De lærte os at Bo Godt fra 1930 til 1960. Kan de gøre det igen?
Fra 1930 til 1960 lærte danske arkitekter, journalister og dameblade befolkningen at drømme om lys, luft og eget hus med have. En ny bog af lektor Martin Søberg viser, hvor stort et arbejde der lå bag de idealer, vi i dag tager for givet. Den peger samtidig på, hvordan det måske kan gøres igen, hvis boligidealerne skal tilpasses en ny, mere bæredygtig fremtid.
Hvor meget betyder drømme og forestillinger for idéen om at bo godt? En stor del, viser forskning fra Det Kongelige Akademi. Gennem arkivmateriale har Martin Søberg og hans to medforfattere undersøgt, hvordan boligidealerne udviklede sig fra 1930 til 1960. En ting var industrialiseringen i byggeriet, som gav nye muligheder, men allervigtigst var drømmen om det gode liv.
”Boligidealer er vores forestillinger om, hvordan en god bolig ser ud, fungerer og danner rammen om det gode liv.” Sådan indledes bogen Bo Godt!, som udkom den 28. august 2026. I bogen kigger forskerne på boligidealer i dansk populærkultur fra 1930-1960.
Danskerne blev lært at drømme om eget hus
Bogens indledning fortsætter således: ”Boligidealer påvirker både den enkelte og samfundet som helhed og kommer til udtryk gennem individuelle boligvalg og kollektive beslutninger om boligbyggeri og -politik. Boligidealer er imidlertid ikke statiske. Vores nuværende boligidealer er vokset ud af de kulturelle, sociale og økonomiske ændringer, der fandt sted mellem 1930 og 1960.”
Noget, som de fleste af os tror, at vi er født med, er drømmen om at bo i eget hus med vores egen lille kernefamilie. Dét er det dominerende ideal, men forskerne har med bogen vist, at det i høj grad er en drøm, som danskerne blev vejledt til at udleve gennem en lang række populærkulturelle livsstilsmagasiner og vejledningslitteratur udgivet i perioden fra 1930 til 1960.
En kampagne for den gode bolig
Bogen Bo Godt! er skrevet af lektor Martin Søberg fra Institut for Arkitektur og Kultur på Det Kongelige Akademi i samarbejde med Mette Mechlenborg fra Aalborg Universitet og Jannie Rosenberg Bendsen fra Arkitektskolen Aarhus.
”Fra 1930'erne og frem ser vi en omfattende oplysningskampagne, som især er målrettet unge, nygifte danskere, som skal etablere deres egen bolig. Vi har fundet en masse såkaldt vejledningslitteratur, som blev udgivet for at uddanne borgerne i alt fra indretning til materialer og gode lysforhold,” forklarer Martin Søberg om noget af bogens kildemateriale.
”Forfatterne var arkitekter, boligkonsulenter (datidens indretningsarkitekter) men også journalister. Man ville gerne give befolkningen nogle nye kompetencer og mulighed for at skabe sig en moderne bolig. Det var både en praktisk men i høj grad også en æstetisk opdragelse.”
Motivationen lå især i det tankegods, der kom fra samtidens moderne arkitekter som eksempelvis schweizisk-franske Le Corbusier eller danske Kay Fisker.
Arkitekterne havde idéer om at den gode bolig var lys, luftig og at den var mere sund grundet moderne standarder om sanitet og hygiejne. Men deres idealer byggede også på en idealisering af kernefamilien, som kom til udtryk i en lovprisning af enfamilieshuset. Danskerne skulle ud af byen, ud af lejlighederne og ned på jorden. De skulle have frisk luft, godt lys, bedre sanitet og større køkkener. De skulle bo bedre for sig selv på en helt bestemt måde.
At lære den gode smag
Danskerne skulle også lære om den gode stil og de gode materialer. Kort sagt: De skulle lære, hvad god smag var. Det har de tre forskere og forfattere kortlagt ved især at dykke ned i tidens populærkulturelle magasiner som Billed-Bladet, Alt for Damerne, Tidens Kvinder og Femina. Her kunne danskerne hente inspiration – og boligstoffet var utrolig populært i perioden.
”I den periode vi har kigget på, kan man se at boligen skal afspejle dem, der bor der. Før 1930’erne havde man haft et meget borgerligt boligideal som tilstræbte repræsentation, skønhed og historisk kontinuitet. I perioden 1930-1960 forlod man det ideal til fordel for idealer om frihed og familie der betonede det hyggelige, det funktionelle og det fornuftige,” siger lektor Martin Søberg.
Den nye forståelse blev bakket op af en strøm af boligrapportager og guides til, hvordan den nye funktionelle stil kunne opnås. En stor del af det kom ud fra et ønske om at stimulere den danske møbel- og designindustri der også selv var involveret i udgivelsen af dele af den førnævnte vejledningslitteratur.
”Men det var ikke nok med det tekniske manualer og guides. Vi skal også have en drøm og nogle billeder. Ugebladene gjorde idealerne håndgribelige, og det er en af de ting, jeg tager med mig videre – hvor vigtige drømmene er. Og hvis vi kunne ændre danskernes boligdrømme dengang, kan vi måske også gøre det igen,” reflekterer Martin Søberg.
En ny fremtid kræver nye boligidealer
Bogen viser, hvor stor indsatsen var, for at lære danskerne at bo godt. Men ikke bare hvordan de boede godt, grundlæggende var det en opdragelse i, hvad det gode liv var.
De drømme og idealer præger stadig samfundet, men hvis vi skal nå klimamålene, må især boligstørrelsen reduceres. Samtidig gør skift i demografien, at flere danskere bor alene. Kernefamilien er ikke længere den mindste enhed, og det praktiske enfamilieshus fra 1960'erne er kun vokset siden da, så et nybygget parcelhus i dag i gennemsnit er på 213 kvadratmeter.
Ifølge Martin Søberg ligger der en central lære i, hvordan datidens kampagner greb opgaven an. Han peger på, at nutidens debat om den grønne omstilling ofte bliver en snak om ”hvad vi ikke må, eller nogle tekniske beregninger på, hvor lidt vi bør udlede”. Dengang gjorde man noget andet. Man formulerede i stedet en drøm, som folk gerne måtte få, og som samtidig løste tidens praktiske problemer. Boligidealer er, som bogen fremhæver, et lidt overset redskab i den bæredygtige omstilling.
"Materialet fungerer på den måde nærmest som et blueprint eller et roadmap for, hvordan drømmen om det gode hjem blev skabt. Det kan vi lære af i dag. På Det Kongelige Akademi, hvor vi uddanner arkitekter og designere, kan vi lære af det. Vi skal skabe billeder på, hvordan fremtiden kan se ud. Og det er ikke kun billeder, der skal til, men også fortællingen om, hvordan man lever det gode liv. Vi kan se i de gamle blade, at de indeholder hele beskrivelsen af en livsstil, fra hvordan de enkelte rum bruges til scener i løbet af livet og helt ud til husholdningsbudgettet," siger Martin Søberg.
Hør mere på konferencen BO GODT! Boligidealer i fremtiden
Vi skal bo anderledes i fremtiden. Vi skal bo mere bæredygtigt på færre kvadratmeter, og vi skal dele og genbruge mere. Samtidig er befolkningens sammensætning under forandring. Der kommer flere ældre medborgere og flere, der bor alene, i et samfund præget af øget individualisering. Familielivet og arbejdskulturen er i opbrud, og globale økonomiske og politiske kriser bidrager til en stadigt større kløft mellem vores boligbehov og de boliger, der faktisk er til rådighed. Vi har brug for nye boligidealer.
På et heldagsseminar den 8. oktober stilles derfor spørgsmålet: Hvordan skal fremtidens boligidealer se ud?