Blank, struktureret metaloverflade

Works + Words bygger bro mellem forskning, praksis og udstilling 

Guro Sollid: Rock Solid? Landscapes of Mineral Impermanence
Dato
Kategori
Forskning og innovation

Torsdag den 5. marts åbner Works + Words biennalen for 4. gang. For første gang er Works + Words rykket ud af København og til Aarhus, hvor man vil kunne opleve den på Arkitektskolen i Aarhus, Kunsthal Aarhus samt Rådhuset.  

Biennalen bliver skudt i gang med et offentligt tilgængeligt symposium, der berører nogle af de tematikker, man kan opleve på biennalen. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (KUV).  

De udstillede projekter er både nationale og internationale, og biennalen har udviklet sig siden dens start, fortæller en af grundlæggerne, lektor Peter Bertram fra Det Kongelige Akademi: 'Works + Words er blevet både større, bredere og mere international, end vi havde turde håbe på. Da vi startede, byggede vi den op trin for trin. Vi begyndte skandinavisk, så europæisk, og nu er den international. Pointen var at udvikle formatet organisk i stedet for at konstruere en stor, tung organisation fra begyndelsen.'

Mellem udstilling og konference

Biennalen blev etableret som et bevidst alternativ til traditionelle akademiske konferencer og adskiller sig fra klassiske forskningsformater ved at kombinere udstilling, fagfællebedømmelse og mundtlige præsentationer i ét samlet greb. 

'Ideen er, at man laver et format for kunstnerisk forskning, som spejler sig i videnskabelige konferencer, men samtidig er den også en udstilling. Det er en kombination af begge dele,' forklarer Peter Bertram. 

Det betyder, at udstillerne både afleverer et værk og et paper, der indgår i en fagfællebedømt proces, og at biennalen åbner med et symposium, hvor værkerne diskuteres i fællesskab på tværs af uddannelser og praksismiljøer. 

'Vi præsenterer 3–4 værker ad gangen og diskuterer dem bagefter. Det giver en anden dybde end man får på en almindelig udstilling – og en anden umiddelbarhed end man får på en konference.'

Atrium med stor blå vægudsmykning, trapper og fotoudstilling med besøgende.
Foto: Lars Rolfsted Morgensen

Hvorfor en biennale og ikke en konference?

Men udstillingsformatet forbliver vigtigt, ifølge Peter Bertram: 'Da KUV ikke er så konsolideret som videnskabelig forskning, er det vigtigt at have et forum, hvor man løbende kan eksemplificere og diskutere betegnelsen.'

Fordi biennalen er værkbaseret, bliver forskningen konkret og sanselig. 

'Det er en klar pointe at folk også mødes om værkerne – ikke kun med ordene. Værkerne er et andet sprog. En anden måde at tænke på', siger han. 

Her er rummene, modellerne, materialerne og prototyperne lige så vigtige som artiklerne. Det skaber en form for faglig samtale, der kun kan finde sted dér, hvor forskning bliver fysisk.

Og netop værdien af at mødes på tværs af traditioner, skoler og forskningsdefinitioner udvikler fagligheden: 'Der er mange forskellige miljøer, og vi bruger ikke de samme definitioner. Derfor er det vigtigt at have nogen at diskutere med. Biennalen rummer KUV som en disciplin, der stadig tager form. Og i den proces er både samtalen, netværket og de konkrete værker helt afgørende,' siger Peter Bertram.

Se udstillere fra Det Kongelige Akademi på Works + Words

 

Kunsthal Aarhus 

  • Guro Sollid: Rock Solid? Landscapes of Mineral Impermanence
  • Maja Zander Fisker og Lizette Araza Jensen: 1:1 Landscape Model – Sensate Scapes
  • Rasmus Strange Thue Tobiasen: Thermal Bridges
  • Frederik Petersen: Elastic Boundaries
  • Emilie Henriksen og Høgni Tummas Hansen: Typehus II 

Arkitektskolen i Aarhus

  • Anne Romme og Jacob Sebastian Bang: After Architecture
  • Frans Drewniak: Paper Architecture: Exhibition as Experiment and Method 

Aarhus Rådhus

  • Lars Rolfsted Mortsensen: The Infrastructural Sublime
  • Masashi Kajita og Nicolaj de Gier: Interdependency: Between Bodies and Architecture
Illustration af figurer arrangeret i en cirkel.
Masashi Kajita og Nicolaj de Gier: Interdependency: Between Bodies and Architecture
Tekstureret overflade i rust- og sølvtoner.
Guro Sollid: Rock Solid? Landscapes of Mineral Impermanence