Postmodernisme og dekonstruktion

Dato
18.05.2022
Tidspunkt
15.00 - 16.30
Adresse

Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering
Danneskiold-Samsøes Allé 51
København K
Danmark

Pris
Gratis adgang

I løbet af foråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om moderne arkitektur og samtidsarkitektur. I denne forelæsning vil Martin Søberg, lektor ved Institut for Bygningskunst og Kultur, forelæse om postmodernisme og dekonstruktion. 

Fra omkring 1960 begynder kritikken af den arkitektoniske modernisme at vise sig med særlig tydelighed, altså den modernisme, der knyttede sig til forestillinger om et radikalt brud med konventioner og traditioner baseret på teknologiske og samfundsmæssige omvæltninger. Troen på udvikling og fremskridt, på en mulig ordning af hele menneskets livsverden, var svækket.

Med udgangspunkt i den amerikanske arkitekt Robert Venturis modernismekritik præsenterer forelæsningen en række af Venturis værker, både skabt alene og med hans samarbejdspartner og hustru, arkitekten Denise Scott Brown. Værker, hvor arkitektoniske virkemidler som eksempelvis ornamenter, farver og motiver hentet fra historisk arkitektur – der i et vist omfang blev afvist som gyldige virkemidler af modernisterne – bliver sat i et gerne konfliktfyldt spil.

Forelæsningen vil også give eksempler på andre arkitektoniske værker fra 1960’erne, 70’erne og 80’erne, hvori en tilsvarende interesse for det ordinære, det konventionelle, det tvetydige og det symbolmættede viser sig, eksempelvis af den engelske arkitekt James Stirling og den østrigske arkitekt Hans Hollein.