Renæssance

Dato
10.03.2021
Tidspunkt
15.00 - 16.30
Adresse

Følg med via: https://kadk.zoom.us/j/66846245264
Danmark

I løbet af foråret 2021 præsenterer Det Kongelige Akademi - Arkitektur en online forelæsningsrække om førmoderne arkitektur. I denne forelæsning vil forskningsbibliotekar ved Danmarks Kunstbibliotek, Rikke Lyngsø Christensen, forelæse om renæssancen. 

I 1800-tallet får den periode, der strækker sig fra 1400-tallet til 1500-tallets senere del sit navn: Renæssancen. Renæssancen voksede frem i kølvandet på bystaternes etablering i Italien, først i Firenze som en af de rigeste bystater, så i pavernes Rom og senere bredte tendensen sig til andre stater i Europa. En ny klasse af velhavende borgere og enkelte interesserede adelige i de italienske byer udviklede en interesse for den antikke kultur. De var motiverede af at ville se sig adskilt fra den foregående tid, middelalderen, og de ønskede at etablere en ny selvbevidsthed, hvor man orienterede sig mod den mest gloriøse epoke på italiensk grund, nemlig den romerske antik.

Donato Bramante, Tempietto, San Pietro in Montorio, 1502, Rom. Foto: Arkitekturbilleder.dk

Det kendetegner 1400- og 1500-tallets interesse for antikken, at ideen om at bygge og skabe med afsæt i eller med inspiration fra en antik kultur på nærmest manifestagtig vis gøres til et program og bliver et helt centralt aspekt i periodens selvforståelse gennem de to århundreder. Antikken både udforskes og opstilles som en regel, der konstant fastholdes, brydes og udfordres æstetisk, socialt, politisk og religiøst. I forelæsningen vil vi således se nærmere på, hvordan det tager sig ud i arkitekturen belyst gennem fire temaer: 1) Geometri 2) Tegning 3) Rum og 4) Traktat.