Gymnasiale eksamener fra Danmark

Denne side handler om eksamensbeviser fra Danmark, Grønland og Færøerne samt beviser fra Duborg-skolen og A.P. Møllerskolen.
Ansøgere med beviser fra Grønland og Færøerne skal være opmærksomme på nogle særlige betingelser, som nævnes til sidst.
Ovenstående eksaminer giver ret til at ansøge i både kvote 1 og 2.

Danske eksaminer der giver ret til at ansøge:
For at have ret til at søge om optagelse skal du have gennemført en gymnasial eksamen. Det er typisk en studentereksamen eller lignende. Følgende eksamensbeviser opfylder kravene:

  • Almen studentereksamen (stx)
  • Erhvervsfaglig studentereksamen (eux)
  • Højere forberedelseseksamen uden overbygning (hf)
  • Merkantil studentereksamen (hhx)
  • Teknisk studentereksamen (htx)
  • Tilsvarende eksaminer fra Grønland og Færøerne
  • Eksamen fra Duborg-skolen og A.P. Møller Skolen
  • Gymnasiale indslusningskurser for flygtning og indvandrere (GIF)
  • Eux 1.del som sidestilles med hf uden overbygning
  • Steiner-hf (NB: kun kvote 2)

Krav til fag og gennemsnit
Der er på Det Kgl. Akademi ingen særlige krav til fagsammensætning i din eksamen, fag på bestemte niveauer eller gennemsnit.
Der er dog én undtagelse: hvis du søger til konserveringsuddannelsen, skal du have kemi B eller Bioteknologi A.

Upload af eksamensbevis på optagelse.dk
Dit eksamensbevis overføres automatisk til Det Kgl. Akademi via Eksamensdatabasen, hvis du har taget din eksamen efter 2005. Hvis din eksamen er ældre, skal du uploade dit bevis som bilag. Du skal også uploade, hvis du har bevis fra Duborg-skolen eller A.P. Møllerskolen.
Hvis du afslutter din gymnasiale eksamen i år, skal du følge de anvisninger, du får på optagelse.dk.

Særligt for færøske ansøgere:
De færøske eksamensbeviser indgår ikke i den danske Eksamensdatabase. Du skal derfor uploade dit bevis på optagelse.dk, når du søger om optagelse.
Hvis du har fået karakterer efter en ældre karakterskala, vil vi omregne dit gennemsnit til 7-trinsskalaen.

Særligt for grønlandske ansøgere:
De grønlandske eksamensbeviser indgår ikke i den danske Eksamensdatabase. Du skal derfor uploade dit bevis på optagelse.dk, når du søger om optagelse.
En grønlandsk ansøger kan søge om optagelse uden om det normale kvotesystem, men det kræver at der søges om det. Der er en række kriterier og en tidsfrist for at kunne søge via den grønlandske særordning, som du finder på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. www.ufm.dk.