the planet, while protecting the planet itself. 

This dual perspective embodies the acknowledgement that people and nature are intrinsically inseparable. This world view is quite new to most people. The prevailing view of humanity and nature – which is deeply embedded in our culture – is influenced by modernity. Since the mid-1700s, the societal domains of production, technology and science have dominated those of aesthetics, common narratives and ethics. 

This juxtaposition has driven a wedge between human beings and nature. Whereas we used to depend on nature and were keenly aware of our vulnerability to natural phenomena, such as epidemics, floods and droughts, this respect was widely replaced in the northern hemisphere by a perception of nature as our rubbish bin and as a source of our wealth and progress. And because the natural and technical sciences are capable of describing many laws of nature, this fosters a widespread belief that we can use technology to control nature. 

This is why it is so incredibly important that we, as a society, educate people like you! 

Because what’s the use of averting disasters – thereby resolving utility and strength – if, in the process, we lose sight of ethics, beauty and the long-term perspective spanning generations? And how do we regain our empathy for and interaction with nature so that we don’t end up in the same situation again?

Culture, ethics and aesthetics are more than 'icing on the cake'
Your disciplines are unique when it comes to embracing every societal domain: production, technology, science, our common narratives, ethics and the shaping of our culture. 

In fact there does seem to be a growing awareness of how culture plays a part; that narratives, ethics and beauty are not just ‘the icing on the cake’ of our endeavours. The latest report from the scientists on the Intergovernmental Panel on Climate Change says it in black and white. 

As usual, they make it clear that we must achieve a rapid, comprehensive reduction of greenhouse gasses in every sector in this decade. But they also write about the knowledge we need: “Diverse knowledge and values include cultural values, Indigenous Knowledge, local knowledge, and scientific knowledge.” 

In continuation of a focus on culture, they write, “We need to focus on demand-side management” (whereas discussions frequently involve only the supply side, new types of energy, etc.): “socio-cultural and behavioural changes can accelerate the adaptation”, they write, because “Motivation is generally quite low and inadequate if it is not followed up by structural and cultural changes.” 

Motivational energy is necessary
How do we accomplish this? The report provides no solutions, maybe because it was written by scientists, primarily from the natural and technical sciences? 

According to philosopher Jane Bennett, when we experience moments of sensuous enchantment, delight and disturbance, we augment the motivational energy needed to move ourselves from the endorsement of ethical principles to the actual practice of ethical behaviours. And I quote: “There will be no greening of the economy, no redistribution of wealth, no enforcement or extension of rights without human dispositions, moods and cultural ensembles hospitable to these effects,” she says.

Projects with the potential to change things
When I examine your projects, I receive plenty of motivational energy. Each and every one of them – both as a project and upon realisation, should they reach that stage – has the potential to change people’s habits and views of life and the planet. 

The unique quality of those projects is how they manage to engage all our senses in a critical reflection on our self-perceptions. When art moves us we feel not only a short delight – it has the potential to move our values – our culture. We are motivated to go from an awareness of having to act differently to actually changing our behaviour. The intense feeling we experience can be shared with others, so we transition as a community. 

We need all the artistic disciplines to make the necessary societal transformation, including, as mentioned, to go from regarding nature as a controllable resource to perceiving ourselves as an intrinsic element of it. This requires us to empathise with nature – to most of us, a lost art. 

Proposal for an alternative future
There are also many examples of this in your projects. In the Weather Kettle project, studies are done with the discipline of being able to set up future scenarios. If we are to see ourselves as part of nature, we need someone to show us what such a society looks like. In the project, a universe is created with great inspiration from the forms of nature, and specifically a proposal is given for a water boiler that uses wind energy - based, among other things, on criticism of the current forms of energy. It can be built locally and is shaped like an object that can be the center of a ritual where new culture can be created.

Another project that motivates us to the necessary transformation on a global level with local action is a project that shows us how to use an invasive water hyacinth to clean water that has been polluted by flooding. 

And in relation to our perception of man and nature, there are, among other projects, a 3D generated video installation, a vision for the future, which shows us the coexistence of nature, man and technology in a completely new way.

Holistic motivational energy
I deliberately chose to infuse my speech about your newly acquired skills with lofty ideals, because it is important that on this very day you are reminded of everything you have to contribute with besides your specific area of study. The competences you take away from The Royal Danish Academy not only deals with designing water boilers, so to speak. Your projects generate a critical motivational energy that is both embracing and holistic. 

For far too long, you have experiences a policy-driven educational paradigm that deals more with outcomes than formal disciplines. Beyond that, you have shown enormous ambition. You have worked hard to get accepted on your study programme and you worked hard along the way. We kept telling you that there was always room for improvement – and, unfortunately, here at the Academy, we’re not completely free from preconceptions about some careers being a little more posh than others.

I hope that you can leave this at times overly competitive culture behind and focus on a work life in balance in a wide variety of contexts.

Of course, a small design studio or architectural firm can undoubtedly be a good place to start, but you will also be able to experience the strong demand for your skills by entering into contexts – such as a municipality – that faces broader issues and where you can receive recognition for what you have to contribute with in an interdisciplinary environment.

I hope that your newly acquired professional status will enhance your courage to set out on new paths.

It has been a privilege working with you!

I wish to express my gratitude for everything you have given us while you were here.

We hope to see you again when you seek supplementary and advanced education, and perhaps even as colleagues.

Kommentér her