hånd peger på udstillede objekter

Studerende bruger AI til at formidle Danmarkshistorien

Dato

I foråret har studerende fra 'Visual Game and Media Design' arbejdet med, hvordan spil og AI kan formidle danmarkshistorien på Nationalmuseet. 

Nationalmuseet besøges hvert år af over 2 mio. gæster og det store museum har mange velbesøgte udstillinger. Der er dog også hjørner i museet udstillinger, som de besøgende har en tendens til at overse. Derfor er studerende fra Det Kongelige Akademi kommet med forslag til hvordan museets genstande kan åbnes op – og give særligt børn og unge lyst til at udforske udstillingen.  

De studerende har anvendt AI til at lave prototyper med deres bud på formidling, blandt andet i den arktiske udstilling, hvor en gruppe med udgangspunkt i Knud Rasmussens dagbøger har arbejdet med at gøre udstillingen interaktiv.  De har skabt en magisk bog, der skriver sig selv - og læser højt - i takt med at gæsterne scanner genstande fra udstillingen. Scanner man flere genstande kommer der nye fortællinger. 

Studerende på hug retter på elementer på udstillingsplint

AI er et vigtigt værktøj - med udfordringer 

Jakob Ion Wille, der er programansvarlig for “Visual Game and Media Design” fortæller, at det er under titlen ’Games with a purpose’, at de studerende skal arbejde med spil og fortællinger inden for museumsverden.

”De studerende får meget af ud af samarbejde med nogle udefra, og dernæst er AI som værktøj ikke til at komme uden om, men det giver også nogle etiske udfordringer,” siger han. 

Det kan fx være, hvordan man formidler genstande fra inuitkulturen: Skal det være gennem Knuds Rasmussens optik eller gennem andre fortællinger?

”Desuden er det jo enormt energitungt at arbejde med og ens data bliver ’høstet’, men som værktøj er det ikke til at komme uden om. Vi diskuterer løbende, hvordan man kan bruge det på en etisk forsvarlig måde. For det har et stort potentiale, fx til at kunne behandle store datamængder hurtigt og til kodning.”

hånd peger på udstillede objekter
.
Studerende i flok
.

Nationalmuseet søger inspiration

Nationalmuseet arbejder aktivt med at udforske kulturhistorien både fysisk og digitalt i legende og lærende oplevelser, og afsøger og udvikler bl.a. de muligheder, som AI-værktøjer åbner for, når det handler om fremtidens digitale historieformidling og oplevelsesdesign. 

I dialogen med de studerende har Nationalmuseet oplevet at der rejser sig mange relevante betragtninger og spørgsmål, som både bekræfter museet i dets strategiske retning og giver relevant stof til eftertanke i forhold til den videre udvikling af digitale formidlingstiltag. 

”Nationalmuseets samarbejde med kurset ’Games with a purpose’ handler om at undersøge, hvordan man med digitale- og gamificerede greb, kunne skabe meningsfulde møder med historiske karakterer, bl.a. også med nye, interaktive dimensioner, der i både historisk og museumsmæssig kontekst blev analyseret og tilpasset af de studerende,” forklarer udviklingskonsulent, Nanna Marie Sigaard Helbo.