
Studentermedhjælper
Museum Vestsjælland søger en til to engagerede studerende til Samlinger & Bevaring.
Er du studerende med interesse for kulturarv, og vil du gerne opbygge erfaring med museumsarbejde? Har du en interesse i dagligdagens historier, de store historiske begivenheder, stilhistorie, kunst eller en nørdet interesse i bestemte typer af genstande? Så er det måske dig, vi leder efter.
Arbejdsopgaver
Du vil arbejde med samlingsvaretagelse og bistå med en bred række af opgaver af faglig og fysisk karakter. Afhængig af faglig baggrund, vil du skulle arbejde med genstandsregistrering, rengøring af genstande, pakning samt diverse forefaldende opgaver på magasinet. Du vil få indsigt i museets bevarings- og registreringspraksis og blive oplært i de forskellige arbejdsopgaver. Museet benytter databasen SARA til registrering.
Kvalifikationer
Vi forestiller os, at du læser historie, konservering, etnologi, arkæologi, antropologi eller tilsvarende. Du har gode samarbejdsevner og er klar til at deltage i afdelingens varierede arbejdsopgaver. Det er en fordel, hvis du har en pæn håndskrift og har sans for systematik og struktur. Til gengæld behøver du ikke museumserfaring, og det er ikke afgørende, om du lige er startet eller har et par år bag dig på studiet.
Om os
Museum Vestsjælland er et statsanerkendt museum, dækkende Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø kommuner. Vi har 11 udstillingssteder og arbejder på mange forskellige adresser. Museets samling spænder bredt med kulturhistorisk og arkæologisk ansvar i seks kommuner samt en stor kunstsamling knyttet til Odsherreds Kunstmuseum og Malergården.
Samlinger og Bevaring består af medarbejdere med forskellig faglig baggrund, og dine primære kolleger vil være en konservator, to historikere og en etnolog. Vi arbejder som et team samtidig med, at vi har egne ansvarsområder.
Praktisk information
Arbejdsstedet er Fællesmagasinet i Ugerløse, som vi deler med tre andre museer. Magasinet ligger på Annexgårdsvej 3, 4350 Ugerløse og har gode transportmuligheder med bus og tog.
Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er fleksibel efter aftale – 1-2 dage om ugen med opstart efter aftale. Ansættelse og løn efter relevant overenskomst.
Ansøgning og CV sendes til job@vestmuseum.dk skriv ’Studentermedhjælper til Samlinger’ i emnefeltet. Ansøgningsfrist d. 23. maj 2025.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til samlingskoordinator og konservator Tanja Probst-Dedenroth tlf. 41379264 – tpd@vestmuseum.dk eller samlingsinspektør Katrine Thorsgaard Pedersen tlf. 41379260 – ktp@vestmuseum.dk
Vi glæder os til at høre fra dig.