Forskningens Døgn: Indretning med corona

Dato
22.04.2022
Tidspunkt
17.00 - 18.00
Address

Hovedkassen
Rådhuspladsen 1
1550 København K
Danmark

Pandemien har ændret flere aspekter af vores hverdag, end vi kan tælle - også arkitekturen. Kom til paneldebat på Københavns Rådhus under Forskningens Døgn og bliv klogere på, hvordan vi helt bogstaveligt bygger et samfund, der styrker folkesundheden.

Pop op-kirker, hospitalsvægge af glas og storrumskontorer med særlige zoner. Coronatiden har tvunget os som samfund og befolkning til at ændre adfærd og indrette vores fysiske rammer på helt nye måder. Og det er der kommet mange kloge og finurlige løsninger ud af. 35 af dem er samlet i en ny bog, ’Pandemiens Arkitektur’, som Det Kongelige Akademi og den filantropiske forening Realdania står bag. 

Derudover har Københavns Kommune gjort sig en række erfaringer med indretning og forebyggelse af smitte under epidemien, som har medført nye praksisser og retningslinjer for indretning at bygninger og byrum.

Hvilke erfaringer kan vi tage med?
Debatten vil belyse, hvordan vi har indrettet os med corona, hvad arkitektur har bidraget til i forhold til folkesundheden, og hvordan vi vil tage erfaringerne med os i forhold til fremtidens indretning, byggeri og byplanlægning.

De konkrete erfaringer bliver perspektiveret af forskere, der har studeret bygninger og sundhed, såvel nationalt som globalt, i en årrække.

Sundhed og arkitektur
Hvordan kommer corona til at præge vores måde at tænke byer og indretning på i fremtiden? Hvad bidrager det til af ny viden inden for feltet sundhed og arkitektur?Og hvordan kan vi bruge arkitektur endnu mere aktivt i forhold til at højne folkesundhed?

Foto: Michael Jepsen

Deltagere i panelet

  • Jakob Brandtberg Knudsen, dekan på Det Kongelige Akademi. Mangeårig forskning i sundhed og arkitektur, bl.a. i forebyggelse af overførsel af smitsomme sygdomme som malaria. Førende ekspert i feltet.
  • Thomas Chevalier Bøjstrup, ph.d.‐studerende på Det Kongelige Akademi i arkitektur og folkesundhed. Aktuelt projekt om kortlægning af eksempler på Covid‐19-respons i det byggede miljø, herunder skoler, institutioner, kontorer mv. og med projekter fra b.la. Kommuner, regioner og private aktører.
  • Camilla van Deurs, Stadsarkitekt, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune
  • Flemming Konradsen, professor i global miljøsundhed, Københavns Universitet. Har i sin forskning særligt fokus på de miljømæssige faktorer, der påvirker udbredelsen af smitsomme sygdomme.
  • Katrine Schjønning, folkesundhedschef i Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Arrangementet er åbent for alle og kræver ingen tilmelding.