Teater uden egenskaber

Uden egenskaber – som det reducerede og universelle.

Jeg er optaget af, at skabe et sted hvor man som besøgende kan træde ind i en parallel virkelighed. I teaterets verden er der tid til refleksion, vi kan som publikum blive opløftede og inspirerede. Teateret kan ses som en ø i den brusende flod, vor tids effektivisering kan opleves som.

Overgangen fra brokvarterenes karréer til det opløste og sammensatte Nordvest, hvor teateret er placeret, har været inspirerende for projektet.

Det er et ønske om at indskrive arkitekturen mellem det raffinerede og standardiserede - det monumentale og profane. Jeg oplever at et område som Nordvest rummer egenskabsløse kvaliteter, i kraft at de mange industrielle bygninger. Mange vil synes de er kedelige, ligegyldige og endda uskønne. Men jeg finder en personlig tiltrækning til dette lidt skæve og rendyrkede praktiske. Det er som om, at en overdrivelse af det tomme og egenskabsløse, kan være med at frembringe noget monumentalt og kraftfuldt. 

Det egenskabsløse er frit og åbent for fortolkning. 

Teateret uden egenskaber er placeret i Nordvest. Grunden ligger tæt på Nørrebro Station og metroen som skal stå klar i 2019. Det er et område som står til at blive fornyet og hvorpå der kommer meget fokus i den nærmeste fremtid. 

På grunden har jeg placeret tre bygninger.

• En hovedbygning som fungerer som selve teateret, med plads til 200 publikum gæster
• En bygning med øvesal og værksted
• En mindre bolig

Formsproget for de tre volumener er det samme og de danner derved en teaterklynge i byen.

De fem bygninger er udvalgt som karakteristiske bygninger fra området og repræsenterer den kontekst hvori teateret placeres. Bygningerne optræder som biroller i forhold til teateret - hovedrolleindehaveren. Samlingen viser en udvikling fra byens velkendte karréstruktur til det sammensatte Nordvest hvor industrien har været med til at skabe en diversitet. De fem biroller fortæller om en udvikling fra det betydningsfulde og detaljerige til det op brudte og rendyrkede praktiske - en udvikling fra det monumentale til profane. 

Jeg ønsker, at min bygning skal være mere reduceret, tom og egenskabsløs end sidste birolle i denne karakterrække. Samtidig ønsker jeg at skabe en bygning med autoritet og monumental udstråling - begreber der tilhører den anden ende af spektret.

Modelstudiet forlænger forgående samling. Jeg ønsker at skabe en bygning der kan indskrive sig i Nordvest historie og samtidig opretholde den kraft der følger med teaterets verden, som er en kulturinstans vi kender helt tilbage fra oldtidens Grækenland. 

Den sidste karakter i studie-rækken, er den jeg har valgt at tage med videre i processen. Typen er en sammensætning af mindre enheder. Forskydningen mellem de simple enheder skaber karakterfulde og tydelige overgange i en ellers klar og symetrisk figur. 

Hovedbygningen og de to mindre bygninger skaber en ren flade ud mod vejen, mens de indadtil skaber et afskærmet og mere intimt uderum hvor en have udfolder sig. Deres placering i forhold til hinanden falder naturligt ind i deres nære kontekst. Hvor en netto, en bilpavillon med værksted og Lygtens kro er løst fordelt på grunden i mindre volumener. 

Hver af de tre bygninger er sammensat af simple klodser. Det er tanken om ét volumen, hvorfra de andre volumener udspringer. Udgangspunktet er den største i rækken, hvis proportioner tager udgangspunkt i at skulle kunne huse 200 teatergæster. De resterende rum er en nedskalering af hovedrummet.

Teater - Som gæst ledes man ind af en træforeret væg besat med lys-pærer - her udstilles teaterplakater med aktuelle og kommende forestillinger.
På modsatte side af rummet, ser man to symmetrisk placerede billetluger. Når billeten er indløst er der fri adgang videre ind i teateret. Den korte og dunkle passage mellem rummene opleves som en tydeligt markering af at noget nyt skal til at ske. I foyeren mødes man, af et næsten identisk rum - det er samme materialitet og lysforhold der byder en velkommen. Her kan man købe en drink eller snack i baren og hænge sine ting i garderoben. Man kan trække sig til side i caféen som ligger i forbindelse med næste passage. Caféen er et rum i rummet, man er omgivet af træ på vægge, loft og gulv. Her er udsyn og udgang til haven udenfor. Det er eneste rum hvorfra man som gæst har kontakt til den ydre verden. 

Når klokken ringer ind er det tid til at sætte sig til rette i salen. Endnu en gang, skal man igennem en passage, før man igen befinder sig i et stort set identisk storslået rum. Herinde er lofthøjden overvældende og teateret scenetæppe - den store klap, løfter sig mekanisk langsomt, næsten truende, mens folk forventningsfuldt kommer på plads i salen. Over scenen hænger lyset, og kulisser kan hæves og sænkes. Under en forestilling, vil lyset og kulisserne, som ikke er i brug, hænge skjult bag den store sceneklap. Oppe af trappen til venstre findes en balkon med yderligere siddepladser. 

Der er tre indgange til scenen, en stor åbning centralt placeret, og to mindre - én bagfra og én fra siden. I begge scenens korte ender, er der via porte mulighed for at åbne op udadtil. På den måde kan man slippe lys ind og man kan få større kulisser eller rekvisitter ind udefra. Bag scenen finder man sminken og garderobe for skuespillere. Her findes også plads til teknik og gear til forestillingerne. I bygningens sidste modul, som proportionelt er tilsvarende entréen, kan skuespillerne holde pause under forestillingen.

Øvesal & værksted - I bygningen har skuespillere og instruktører mulighed for at øve i en oplyst sal hvor to af salens ender kan bruges som en reel scene. I det andet rum er der mulighed for at sy kostumer og bygge kulisser. Ligesom det gør sig gældende i de andre bygninger, ligger de praktisk faciliteter, bad og toilet i relation til passagerne og forstyrrer ikke renheden i de simple rum. Fra denne bygning findes, udover ind og udgang, to størrer porte ud mod verden.  Den ene i værkstedet, da det kan være relevant at kunne få større materialer ind og ud. Den anden er i forbindelse med øvesalen, hvor det store vinduesparti kommer til at fungerer som en scene man kan overvære når man som gæst opholder sig i haven.

Bolig - I boligen er der plads til, at en instruktør eller forfatter kan slå sig ned for en periode. I træforingerne i hovedrummet findes de praktiske foranstaltninger som køkken, bad og et kontor. I det midste modul i projektet, fungerer den ene træforing som en seng, mens den anden er en gardarobe. Også i denne bygning er ind- og udsyn begrænset. Kun fra køkkenet kan man se ud, ellers opholder man sig i et indadvendt og koncentreret rum, hvor jeg ønsker at skabe rum til ro og fordybelse.

Træforingerne eller træmøblerne er separate rum i rummet, de findes i hvert modul. De er placeret skiftevis enten lags langsiden eller kortsiden i rummet.

De indeholder bygningens funktioner. På den måde holdes betonrummene rene og reducerede i deres udtryk og form. 
Møblerne følger rummets størrelse, også de er undelagt en skalering, og her findes derfor både et møbel der i det største rum agerer scene og i det mindste; seng. 
Fælles for møblerne er, at de kan lukkes i, med låger eller forhæng, så de står som massive volumener i de ellers tomme rum. Kun via disse møbler finder man forbindelser mellem inde og ude. Opholder man sig i hovedrummene vil man derfor opleve en totalt introvert stemning. Man vil have oplevelsen af at være i en parallel verden, der følger sin egen orden, og ikke lader sig påvirke af den omgivende virkelighed.

Indenfor er det den rå beton der dominerer, både på væggene og gulvet. Betonen brydes med det varme træ og af de bløde gardiner som markerer passagen. Gardinerne giver mulighed for at skærme af mellem rummene, og stoffet og træet er af akustisk betydning.

Betondrageren er en velkendt type i det industrialiserede byggeri, som jeg har givet en mere forfinet udformning, og en mere dramatisk rumlighed med den skarpe kant der peger ned i rummet. Det har været et ønske om at forbinde det profane og det monumentale. I de lyse timer vil alle rum mødes af et drømmende sivende ovenlys og i mørke vil standard lys-pærer monteret på bjælkerne skabe en eventylig stjernehimmel over folks hoveder. Begge forhold er med til at skabe en følelse af at være isoleret fra byen.

Udefra synes teaterets facade tom og ensartet. Kun en diskret sokel placerer bygningen på jorden, og enkelte hvidmalede træskodder og reelle porte er med til at gøre den beboelig. Teaterets fremtræden er monumental og valget af de hvide mursten er et ønske om at understrege det egenskabsløse og reducerede. Bygningen er både anonym og iøjnefaldende i dens ligegyldige men fængende karakter. 

Inde i gården findes en anden type rum. Herinde, mellem de tre bygninger, opstår et naturligt afskærmet gårdrum. Hvor haven udfolder sig. 

På samme måde som jeg i starten introducerede en serie af bygningtyper i udvikling, har jeg opstillet en serie af beplantning i udvikling. Jeg har været optaget af udviklingen fra det ordnede og planlagte til det tilfældige som rummer skønhedsfejl i form af ukrudt. Blandt bevoksningen i konteksten oplever man en begyndende overgang fra en tilstand til en anden - byens ordnede natur blander sig lige så stille med forstædernes mere frie natur, der inkluderer ukrudt og en størrer diversitet i sorterne.

Havens vegeation er et resultat af mit ønske om at imødekomme begge ender af spektret. Buksbomen er hentet ind fra den planlagte havekunst der kunne opleves i Amalienborgs slotshave midt i byen, mens vild gulerod er hentet fra byens periferi. 

Buksbommen og træerne er placeret i et system der følger bygningerne. De markerer grænsen mellem grus og bevoksning og skaber orden i haven. Visse steder flyder deres placering ud på gruset, og her giver de indtryk af idylliseret forfald, eller rester af en større orden. Det er et ønske om at forstærke følelsen af tomhed og det egenskabsløse, ved at skabe et indtryk af, at noget mangler. Buskadset lukker det indre rum af udadtil. Egnfelterne er græs i ca. 1 meters højde. Ligesom buskadset knytter enggræsset sig til det uregulerede, som en kontrast til den klippede buksbom. Som belægning har jeg valgt gruset, som findes på slotspladsen og på den kedelige parkering i nordvest. 

I havens center står en af områdets lygtepæle hvori klokken der ringer ind til forestilling hænger. Klokkeslagenes rytme skaber en parallel tid til den tid hvori teateret eksisterer. Mit projekt skaber en parallel verden i byen. Teaterklyngen imødekommer områdets sammensathed og profanitet, samtidig med at huser og udtrykker teaterets kraftfulde og betydningsfulde verden. 

Mit projet skaber en parallel verden i byen. Teaterklyngen imødekommer områdets sammensathed og profanitet, samtidig med at den huser og udtrykker teaterets kraftfulde og betydningsfulde verden.