Dansk Kolonihistorie

 –      Fortællingen om os selv

Kolonierne er mere end et passivt faktum. Det er ikke bare en kendsgerning. Mennesket skaber sin egen historie, men også sin egen geografi og kultur. Set herhjemme fra bygger kolonierne altså i høj grad på en bestemt tradition for tænkning og historieskrivning, billeder og ord der har gjort det virkeligt for os. Kolonierne og deres historie og geografi støtter og spejler således vores egen forestilling om hvem vi er.

Men de er selvfølgelig langt mere end en ide og et værk skabt i vesten – de eksisterer også i virkeligheden. En virkelighed vi nok ikke på nogen måde kan nærme os fra Christianshavn, men som vi måske i bedste fald kan blive mindet om.

Det drejer sig om mere end forestillingen om det tabte paradis. Det er ikke bare uskyldige fantasier om eksotiske steder og naturfolk. Det er magt og dominans og markering af styrkeforhold.

Men en jagt efter sandheden bag er for længst for sent. Den struktur der opbyggede disse myter om fjerne lande vil ikke forsvinde hvis bare sandheden om dem blev fortalt. Hvis vi skal starte et sted, må det være med at gøre os selv bevidste om de strukturelle forhold og vores egen rolle i fastholdelsen af dem i dag.  

–      ”dem og os”

Ideen om ”os” som et kollektivt begreb er med til at fastholde sammen struktur. ”Os” står i modsætning til ”dem”.   På den måde er vores forhold til kolonierne udviklet på en måde der egnede sig til akademiske studier, museumsudstillinger, antropologiske studier, biologiske, sprogvidenskabelige studier og teorier om udvikling, kultur og religion. Alt sammen baseret på vores egen bevidsthed om os selv som overlegent positioneret i forhold til ”dem”.

Hvad vi kollektivt skal huske på er altså at sætte os selv ind i den fortælling om kolonierne vi præsenterer.

Museum

-       Tanker om et museum

Der er ikke nogen endelig definition på et museum. Museet som institution har også altid spillet en noget todelt rolle, ved på den ene side at være et elitært tempel på den anden side at skulle være oplysende og folkeligt. Jeg læste et slags forsøg på definition af museet, som et sted hvor der er en samling af genstande der er taget ud af deres kontekst og sat i en ny. Denne definition er ud fra en betragtning om at mennesket er samlere og bære en naturlig lyst til at sortere og bringe orden i verden.

Et kulturhistorisk museum skal indsamle genstande og virke som vores fælles hukommelse.

Hukommelse er vores relation til fortiden, men den bliver selvfølgelig påvirket af den nutid vi lever i. De medie vi bruger har indflydelse på hvad og hvordan vi husker.

Hukommelsen er dannet lige så meget i nutiden som i fortiden, og er ikke en konstant, men en variabel.

-       Mit projekt;

I mit projekt bliver museet åbnet og spredt ud over byen sådan så de to museum og by blandet. Byen har en iboende hukommelse af mange lag, der ligger som uaktiverede mulige historie, som man til daglig ikke lægger mærke til. Museets hukommelse er arrangeret og man er mere fokuseret når man møder det.

-       Arkiv, montre, mausolæum/museum og spor

Der er 4 hovedelementer i min opgave;
Museet, arkivet, montrerne og sporene  - de bevæger sig mellem at overtage byrummet og andre steder at lade byrummet tage over.

Arkiv

En arkivar på rigsarkivet fortalte mig at der var  1 ½ kilometer hyldemateriale om tropekolonierne. Logbøger og andet historisk kildemateriale der ikke kan smides ud, men som genstande heller ikke rigtig kan interesserer nogen

Jeg vil gerne holde på disse genstandes betydning. Som de bøger man har i bogreolen, og er glad for selvom man aldrig læser dem mere end en gang, - bare synet af dem giver en følelse af  indkapslet viden, der er godt for en.

Mine arkiver står som smalle bogtårne og læner sig op af byen, lukkede og forstenede. Holdt sammen alene af uviljen mod at give slip på fortiden.

Deres kontekst er ikke de umiddelbart omkringliggende bygninger,  men et snit gennem en historie der spreder sig over både tid og sted.  Det kommenterer på den nære kontekst, men det er ikke for at tilpasse sig den – det er for at huske.

Arkiv 1

Arkiv 2

Arkiv 3

Montre

-       Vores måde at se på verden

Jeg hørte en konservator fortælle om, hvordan man, når man flyttede en udstilling, ud over at dokumenterer genstandene også dokumenterede måden de havde været udstillet på – fotograferede alle montrene og hvordan tingene var sat sammen i forhold til hinanden. Det er selvfølgelig fordi måden vi sætter tingene sammen på fortæller om hvordan vores verdenssyn er.

Mine montre blander christianshavn og kolonierne. De skal sætte beskueren i forhold til det han kigger på . Altid bevidst om sin egen rolle i konstruktionen af fortælling.

-       Synligheden

Udefra set er de enkle, men de indeholder en kerne. De står som reoler, rum og undersøgelser,. De indeholder oplysninger. Oplysninger om en gemt have. Om en slave der boede på christianshavn. Om lagene i byen og størrelsesforhold og  refleksion. Om en baggård på caribien og en kystlinje fra en fjern og glemt fortid.  

Mausolæum/museum

-       Monumentalitet, området, kirken

Den er placeret i udkanten af byen, bag christianskirken, et sted man ikke kommer. Kirken og dens monumentalitet  og det faktum at nogle af de bedste borgere fra kolonitiden ligge begravet her, kalder på et monument, eller mausolæum over den tid vi ikke længere husker. Indholdet er forsvundet mellem hænderne på os. Den markere den nutid vi er i nu. Store billeder fra området støbt ind i betonen peger på christianshavn og byen som det egentlige museum. Billederne er knapt nok overskuelige i den skala – det hele billede er ikke noget vi kan opfatte, men alligevel fornemmer vi vægten af det.

Netop det at institutionen er flyttet sig fra at være en fysisk manifestation til  hovedsagelig at eksisterer i bevidstheden, understreges ved at hovedbygningen er tom  - montrene , genstandene og forløbet er spred ud i byen. 

spor

Jeg ville gerne kortlægge området på en måder der kan pege på byen som proces og ikke som en fast størrelse. I øvrigt er kortlægningen central, når man kolonialiserer et område – når noget er blevet målt, sat ind i et koordinatsystem og navngivet er det ikke længere sig selv – Det er en del af en påstået sammenhæng, som måske føles rigtig fordi den er skrevet ned, men i virkeligheden er tættere beslægtet med fiktion. 

Mine fliser/bænke måler den plads der blev beregnet til en slave ombord på et slaveskib. Og de måler byen i forhold til dette.

Normal.dotm 0 0 1 71 407 Gymnasium 3 1 499 12.0 0 false 18 pt 18 pt 0 0 false false false /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Table Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin:0cm; mso-para-margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman"; mso-ascii-font-family:Cambria; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:"Times New Roman"; mso-fareast-theme-font:minor-fareast; mso-hansi-font-family:Cambria; mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Ideen om at arbejde med trykplader opstod dels som en lyst til at teste metodens egnethed til at fortælle om arkitektur – dels for at kunne arbejde videre med billederne uden at miste det oprindelige indhold – lidt som en analogi til hvordan jeg synes arbejdet med kolonihistorien skal foregå. Det er klart der ligger en måde at se kolonihistorien på som vi ikke kan undslippe og ignorere men er nødt til at arbejde videre på, for, forhåbentlig, at nå frem til en ny forståelse for fortiden.