Jordisk Affinitet - udstillingsrum på Bornholm

Almindingen er placeret i Bornholms midte og strækker sig fra Ekkodalens 12 km lange skovklædte sprækkedal i vest til Paradisbakkernes kuperede klippelandskab i øst. Det skiftende granitlandskab i den indre ø er i dag hovedsageligt dækket af skov med klippefremspring og blokke, der titter frem i de tætbevoksede arealer. Rundt om i de dybe skove brydes landskabet også af søer, moser og store arealer med enge og højlyng.

Almindingen, som vi kender den i dag, er resultatet af Hans Rømers (1770-1836) genrejsningsprojekt, da den i år 1800 stort set var forsvundet. Det meste af Almindingens arealer var hede og lyng, da det var blevet opdyrket, og træerne var fældet til brænde. Jorden var afgræsset af bøndernes husdyr. I Rømers 36-årige periode som skovrider kæmpede han mod protesterende bønder og deres husdyr i et ihærdigt forsøg på at genoprette skoven. Han grøftede, anlagde veje, byggede skovriderboligen i Ekkodalen, plantede skov og byggede en planteskole. De dengang omtrent 165 hektar skov er i dag blevet til 6000 hektar, og Almindingen er dermed Danmarks femte største skov.

De rå og altomsluttende skove med de tilhørende pittoreske, åbne og kuperede lynglandskaber emmer af en egenrådig kraft og dragende mystik, som i sin uendelige dybde og frarøvelse af horisonten påtvinger en velkommen og rekreativ ro. Et umiddelbart og tilpas eget kurateret rum, hvor den ædle tomhed i naturens ultimative væren fremmer fantasiens flittige frihed og leder en på vej og afveje.

Vestbornholms største granitbrud strækker sig fra Rønne til Hammeren, hvor man tidligere udvandt store mængder granit. Ringebakke ved Vang fik endda sin egen eksporthavn. Visse af de mindre stenbrud på den vestlige bred er stadig delvist aktive, hvilket også gælder Præstebro Stenbrud i den nordlige ende af Paradisbakkerne i den østlige del af Bornholm.

Præstebro Stenbrud, med sin unikke kulturhistorie, er med til at repræsentere Bornholms industrielle arv og rå skønhed. Disse udhuggede, nærmest inverterede bjerglandskaber, skabt af menneskehænder og maskiner, er blevet forvandlet til naturlige perler med søer og frodig natur rundt om på Bornholm. Kontrasten mellem det naturlige og det menneskeskabte er fascinerende sløret, og netop denne dualitet, som ligger i de industriskabte landskaber, har inspireret mit projekt og har lagt grund for valget af netop dette site.

Jeg har arbejdet med at fremhæve denne kontrast gennem skarpe, kliniske indhug i bruddet, som står i modsætning til de bløde former skabt af naturen samt de kantede og sprængte klippesider. Med det nye stempel i bruddet ønsker jeg at fremme en dialog om, hvad der er naturligt og unaturligt, og udfordre beskuerens opfattelse. ‘Bruddet i bruddet’ synes i sin blotte form udhugget og skabt i konteksten, mens det originale og omsluttende brud i kontrasten synes naturligt. Aftrykkets store flade og de omkringliggende skarpe klippesiders skala inviterer til udstillingsobjekter af en betydelig karakter og størrelse, eller blot til et rum og en følelse af at være omgivet af historiens og naturens kraft på ny.

Når man vandrer ad Klippestien fra nord, møder man de store klippefremspring, og landskabet begynder at rejse sig betydeligt. Denne del af Højlyngsstien ligger kort før en af Bornholms store naturattraktioner, Ekkodalen. Nær Rytterknægten, Bornholms højeste punkt, fandt jeg en naturlig sti, der snoede sig op gennem klipperne. Jo længere jeg vandrede, desto højere kom jeg, og træerne blev mere spredte. Til sidst nåede jeg et nærmest indrammet område, hvor klippefremspring på den ene side og skov på den anden omsluttede en lille plads med udsigt over Bornholms vidstrakte landskab. To store buske på begge sider forstærkede denne naturlige ramme. Her, ved mødet med de større klippefremspring, blev jeg inspireret til at arbejde med de allerede eksisterende landskabstræk yderligere.

Jeg eksperimenterede med plinten og studerede, hvordan en kuratering af granitmaterialet kunne spejle landskabets træk, men med et menneskeskabt præg. Plinten er bygget op af det udhuggede Paradisbakkegranit fra Præstebro stenbrud og er derved ikke fra denne egn, hvilket tilføjer en spændende, næsten invasiv følelse til mødet med granitlandskabet. Alligevel ville denne intervention kunne opfattes som en klippe, der skyder sig ud i naturen og fortolker klippefremspringet på ny.

Tanken er at skabe et rendefundament, der løber rundt og rejser sig én meter over terrænet. For beskueren, der står nede og møder det på vej op, rejser det sig to meter. Her udstilles udsigten, det menneskeskabte klippefremspring, materialets kuraterede møde og det udstillede kunst på kanten af plinten. Med tiden vil det blive mere og mere overtaget af græs og natur, indtil kun rendefundamentet står tilbage og spejder ud over horisonten. Ved at hæve fundamentet skabes en ny horisontlinje, hvor himmel og landskab bliver baggrunden for oplevelsen og det eventuelt udstillede.

Almindingens skov er plantet og kurateret af menneskehånd og afslører sin kunstige oprindelse, jo længere man bevæger sig ind. Her møder man tætte skovområder, klynger af træer og åbne arealer, hvor træsorterne skifter konstant. Det første, der fangeWde min opmærksomhed, var de tydelige skel og kontraster mellem de forskellige træsorter: tæt granskov på den ene side af vejen og åben bøge- eller birkeskov på den anden. Denne kontrast bliver endnu tydeligere, når man står midt i den mørke granskov og kigger ud mod det lysere spredte trælandskab. Rundt omkring blandt træer og buskadser står døde træer også gemt væk som gråhvide spøgelser i mørket og virker på samme tid dragende og malplaceret.

Inspireret af dette skovlandskab blev det essentielt for projektet at skabe en oplevelse, hvor man bevæger sig ind i skoven ved hjælp af en dragende mystik for til sidst at kigge ud og blive gjort opmærksom på naturens kontraster. Målet er at omslutte den besøgende i den tætte skov og samtidig give mulighed for at opleve kontrasten mellem lys og mørke samt træernes plantede tærskel. Idéen er at vende huset på vrangen og lade dets hvide træinteriørvægge stå alene tilbage som et spøgelse gemt væk i den dybe skov. I modsætning til de andre tre dele af projektet er ruten til dette sted ikke bestemt, men skal findes på egen hånd, snublende og traskende gennem skovens mos.

Når man møder de hvide vægge og indgangen, opdager man måske, at rummene er defineret af de tværgående spærfodsbjælker fra taget. Først træder man ind i en åben indgang, dernæst et større rum og til sidst to mindre rum eller værelser. Den overordnede idé er at skabe et sted, hvor de hvide vægge både indkapsler den besøgende og fremhæver trækronernes skønhed, som breder sig over én. Samtidig skabes et vindstille og generelt stille rum midt i skoven, hvor naturens detaljer og skiftende lydbillede samt karakter kan opleves i en fordybende ro og mag. Ydermere kan der her udstilles på rummenes vægge og i de opdelte rums rammer.

Svinemosen, en af Almindingens tre store moser, emmer af den traditionelle tørvemoses karakter med sine rørskove og åbne arealer. Historisk set blev denne mose brugt til græsning, lyngrivning og tørveudvinding, hvor tørven blev solgt af Rømer for at finansiere genrejsningen af Almindingen. I dag er mosen et tilflugtssted for fugle, rigt repræsenteret på de små øer, hvor de kan yngle i fred og ro. Her kan man opleve traner, falke, høge og, hvis man er heldig, bisoner. Grågæssenes skratten dominerer lydbilledet, men det mest bemærkelsesværdige er, at mosen er det eneste ynglested for hætte-, storm- og sølvmåger på Bornholm. Disse kan alle observeres fra fugletårnet i mosens nordvestlige hjørne, der flugter med mit arkitektoniske forslag.

Min tilføjelse til landskabet er et svævende lyngtag, placeret ved mosens kant, stående på stolper og fastholdt af wirer til granitblokke i vandet. Man vandrer langs en afvandingskanal ud til taget, som snor sig gennem træer på begge sider. Tagets form er inspireret af de dobbeltvalmede og lyng- eller stråbeklædte tagflader, kendt fra egnens gamle bygninger og skikke. Dette er det eneste overdækkede rum i mine forslag, og man møder taget i en højde på 1,8 meter, hvilket skaber en fornemmelse af et lavthængende, “sunket” tag.

Under taget kigger man op i en saksespærkonstruktion, der både giver en følelse af en tung, mættet tagunderside, men samtidig også giver en større frihøjde, da spærfoden løftes op på midten. Dette skaber en balance mellem det lavthængende tags bastante egenrådige ydre og det indre, som åbner sig og byder velkommen.