K-3 E4 N 79

Projektet undersøger hvordan en centralt placeret industribygning transformeres til et åbent, klasse 3 fængsel, med fokus på en planteskole, der giver mulighed til en rehabiliterende erhvervsuddannelse. Det eksisterende tredeles til ansatte, udannelse og fælles aktiviteter, mens det tilførte; boligerne for de indsatte og den nye indre gårdhave femdeles.

At være låst inde på en institution er begrænsende og for de fleste frustrerende. Faktorer, som miljø og de rum, man opbevares i, de andre indsatte, personalet og fortidens gerninger, er alle tvungne omstændigheder. Mulighederne for egne valg er begrænsede.

Fra at have levet i frihed, i samfundet blandt andre borgere, er man nu frihedsberøvet på en institution, et adskilt samfund med sine egne regler og strukturer - dannet af kriminalforsorgen. Disse institutioner, fængsler og anstalter er tit afskærmede - fysisk og ideologisk - fra det, man kommer fra. En filosof, som netop beskriver de adskilte samfund, er Michael Foucault i hans begreb heterotopier, “samfund udenfor samfund”, steder, hvor nogle, selvvalgt eller tvunget, befinder sig.

Fængsler og anstalter er nogle af de veludviklede institutioner, vi har i den vestlige verden. De har den samme relevans som uddannelsessteder, plejehjem og hospitaler, men er forbundet med mere ubehag. Disse er også den type institutioner, som færre er i kontakt med, både på grund af stedernes sikkerhed, men også grundet den fysiske adskillelse fra resten af samfundet.

For at undgå institutionalisering, som Erving Goffman beskriver gennem begrebet diskulturation, den tilstand, de indsatte kan ende i, hvis de isoleres fra en hverdag med eget ansvar og sociale interaktioner, beskæftiger kriminalforsorgen de indsatte med arbejde eller studier med proaktive formål, som efterligner en hverdag udenfor tremmerne. Den mest mærkbare personlige udvikling sker for dem, der har adgang til uddannelse. Flere kriminologer påpeger en tendens til forandring i adfærdsmønstret, hvor færre vender tilbage til kriminalitet efter endt uddannelse.

Arkitekturen udvikles som en hybrid på sitet - et program, der foreslår flere funktioner med den underliggende kontrast mellem det lyse og det mørke. Her spiller arkitekturen på både det ubehaglige og mørke. Det er hhv. med de kriminelle og det tidligere industribyggeri samtidigt med, at en ny typologi introduceres, der består af planteskole, bolig og personalefaciliteter, som åbner op imod det lyse og forandringens håb.