Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Dato
29.03.2015
Kategori
Indblik

26. marts 2015 fejrede Kunstakademiet sin 261 års fødselsdag. I den forbindelse blev Akademiets medaljer 2015 uddelt på Charlottenborg Slot. Akademiets medaljer uddeles én gang årligt til nogle af de fremmeste kunstnere inden for arkitektur og billedkunst, og to af årets modtagere af Eckersberg Medaillen var KADK’s bestyrelsesmedlem og arkitekt Carsten E. Holgaard og lektor og ph.d. Christina Capetillo. 

Motivering: Christina Capetillo

“Arkitekt og fotograf Christina Capetillo er i 2015 tildelt Eckersberg Medaillen med følgende motivering: Christina Capetillo er både arkitekt og fotograf, formidler og kunstner. Hendes arbejde kan ikke låses fast i en bestemt position, det kan ikke gives kun én hensigt.

I sit arbejde udforsker hun naturen i kulturen og kulturelle spor i landskabet. Hun udvælger og skaber hierarkier, fokuserer og sorterer, for således at forme ’land’ til ’landskab’ og ’mellemrum’ til ’rum’. Gennem hendes fortolkning gøres naturen nærværende, landskabet bliver begribeligt, og byens overskudsrum bliver til steder.

 Hendes billeder giver os tavse redskaber til at forsøge at skelne mellem natur og u-natur med en indbygget forståelse af det umulige i netop dét projekt. Capetillo undersøger, hvordan man som menneske konfronteres med sin egen midlertidige eksistens, og sammenstiller enorme geologiske tidspand med de kulturelle transformationer, som bygninger og bygningsrester repræsenterer.

Hun skærer tværsnit igennem landets foranderlige rum, vores tid og vores landskaber. Hun udpeger steder og retninger, vi sjældent ser, og viser os hvorfra vi egentlig kommer.”

Christina Capetillo (f. 1964) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole (1995). Hun  har siden 1997 undervist i landskabskunst på Arkitektskolen, nu på Institut for Bygningskunst, By og Landskab. Hun modtog i 2010 en ph.d.-grad for projektet "Det sammensatte. Samtidslandskabets fotografi". Hun har modtaget flere arbejdslegater og præmieringer, som Marie og Victor Haagen-Müllers Hæderslegat i 2013 og er repræsenteret i offentlige samlinger på bl.a. Skagens Museum og Museet for Fotokunst, Brandts. 

Christina Capetillo

Motivering: Carsten E. Holgaard

“Arkitekt Carsten E. Holgaard er i 2015 tildelt Eckersberg Medaillen med følgende motivering: Mens den 2-dimensionelle billedstorm raser på internettet, og bygninger kopieres og bygges mere eller mindre uden skelen til sted og indhold, findes der en stille, insisterende arkitekt i København, som vil det enkle, vil det smukke og vil det ukrukkede.

I en serie af lavmælte boligbebyggelser viser arkitekten Carsten Holgaard gang på gang, hvordan hans bygningers udformning træder tilbage og blot er præcise rammer om det liv, som skal udfolde sig i og omkring dem. Om det er transformation som i A-Huset på Islands Brygge eller nybyggeri som Yard House, så er beskedenheden og den uendelige hvidhed et kendetegn ved hans bygningskunst. Således formår han på overraskende ubesværet vis at skabe smukke enkle geometrier, hvor detaljerne næsten ikke ses, og de afklarede rum frisætter mennesker.

Det kræver sin bygningskunstner at fremelske en sådan tilsyneladende ubesværethed. For sin sans for det essentielle, for sine valg og fravalg, samt en afklaret og usædvanligt konsistent formgivning hædres arkitekten Carsten Holgaard med Eckersberg Medaillen”.

Arkitektur, kulturarv, design og grafik er de områder, som Carsten E Holgaards tegnestue spænder over. Tegnestuen blev stiftet i 2004 af Carsten E. Holgaard, som først er uddannet på Kunstakademiets Designskole (daværende: Danmarks Designskole) (1991) og derefter som arkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole (1997).  Blandt Carsten E. Holgaards mest kendte bygninger kan nævnes A-huset på Islands Brygge som i 2010 blev nomineret til en pris som verdens bedste ombygning på World Architecture Festival. 

Carsten Holgaard