Ny bevilling til grøn byggeforskning
CINARK - Center for Industriel Arkitektur - har sammen med en række partnere i byggeriet fået en bevilling på 1,35 mio. kr. til et nyt grønt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan vi kan arbejde med CO2-neutrale bygningsfacader i fremtiden.
Bevillingen til projektet 'Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling - CO2-neutral brandsikring af tækkede lodrette flader' kommer fra det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) - et tilskudsprogram under Miljø- og Fødevareministeriet, der bevilger midler til udvikling af nye grønne teknologier, der direkte eller indirekte forbedrer miljøet.
Professor Anne Beim fra Det Kongelige Akademi - CINARK skal stå i spidsen af projektet, der kommer til at vare et år.
”Jeg er meget glad for bevillingen, som betyder, at vi nu kan sætte skub på forskning og udvikling i et område, som vi mener har store potentialer i forhold til Co2-neutralt byggeri: nemlig hvordan vi kan øge brugen af biobaserede materialer fremover i byggeriet," siger Anne Beim. "Og samtidig: At vi gør det i et stærkt partnerskab, som gør det muligt at efterprøve forskningen i direkte samspil med branchen.”
Tækkede facader, ler og brandsikkerhed
Projektet har til formål at øge anvendelsen af CO2-neutrale, biobaserede materialer i bygningsfacader. Der vil være særlig fokus på brandsikkerhed, som netop er en af de centrale udfordringer i byggeri der primært består af biobaserede materialer.
Det er hensigten at udvikle og teste tækkede bygningsfacader, som er miljøvenlige, brandsikrede og som på sigt kan skaleres til et industrielt niveau.
I den forbindelse, vil projektgruppen også afprøve ler, som en miljøvenlig brandhæmmer på/i facadekonstruktioner, herunder nye kombinationer af byggematerialer, overfladebehandlinger og konstruktionsløsninger.
Projektpartnere:
- Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design Konservering
- Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut
- Tækkemanden Horneby
- Hemmed Tækkefirma
- Egen Vinding & Datter
- Stråtagets Kontor.