Når velfærdsteknologi flytter ind i hjemmet
Hvilken betydning får AI og overvågning for boligen – og for måden, vi ønsker at bo på som ældre?
Robotstøvsugere og sensorer, der forebygger fald, er nogle af de velfærdsteknologier, der er i hastig udvikling og bevæger sig fra plejehjem og institutioner ind i private boliger. De kan skabe tryghed og optimere pleje. Men hvad sker der, når disse teknologier bliver en integreret del af hjemmet - og hvordan påvirker det boligen som arkitektonisk ramme for hverdagsliv, privathed og værdighed?
Det er nogle af de spørgsmål, arkitekt og forsker Anne Romme sammen med en forskergruppe har arbejdet med i forbindelse med midler fra forskningsreserven. Gennem feltstudier har hun undersøgt, hvordan ældre mennesker lever i deres hjem, og hvordan de forholder sig til velfærdsteknologiens indtog i boligen.
Som forsker i arkitektur er hun særligt optaget af sammenhængen mellem bolig, livsfaser og teknologi – og af de etiske og rumlige dilemmaer, der opstår, når hjemme bliver et sted, hvor man potentielt også bliver overvåget.
“Hjemmet er det mest intime rum, vi har. Det er dér, vi er mest sårbare, men også dér, vi føler os mest i fred. Derfor ændrer teknologien præmissen, når den flytter ind i boligen,” siger Anne Romme.
Parcelhuset som nøgle til forståelse
Anne Rommes forskning tager udgangspunkt i ældre parcelhuse fra 1960’erne og 70’erne. Hun har blandt andet undersøgt parcelhuskvarterer i Ishøj, fordi de er repræsentative for mange boligområder i Danmark.
“Parcelhusene er karakteristiske, fordi de rummer rigtig mange ældre borgere i dag. Det er huse, mennesker har boet i hele deres liv, og som de har tilpasset igen og igen i takt med skiftende livsfaser,” forklarer hun.
De fleste af disse boliger er oprindeligt ikke designet til alderdom. De er store, har kun ét badeværelse og mange kvadratmeter, der kan være svære at overskue fysisk. Alligevel ønsker mange ældre at blive boende længst muligt.
“Man vokser sammen med sit hus. Det bliver en del af ens identitet og livshistorie. Derfor er fraflytning ofte ikke et legitimt ønske, heller ikke selvom boligen er uhensigtsmæssig,” siger Anne Romme.
Kendt teknologi – og ny velfærdsteknologi
Under feltarbejdet har forskerne mødt mange former for teknologi i hjemmene. Robotstøvsugere, robotplæneklippere og digitale styringssystemer er allerede blevet en del af hverdagen for mange ældre.
“For nogle var det helt naturligt at styre husets funktioner via telefon eller iPad såsom luftfugtighed, varme eller alarmer. For andre var det langt mere fremmed,” fortæller hun.
Den mere avancerede velfærdsteknologi som sensorer i loftet, der via AI kan registrere fald, ændrede bevægelser eller daglige rutiner – er dog endnu sjældent udbredt i private hjem. Til gengæld bruges den i stor udstrækning på plejehjem.
“På plejehjem skaber teknologien stor tryghed, både for beboere og personale. Den kan registrere fald og give personalet mulighed for at reagere hurtigt og mere målrettet,” siger Anne Romme.
Tryghedens pris
Men når teknologien potentielt flyttes ind i private boliger, følger nye dilemmaer. For hvornår opleves teknologien som hjælp – og hvornår opleves den som overvågning?
“De borgere, der havde mest viden om AI og data, var ofte også dem, der var mest kritiske. De kunne se længere frem og stille spørgsmål ved, hvad alle de data i sidste ende kan bruges til,” forklarer Anne Romme.
Hun peger på, at den store mængde data, som velfærdsteknologi genererer, kan få konsekvenser langt ud over den enkelte borger.
“Data kan bruges til at træffe politiske og økonomiske beslutninger. Skal ældre blive boende i parcelhuse? Eller skal boligformer gentænkes helt? Det er store samfundsspørgsmål, som teknologien kan komme til at påvirke,” siger hun.
Boligen som politisk og etisk rum
Set fra et arkitekturfagligt perspektiv bliver boligen dermed ikke kun en privat ramme, men også et politisk og etisk rum. Anne Romme understreger, at velfærdsteknologi ikke blot er et teknisk spørgsmål.
“Teknologien kan forlænge muligheden for at blive boende i eget hjem, men den stiller også spørgsmål om værdighed, privatliv og kontrol. Det er spørgsmål, arkitekturen ikke kan ignorere,” siger hun.
Samtidig peger hun på, at velfærdsteknologi også rummer et stort potentiale.
“Hvis vi bruger data etisk ansvarligt og kombinerer arkitektonisk viden med sundhedsfaglig og teknologisk indsigt, kan vi måske skabe bedre løsninger – ikke kun for den enkelte bolig, men for samfundet som helhed,” siger Anne Romme.
Fremtidens bolig – et fælles ansvar
Ifølge Anne Romme kræver den teknologiske udvikling, at vi tænker på tværs af fagligheder og på langt sigt.
“Spørgsmålet er ikke kun, om teknologien virker. Spørgsmålet er, hvordan vi vil leve med den – i vores mest private rum,” siger hun.
For hende er forskningen med til at åbne en nødvendig debat om fremtidens boliger, ældreliv og velfærd.
“Det er både fascinerende og omfattende. Men netop derfor er det vigtigt at få disse dilemmaer frem i lyset, før teknologien bliver hverdag i alles hjem”.