Stabilisering af arkæologiske kompositter – en kompleks og kompromiskrævende udfordring

Bevaringstilstanden, materialesammensætningen samt de forsknings- og formidlingsmæssige ønsker for en arkæologiske genstand er grundlæggende parametre for, hvilken konserveringsmetode man vælger.

Specialet tager udgangspunkt i de konserveringsudfordringer der er i forbindelse med stabilisering af arkæologiske kompositter bestående af jern og knogle/tak/tand, for derigennem at afprøve et konserveringskompromis med det formål, at finde et alternativ til behandlingen af nævnte kompositter. 

Der findes ingen ideel metode til at konservere kompositter og materialerne skilles ofte ad og behandles hver for sig. Derfor undersøges om potentialstyret elektrokemisk udvaskning med fordel kan benyttes, når genstandene ikke kan skilles ad. I undersøgelsen tages der udgangspunkt i arkæologiske kompositter (knive) af jern og knogle/tak/tand fundet i forbindelse med de arkæologiske udgravninger på Rådhuspladsen i København. Tre kompositter behandles ved potentialstyret elektrokemisk udvaskning ved et fast reduktionspotential på -1300 mV(SSE) med 0,03M natriumsesquicarbonat som elektrolyt (pH 10). Elektrolyttens indhold af chlorid bestemmes ved ionchromatografi IC.

Det anvendte reduktionspotential bestemmes ud fra polarisationskurver udarbejdet på nyt referencemateriale samt på arkæologiske kompositter. Polarisationskurverne sammenholdes med Pourbaix-diagrammer beregnet ud fra Computerprogrammet HSC 5.1. Kompositternes stabilitet vurderes vha. måling af genstandenes iltforbrug. Basens påvirkning på det organiske materiale undersøges vha. splittingfaktoren, som bestemmes ved FTIR-analyser.

Analyserne sammenholdes med nyt recent materiale af både jern, koknogle og rensdyrtak. Derudover sammenholdes analyserne med tre arkæologiske kompositter (knive), der tidligere er konserveret ved udvaskning i 0,03 M natriumsesquicarbonat. Specialet belyser de udfordringer, der ligger i ønsket om at stabilisere kompositter uden at skulle skille dem ad.