Nyt lys på parcelhuset

To ph.d.-projekter sætter nyt spot på Danmarks mest almindelige boligtype: Parcelhuset er en af de mest udbredte boligtyper i Danmark – og samtidig en af de mest oversete. Det vil to nyligt publicerede ph.d.-afhandlinger gøre op med; Camilla Frellsen og Charlie Steenberg har begge forsket i boligtypen som alle kender, men få sætter rigtig pris på.

De to projekter hhv. Camilla Frellsen og Charlie Steenberg er et vigtigt bidrag til en voksende offentlig og politisk interesse i lige netop parcelhuset. Projekterne bidrager hver især med konkrete redskaber til arkitekter, kommuner og boligejere, til at få det bedst mulige ud af de 1,178 milioner fritstående enfamilieshuse vi har i Danmark. 

For mange danskere har parcelhuset dannet rammen om barndommen og for mange er de stadig en stor del af hverdagslivet. Trods sin udbredelse tillægges parcelhuset dog sjældent større arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, trods de aktuelle diskussioner om klima, ressourcer og fremtidens boligformer.

En boligtype under pres

Parcelhuset er tæt forbundet med efterkrigstidens velfærdsudvikling og drømmen om det gode liv: egen bolig, egen have og god plads. Men i dag udfordres denne boligform fra flere sider. Husstandene bliver mindre, flere bor alene, og mange parcelhuse rummer flere kvadratmeter per beboer end nogensinde før. Det gør boligtypen ressourcekrævende – både i forhold til energiforbrug, vedligehold og materielt forbrug.

Samtidig er der opstået en ny diskussion om, hvordan vi håndterer den eksisterende parcelhusmasse, godt skubbet på vej af nye EU-krav om energirenovering. Skal husene bevares, transformeres eller erstattes? Og hvilke kvaliteter er værd at fastholde?

Seks grundlæggende typer af parcelhuse

Den ene ph.d., udarbejdet af Camilla Frellsen, tager fat i selve definitionen af parcelhuset gennem en typologisk analyse i sin afhandling. Med afsæt i især typehuse fra 1958-74 identificerer hun seks forskellige parcelhustyper.

Camilla påpeger: ”Når vi arbejder med typer frem for enkeltstående huse, bliver det muligt at se mønstre i både arkitektur og forandringer. Typehusene er ikke ens, men de deler strukturer og planprincipper, som gør det muligt at forstå deres kvaliteter og potentialer på et mere kvalificeret grundlag. Først når vi kan genkende typerne, kan vi også begynde at forstå deres særlige kvaliteter og udviklingsmuligheder.”

Analysen bygger på dybdegående kvalitative studier, men har samtidig en bred anvendelighed i forståelsen af den danske boligmasse. De undersøgte huse er ofte oprindeligt tegnet af arkitekter, men produceret i så stort antal, at de i dag fremstår som standardiserede typehuse snarere end individuelle værker.

”I hele perioden blev der opført ca 330.000 boliger af den type jeg undersøger – så der er rigtig mange danskere, der vil kunne spejle sig i typerne,” siger Camilla Frellsen der forsvarede sin ph.d.-afhandling i februar 2026.

Netop den typologiske tilgang gør det muligt at genkende og vurdere kvaliteterne i parcelhusene på et mere kvalificeret grundlag. For som forskningen peger på: For at kunne værdsætte en bygningstype, må vi først lære at identificere og forstå den. Typologierne bliver dermed et redskab for både arkitekter, rådgivere og boligejere i arbejdet med vurdering, bevaring og udvikling.

Ifølge Camilla kan forskningen bruges af både boligejere, rådgivere og kommuner: ” Når vi forstår husenes typologiske logik, bliver det lettere at vurdere, hvad der bør bevares, hvad der kan forandres, og hvordan eksisterende huse kan opgraderes frem for at blive revet ned. Jeg håber, at forskningen kan gøre det lettere at se mulighederne i de huse, vi allerede har.”

50 forslag som giver plads til flere beboere

Den anden ph.d.-afhandling, af Charlie Steenberg, anlægger et bredere perspektiv og ser parcelhuset som et spejl af samfundets udvikling. Her forstås parcelhuset ikke blot som en bygningstype, men som en ramme om sociale og kulturelle forandringer.

Forskningen peger blandt andet på, hvordan parcelhuset oprindeligt var designet til kernefamilien – en familietype, der i dag fylder mindre. Flere lever alene, og befolkningen bliver ældre. 

”Under 20% af befolkningen bor i en kernefamilie og langt flere kommer til at bo alene eller blive skilt. Ved at kigge på, hvordan parcelhuset kan ændre sig med vores ændrede familiemønstre, kan vi både spare ressourcer – og undgå at mennesker skal flytte fra lokalområder som de er glade for,” siger Charlie Steenberg der har baseret sin ph.d.-afhandling på et utraditionelt men rigt og kreativt datagrundlag:

Sammen med arkitektstuderende fra programmet Kulturarv, Transformation og Restaurering har Charlie udført et dybdegående studie af et parcelhusområde i Ishøj fra 1970’erne. Ud fra ændrede boligbehov har de studerende udviklet 50 konkrete forslag til, hvordan eksisterende huse kan opdeles og tilpasses flere beboere. Forslagene viser blandt andet, hvordan én bolig kan rumme flere generationer, to husholdninger eller nye bofællesskaber.

Alle disse forslag vil være til stor inspiration for både boligejere, arkitekter, rådgivere og beslutningstagere.

Gennem analyserne er der arbejdet med en balanceret tilgang, hvor både nutidige behov og de oprindelige arkitektoniske kvaliteter respekteres. Fokus er på nænsom transformation frem for gennemgribende ombygning eller nedrivning.

En levende kulturarv

”Det er ikke en bygningstype som tidligere har været anset som bygningskulturarv. I dag er vi måske oppe på sammenlagt 20 fredede parcelhuse fra perioden efter anden verdenskrig – og det er selvfølgelig kun arkitekters egne huse. Men de bygningstyper som der er flest af og som vi danskere er rundet af – dem mister vi måske fordi ingen finder dem særlige,” siger Charlie Steenberg der ønsker at flere kommuner kigger nysgerrigt på deres parcelhuskvarterer.

Fælles for de to ph.d.-projekter er en ambition om at genbesøge parcelhuset som kulturarv. Parcelhusområderne repræsenterer en central del af den danske velfærdshistorie og fortællingen om, hvordan store dele af befolkningen flyttede fra bymidten til forstæder og fik adgang til mere plads og bedre boligforhold.

Begge forskere peger dog også på at parcelhuset aldrig har været statisk. Tværtimod er det en boligtype, der løbende er blevet ombygget og tilpasset af sine beboere. Denne foranderlighed ses ikke som et problem, men som en kvalitet. Og vigtigt, for hvis parcelhuset skal forblive relevant, er fleksibilitet på flere måder afgørende.

”Typehuset er langt mere fleksibelt, end mange forestiller sig,” bemærker Camilla Frellsen som har kigget ned i rigtig meget arkivmateriale. ”Mine undersøgelser viser, at husene gennem årtier er blevet tilpasset nye livsformer og behov uden at miste deres grundlæggende arkitektoniske karakter. De bærende ydermure giver husene netop denne evne til løbende tilpasning, der gør dem interessante i dag.” 

Derfor argumenterer begge forskere for en tilgang, hvor parcelhusene ikke fredes som museumseksempler, men i stedet udvikles med respekt for deres iboende kvaliteter. Transformation fremhæves som et bæredygtigt alternativ til nedrivning – både miljømæssigt og kulturhistorisk.