Webinar: Byudfordringer og strategisk planlægning

Hvilke udfordringer gør sig gældende ved byudviklingen i dag, og hvordan kan man bedst løse dem? Det vil professor Steen Hildebrandt og byplankonsulent Holger Bisgaard debattere på dette webinar. 

Byerne står over for store komplekse udfordringer såsom demografiske ændringer, social segregering og ikke mindst klimaforandringer. Men ifølge professor Steen Hildebrandt hindres de gode løsninger af, at organisationer og arbejdsformer er præget af faglige og administrative siloer og søjler. I en artikel bragt i Politiken Byrum for nylig skriver Steen Hildebrandt bl.a., at udfordringerne ”…gør det nødvendigt at tænke på tværs, at lukke op – både for fagligheden og skabelsesprocesserne for at tænke og handle nyt.” (Politiken Byrum, 15. juni 2020) 

KADK har inviteret Steen Hildebrandt til dette webinar for at indgå i en dialog og debat med byplankonsulent og ekstern lektor på KADK, Holger Bisgaard, om de aktuelle byudfordringer og løsningsmulighederne. Holger Bisgaard vil bidrage til debatten med sin solide erfaring inden for strategisk planlægning, en erfaring der bl.a. omfatter banebrydende byudviklingsprojekter som Sluseholmen i Københavns Sydhavn.

Program

15:30 / Introduktion – ved lektor Boris Brorman og lektor Gustavo Ribeiro

15:40 / Byudfordringer og behovet for en ny tilgang til byudvikling 
– ved professor Steen Hildebrandt

15:50 / Strategisk planlægning som redskab for håndtering af komplekse byudfordringer – ved byplankonsulent og ekstern lektor på KADK, Holger Bisgaard

16:00 / Åben debat modereret af Boris Brorman og Gustavo Ribeiro

16:25 / Afsluttende kommentarer

Debatten er arrangeret af Master i Strategisk Byplanlægning.