Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Hvis alle levede, som vi gør, skulle vi have over fire jordkloder til vores rådighed

Blogpost af
Lene Dammand Lund
Dato
18.03.2024

Denne kronik blev bragt i Politiken den 16. marts 2024. Den er skrevet af medlemmer af 2030-panelet, heriblandt Lene Dammand Lund. Se alle forfatterne nederst. 

I morgen har vi i Danmark opbrugt de ressourcer, som Jorden kan nå at gendanne på et år. Der er brug for politisk lederskab og en konkret handlingsplan. Holland kan vise vejen.

Earth Overshoot Day er den dag, hvor vi har opbrugt de ressourcer, som Jorden kan nå at gendanne på et år. Herefter skal vi i realiteten holde op med at fælde træer, udvinde mineraler, fiske og i det hele taget bruge naturressourcer … for at give Jorden tid til at regenerere.

I verden som helhed falder Earth Overshoot Day i 2024 25. juli. I Danmark falder den dog allerede i dag, 16. marts. Samme dag som i den arabiske oliestat Oman. Dagen efter følger USA. Og det er 12 dage tidligere end sidste år, hvor det var 28. marts. Hvis alle levede, som vi gør, skulle vi have over fire jordkloder til vores rådighed til at tilfredsstille vores behov for materialer.

Vi danskere er altså langtfra så grønne, som vi ofte går og tror. Vi genererer store og relativt stabile mængder affald, og vi er ikke gode nok til at genanvende. Hver dansker forbruger, hvad der svarer til 24,5 tons materialer om året.

Et godt stykke over EU-gennemsnittet på 17,8 tons om året og langt over det anslåede bæredygtige forbrug på 8 tons om året. Ifølge den internationale Circularity Gap Report, der land for land måler verdens cirkularitet, altså graden af genbrug og genanvendelse af materialer, er vi i Danmark kun 4 procent cirkulære. Kun 4 procent af de materialer, vi bruger, kommer fra genbrugte eller genanvendte materialer. Et stykke under det globale gennemsnit på 7,2 procent. Og langt efter Holland, der er 24,5 procent cirkulær.

Danskernes ’brug og smid væk’-kultur forstærker flere kriser på en gang: ressourcekrise, biodiversitetskrise og klimakrise. Herhjemme og globalt.

Det er den dårlige historie. Den gode historie er, at vi faktisk har mulighed for at ændre tingenes tilstand.

Vi ved, hvilke knapper der skal skrues på for at vende skuden. Det handler om at ændre vaner og produktionsmønstre i forhold til det, vi putter i munden, måden, vi transporterer os på, og måden, vi bor på, klæder os på, den energi, vi forbruger. Men at ændre vaner er lettere sagt end gjort.

Omstillingen kan ikke drives af borgere, virksomheder, enkelte brancher eller sektorer alene. Den går ganske enkelt for langsomt – hvis den overhovedet sker. Der er brug for politisk lederskab, der sætter en retning, inddrager relevante sektorer, brancher og værdikæder og ikke mindst prioriterer og koordinerer på tværs af ministerier og ressortområder. Det er brug for en ny ambitiøs handlingsplan for verdensmålene.

Og hvorfor skal vi tale ikke bare om overforbrug, men om verdensmål? Det skal vi netop, fordi der er flere kriser, der hænger sammen, og fordi kriserne handler om vilde problemer, der ikke lader sig løse i en enkelt sektor eller af en enkelt faggruppe.

Danskernes alt for store forbrug er et overtræk på det mål om ansvarligt forbrug og produktion, Mål 12, som ikke bare den danske regering, men verdens stats- og regeringsledere forpligtede sig til at arbejde for, da de vedtog verdensmålene i 2015. Siden dengang er verdenssituationen blevet langt mere ustabil.

Krige og geopolitisk uro truer de langsigtede bæredygtige prioriteringer – og her halvvejs mod 2030 har flere påpeget, at der i dag sandsynligvis ikke ville kunne findes opbakning til at vedtage verdensmålene.

Men verdensmålene er vigtige pejlemærker at holde fast i, fordi de viser problemernes indbyrdes afhængighed og kompleksitet: Når vi hænger i bremsen på mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, har det strukturel indflydelse på en række andre mål – mål, der handler om klima og natur, som mål 13 om klima og mål 14 om livet i havet, men også mål 3 om sundhed og trivsel og mål 10 om lighed.

Ekstreme varmegrader betyder f.eks. nye sygdomme, dødsfald hos ældre og klimaangst hos yngre. Og de, der i forvejen er mest sårbare, er også de mest udsatte, når ressourcerne bliver knappe, og vejret bliver varmere og mere ekstremt. Ikke mindst påvirker det danske overforbrug verdens fattigste og mest sårbare i lande i det globale syd, som er hårdest ramt af klimaforandringerne. Hvilket yderligere har stor indflydelse på mål 1 om at afskaffe fattigdom.

Den anden væsentlige grund til fortsat at tale om verdensmålene er, at de stadig udgør den globale vision, som verdens stats- og regeringsledere har forpligtet sig til at arbejde for at opnå: en bæredygtig og retfærdig verden i år 2030. For alle.

Verdensmålenes bærende princip om »ikke at lade nogen i stikken« betyder, at alle klodens mennesker skal være en del af den bæredygtige udvikling. Det er alle enige om.

Uenighederne opstår i de konkrete prioriteringer af, hvordan visionen skal opnås. Globalt såvel som i Danmark. Reduktion af tøjforbruget vil have konsekvenser for tekstilindustrien. Udtagning af landbrugsjorde til fri natur vil have konsekvenser for landbruget. Forbud mod bundtrawl vil have konsekvenser for fiskeriet.

Men på langt sigt har alle sektorer, alle mennesker, alle nationer kun interesse i, at planeten består. At vi ikke forbruger flere naturressourcer, end Jorden kan nå at gendanne, at vi kan leve trygt i vores byer og landområder, at vi har tilstrækkeligt med fødevarer og rent vand såvel i det globale syd som i nord.

Den seneste politiske handlingsplan for verdensmålene kom i 2021. Siden da har vi skiftet regering, vi har haft det mest regnfulde år og flere skybrud end nogensinde herhjemme, ligesom vi har oplevet tørke, oversvømmelser og massivt iltsvind i havet. Vi har også fået ny bæredygtighedslovgivning fra EU, der er kommet udspil på omstilling til cirkulær økonomi, og der er etableret innovationspartnerskaber og alliancer på blandt andet klima, biodiversitet, tekstil, soja, palmeolie og kaffe. Men vi har brug for yderligere politisk lederskab og retning for at accelerere omstillingen.

Vi er stadig kun 4 procent cirkulære. Vi forbruger stadig alt for meget. Og vores indsats på mål 14 om bæredygtig brug af havets ressourcer og mål 15 om bæredygtige økosystemer på land er fortsat langtfra, hvor vi bør være.

I 2030-panelet, der består af 22 repræsentanter fra forskellige fag, sektorer og interesseorganisationer og er sat i verden for at rådgive om arbejdet med verdensmålene i Danmark, er vi blandt andet inspireret af, hvad man gør i Holland for at hjælpe omstillingen på vej.

Den hollandske regering har de seneste år stået bag flere ambitiøse klima- og naturindsatser, som går systemetisk til værks og trækker på et miks af investeringer, regulering, alliancer, tværgående samarbejder, sektorindsatser, etc. Senest et initiativ, som tager livtag med behovet for at omstille byggeriet, der globalt er en af de mest CO2-udledende og ressourceforbrugende sektorer.

Hollands regering ser det som en bunden opgave at omstille byggeriet til biobaserede byggematerialer. Det kræver ikke bare implementering af nye tilgange i byggebranchen, men også omstilling af flere tilstødende sektorer som landbruget, der skal dyrke noget andet, end de plejer, og industrien, hvor man skal producere noget andet og på en anden måde, end man plejer.

Da erfaringerne viser, at hurtig omstilling af flere sektorer samtidig ikke sker automatisk, men kræver koordination og facilitering, har den hollandske regering sat sig for bordenden for at få det til at ske. Initiativet ’National Approach to Biobased Contruction – from farmlands to building materials’ har mere konkret sat anseelige midler af til at involvere aktørerne i de forskellige brancher, dele viden og skalere de gode erfaringer. Initiativet har politisk ophæng i nogle klare mål og en taskforce, der går på tværs af fire ministerier, ligesom regeringen står for at sikre facilitering og koordinering, indtil markedet fungerer uafhængigt.

Heller ikke i Holland er man i mål endnu på klimaområdet. Langtfra. Men eksemplet er udtryk for en erkendelse af, at staten må sætte sig i spidsen som den, der finansierer handlingsplanerne; den, der udpeger de områder, hvor det er mest akut at sætte ind; den, der faciliterer og koordinerer.

Den grønne omstilling kræver politisk lederskab og mod, især dér, hvor ressortområderne overlapper som f.eks. klima og landbrug, biodiversitet og fiskeri, udvikling og handel, uddannelse og ligestilling.

Det er her, konflikterne opstår, og her, de helt konkret skal løses. Ikke af politikerne alene, men i samarbejde på tværs af ministerier, interessegrupper, fag, sektorer, regioner, kommuner, industrier, forskere, civilsamfund.

I 2030-panelet repræsenterer vi netop samarbejde på tværs af sektorer, fag og interesser. Vi har forskellige perspektiver. Men vi insisterer også på at finde frem til prioriteringer, alle kan stå bag.

For alle sektorer, alle mennesker, alle nationer har kun interesse i, at planeten består. At Earth Overshoot Day ikke som nu falder først på året, at vi ikke forbruger flere naturressourcer, end Jorden kan nå at gendanne såvel i det globale syd som i nord.

I 2030-panelet har vi fire konkrete anbefalinger til en kommende handlingsplan for verdensmålene:

1. Regeringen bør sætte sig i spidsen for at facilitere, koordinere og finansiere at gøre det nemt, attraktivt og praktisk for alle sektorer i samfundet at udøve et ansvarligt forbrug og produktion.

2. Offentligt indkøb bør gå foran og skabe en efterspørgsel og struktur for ansvarligt forbrug og produktion. F.eks. ved at regeringen forpligter og støtter offentlige indkøbere til at udnytte de muligheder, der er, for at integrere miljø- og samfundsmæssige hensyn i udbudsprocedurer og at vægte bæredygtighed på niveau med pris. Det gælder særligt muligheden for at stille krav til ethvert trin i hele produktets eller ydelsens livscyklus, og at disse krav indtænker klima og andre indvirkninger på mennesker og miljø i ind- og udland.

3. Regeringen kan skærpe indsatsen for et mere cirkulært forbrug ved at bidrage til at standardisere og aktualisere data om affalds- og materialestrømme, så relevante data kan anvendes på tværs af systemer og til monitorering af grønne indsatser i den offentlige og private sektor.

4. Endelig skal Danmark bidrage til at opbygge kapacitet i syd til at leve op til den nye EU-lovgivning. De, der i dag står for den største produktion til vores forbrug i DK, skal ikke lades i stikken, men tværtimod hjælpes med omstillingen. Det kræver tværgående globale samarbejder og understøttelse af virksomheder med globale værdikæder.

Den danske regering har tidligere understreget sine ambitioner om at gå forrest, når det gælder arbejdet med erdensmål – herunder ansvarligt forbrug og produktion.

I forordet til den seneste fremdriftsrapport, der udkom i november 2023 midt under klimatopmødet i Dubai og viser, hvordan det står til med implementeringen af FN’s verdensmål i Danmark, skriver minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen, at verdensmålene skal være en »rettesnor for en bæredygtig vej ud af de kriser, som verden og Danmark løbende står over for«. Han skriver også, at »Danmark skal blive ved med at gå forrest der, hvor vi stadig har udfordringer nationalt, og hvor vi med vores styrker kan hjælpe internationalt, være ambitiøse, gå forrest og vise vejen«. I 2030-panelet kunne vi ikke være mere enige. Verdensmålene handler i den grad både om udenrigspolitik og om en indsats fra os herhjemme.

Det begynder med en erkendelse af, at det ikke er rimeligt, at vi skal forbruge, hvad der svarer til over fire jordkloder om året. En erkendelse af, at vi ikke er helt så grønne, som vi ofte går og tror.

 

2030-PANELET
Medunderskrivere på indlægget og medlemmer af 2030-panelet: 

Anja Philip, Forbrugerrådet Tænk; Anette Christiansen, Landbrug og Fødevarer; Ellen Marie Friis Johansen, Dansk Erhverv; Henrik Fredborg, UNDP; Jesper Nygård, Realdania; Katherine Richardson, Københavns Universitet; Kirsten Brosbøl, 2030beyond; Lene Dammand Lund, Det Kongelige Akademi; Lisbeth Trinskjær, Folkehøjskolernes Forening; Lotte Holten, Danske Regioner; Marie Gad, Dansk Industri; Mette Müller Kristensen, Globalt Fokus; Nanna Callisen Bang, Etisk Handel Danmark; Rikke Rønholt, Danmarks Idrætsforbund; Sara Krüger Falk, Global Compact; Simon Kjær Hansen, Crown Princes Mary’s center; Steen Hildebrandt, Aarhus Universitet; Thomas Ravn-Pedersen, Verdens Bedste Nyheder; Troels Dam Christensen, 92-gruppen; Maria José Landeira Østergård, Kvinderådet. 

Kommentér her