Nyt forskernetværk om Den blandede by får støtte
Danmarks Frie Forskningsfond – Kultur og Kommunikation har bevilget knap 800.000 kr. til et nyt ”Eksplorativt netværk” med titlen: “The Blended City as Spatial Imaginary and Practice”.
Netværket består af en international og tværdisciplinær gruppe af forskere under ledelse af professor Deane Simpson fra Institut for Bygningskunst, By og Landskab (IBBL) på Det Kongelige Akademi.
Formålet med netværket er at understøtte en bedre informeret planlægningspraksis og politisk beslutningstagning i dansk og international kontekst, når det drejer sig om bymæssig ‘blanding’ af forskellige befolkningsgrupper.
Hvad er den blandede by – og hvilke implikationer har begrebet?
Den ‘blandede by’ er et gængs begreb i nyere dansk byplanlægning, og anvendes af politikere og planlæggere som reaktion på en faktisk eller opfattet opdeling af sociale grupper i boligområder og byer.
Men der er ofte et misforhold mellem forskellige forestillinger om den blandede by - og de massive sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser, der er resultatet af den vidtrækkende brug af den blandede by som begrundelse.
”For eksempel er der forskellige meninger om, hvordan man måler den ’blandede by’ med hensyn til sammensætning, koncentration og skala af blanding. Begrebet er også omstridt i forhold til en række kvalitative definitioner, planlægnings-begrundelser og dagsordener”, fortæller Deane Simpson.
”Denne tvetydighed står i kontrast til de konkrete virkninger af initiativer som for eksempel Parallelsamfundsloven fra 2018. Her blev der afsat 12 milliarder kr. indtil 2026, der involverer flytning af flere tusinde beboere og nedrivning eller salg af flere tusinde almene boliger til private investorer, for at blande forskellige socialgrupper”.
Netværkets deltagere vil, på tværs af disciplinerne arkitektur, planlægning, økonomi, geografi, sociologi og antropologi, analysere sammenhænge og uoverensstemmelser mellem de teoretiske traditioner for den blandede by; hvordan den praktiseres diskursivt i politik og planlægning; hvordan den måles - og ikke måles - og endelig, hvordan den omsættes til planlægningspraksis.