Studerende vinder Arkitektforeningens prisopgave med genanvendt beton
Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto, bachelorstuderende fra programmet Finder Sted, har vundet Arkitektforeningens årlige prisopgave 'Udsyn' for et projekt, der forvandler betonaffald til æstetiske og funktionelle byggeklodser og samtidig viser vej til en mere bæredygtig byggepraksis.
Arkitektforeningen har netop kåret vinderne af prisopgaven 'Udsyn', der i år efterlyste nye bud på, hvordan arkitektfaget kan bidrage til en udvikling mod en mere bæredygtig fremtid. Under overskriften 'Genanvendelsens praktik' blev deltagerne bedt om at vise, hvordan tilsyneladende værdiløse materialer kan forvandles til skønne, funktionelle bygningselementer til fremtidens byggeri.
Førsteprisen på 75.000 kr. gik til Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto for projektet ”Fra betonfragment til byggesten”, der viser, hvordan en simpel bunke frasorteret beton - byggeaffald - kan forvandles til en stoflig mursten, som minder om terrazzo: Ved at tilskære ukurante og udtjente betonfragmenter kan man skabe blokke i standard-murstensmål, som kan bruges til bærende facader og vægge, og som derudover er smukke at se på. Vinderprojektet demonstrerer dermed hvordan byggebranchen kan bevæge sig væk fra den ressourcekrævende produktion af ny beton mod en mere bæredygtig genanvendelse, som både har et æstetiske kvaliteter og kan skaleres op.
Genanvendelse kan gøre beton til et mere attraktivt valg
Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto, der begge er bachelorstuderende fra programmet Finder Sted, har det sidste halve år holdt pause fra studierne for at undersøge, hvordan kasserede eller oversete materialer kan bringes i spil på nye måder.
”Beton er kommet i et negativt lys på grund af materialets høje CO2-aftryk i fremstillingsprocessen, og fordi det er svært at genanvende. Men beton er også et meget holdbart og smukt materiale, og når vi nu tidligere har produceret så meget af det, er det oplagt at se på, hvordan vi kan genanvende materialet på nye måder,” siger Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto om deres idé.
Dommerkomitéen roser vinderforslaget for at åbne for nye designmuligheder og en ny byggeteknik med et næsten uudtømmeligt potentiale.
”Gammel beton ender som regel som vejfyld eller på lossepladsen, men med deres forslag har Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto arbejdet både rationelt og poetisk med det udskældte materiale og gjort det til det attraktive valg. Ideelt set bør beton ikke nedrives, men indtil transformation og renovering af nedslidte betonbygninger bliver standard, tilbyder vinderforslaget et betydeligt alternativ til den nuværende praksis i store dele af verden,” siger Johnny Svendborg, forperson for dommerkomitéen, og uddyber: ”Det er en fremragende kvalitet ved forslaget, at det tilfører en markant æstetisk værdi til tilsyneladende udtjent beton. Og samtidig giver Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto et velkvalificeret bud på en ny og mere bæredygtig byggeteknik. Det er afgørende faktorer, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.”
Grøn omstilling med en ny æstetik
Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto har foreløbig besluttet sig for at forlænge deres studiepause for at arbejde videre med deres idé: I den kommende tid vil de udforske de praktiske muligheder for at bruge materialet i større skala og trykteste, hvad der kan lade sig gøre, også inden for lovgivningen. Drømmen er at opføre en pavillon i genbrugt beton i København, som den almindelige borger eller turist kan se, røre ved eller opholde sig i. Grøn omstilling handler nemlig også om, at private og professionelle bygherrer skal efterspørge den nye æstetik, som følger med, siger Thelma Slaatto.
”Alle de byggetekniske og lovgivningsmæssige barrierer skal selvfølgelig falde på plads, og dem er der masser af. Men det batter ingen steder, hvis ikke der er nogen, der vil have det. Og derfor har vi som arkitekter en vigtig opgave med at ændre folks holdning. Det kan vi kun gøre ved at vise, hvor fedt det kan blive.”