Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Et landskabs fortælling

Navn
Nicolai William Buch
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagområde
Arkitektur
Program
Kulturarv, Transformation og Restaurering
År
2023

På et helt centralt nøglepunkt i Geopark Odsherred ligger Skamlebæksletten på et smeltevandsplateau ud til Sejerøbugten. Her har Skamlebæk Radiostation haft hjemme fra 1931 til 2009. Anlægget står i dag funktionstømt og afventende. 

For at radiostationen kunne operere i landskabet, har sletten været ekstraordinært dispenseret fra den ellers omkringliggende naturfredning. Dette har efterladt en bygningskrop, som i sin formidlende position repræsenterer en enestående og flygtig mulighed for at forankre sig i det landskab, der ønskes formidlet. 

I tæt på 100 år har bygningerne været placeret på og betvunget sig et landskab, fordi dets karakter har været gunstigt for programmet. Skal radiostationens bygning få lov at bestå, skal den den være med til at repræsentere et magtskift og i stedet fungere som værktøj for sit landskab og ikke omvendt.

En transformation af det funktionstømte bygningsanlæg skal facilitere en anden mulighed for at opholde sig i og med landskabet. Den skal genintroducere Skamlebækslettens historisk centrale betydning, ved at forløse Geoparkens drøm om en fysisk forankring i sin egen fortælling.

Projektet har arbejdet med at formilde og formidle bygningens relation til sit landskab. En undersøgelse og et arbejde med mødet og overgangen mellem det byggede og det groede og bevare for at forstærke en til- og indgang til landskabet i et nyt naturformidlingscenter for Geoparken.

skitser i plan

Det er en grundliggende præmis for projektet, at der ikke kan lægges noget til i volumenet. Derfor har jeg arbejdet med subtraktionen for at se, hvordan og hvad der kan fjernes, for at fremkalde allerede eksisterende og nye rumligheder i bygningskroppen i konstant dialog med landskabet. 

Her har jeg især undersøgt bevægelsen i bygningen, muligheden for at forbinde sig med kælderniveauet, for at løse op for bygnigens indre landskab. Et andet motiv opstod i ønsket om at bløde overgangen mellem ude og inde i efterladte plateauer hvor volumenet fjernes.

skitser i tværsnit
skitser i længdesnit
længdesnit
opstalt nordøst
opstalt nordvest
tværsnit
opstalt sydvest
opstalt sydøst

Jeg har undersøgt husets måde at skabe åbninger og visuelt forbinde sig til landskabet. Det har været en diskussion om, hvor meget der skal til, for at fremkalde de forskellige oplevelseskarakterer. Behøver man op i et tårn, for at forstå, at noget er højt? Behøver man fuld panoramisk udsigt for at begribe, at noget er stort, eller flat?

Jeg har set det mere som et mulighed for at føre et blik, og rette en opmærksomhed. De eksisterende facadebrud sat i de rationelle, funktionalistiske vinduesbånd bevares som hovedregel, men brydes, når der sker noget særligt. 

Inspireret af blandt andre Pawson, Lewerenz og Utzon placeres vinduesrammerne ved de nye kig på ydersiden, for at lade landskabet fylde alt og danne sin egen ramme. 

De resterende eksisterende vinduesåbninger i salene, udfyldes i et perforeret murværk, af sten fra den gamle værkstedsbygning. 

Det er et motiv der kommer fra et blik på den perforerede bygning og stablingens tektonik og et ønske om at filtrere lyset, og understrege kigget i nye nedslag.

Det ses også her i en detaljetegning, hvor I kan se det perforerede murværk i facaden og hvordan det lægger sig ind i de eksisterende åbninger inden for teglrammerne. Efterisoleringen er udført i 150mm pudset hempcrete, ud fra en indledende varmetabsberegning, som dermed vil bringe ydervæggenes u-værdi ned på de 0,30, som bygningsreglementet dikterer.

Som et andet hovedgreb, er dækket i den centrale sal fjernet.

Det har været en hensigt både at fremkalde en horisontal sammenhæng og med det, iscenesætte bygningens allerede eksisterende rumlige placering nede og inde i landskabet.

Den nye trappe, som forbinder de to udstillingssale er støbt og foreslået i genbrugsbeton med knust tilslag fra den nedrevne nødstrømsbygning, for at skabe en dialog mellem den støbte base og teglhuset, der ligger ovenpå. 

Facadens behandling har været inspireret af mit indledende fænomenologiske blik og et ønske om at opbløde, væve sammen og oversætte. Ligesom sandets omskiftelige karakter er i konstant dialog med slettens beplantning, vælger jeg at kalke mit murværk over stok og sten, i en varm tone inspireret af sandet, med pigmenter af både lys rå sienna og  lys brændt umbra. Man kunne sige at teglens egen tonalitet ikke er langt fra et slægtskab med slettens, men jeg ser en fænomenologisk dissonans i den maskinelle stringens og hårdhed og en hensigten med kalkning er en opblødning, der også i sit materielle vedligehold giver huset en cyklisk tidslighed, som langsomt men direkte interagerer med sit landskab.

Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål:
Sustainable cities and communities (11)