Landskab i bevægelse
Udgangspunktet for mit projekt starter til et kystbeskyttelses arrangement i Arkitektforeningen hvor arkitekter og kommuner debatterede værdiskabelsen af kystsikring, og kritiserede de mere teknisk løsningsorienterede ingeniørforslag for deres mangel på holistisk og stedsspecifik tilgang. I stedet ønskede kommunerne at flere arkitekter kom på banen og bød ind med mere æstetiske og kreative løsninger på fremtidens voldsommere vejr.
Spørgsmålet er om arkitektur kun handler om den gode smag, og oplevelseskultur eller om den ikke også er forpligtet til at formidle sandheden som den er: en manglende erkendelse af vores egne handlingers konsekvenser.
Jeg stiller spørgsmålstegn ved om måden vi skaber kystbeskyttelse på i dag de ændrer på vores opfattelse af virkeligheden eller om de blot forsøger at konservere og maskere et landskab i bevægelse.
Stedet jeg tager udgangspunk i er 142 hustande som udgør et lille lokalsamfund, Seden Strandby. Seden Strandby opstod i 20’erne som følge af seks skalleværker, Skalleværkerne gravede søbunden op, og videresolgte skaller til hønsefoder og til keramikere i Findland indtil 1970’erne. Sporene af skalleværkerne ses stadig som dybe spor i fjordbunden og længere ude i vandet ligger 4 m dybe huller hvorfra skallerne er gravet.
Jeg har fundet stedet interessant da det skal siges at jeg er opvokset her og for mig er her ikke er store rekreative muligheder, og idet middelvandstanden er under en meter Seden Strandby har for så vidt ingen særlig oplevelsesværdi, strand eller lystbådehavn og minder derfor nok meget om mange andre små kystnære lokalsamfund rundt om i Danmark som er berørt af klimaets globale forandringer.