Renæssancens og barokkens havekunst

Louis-Joseph Mondhare, Udsigt over haven i Versailles, Frankrig, anden halvdel af 1700-tallet. Radering og akvarel. Rijksmuseum. Public Domain.
Dato
19.04.2023
Tidspunkt
13.00 - 14.30
Adresse

Det Kongelige Akademi
Danneskiold Samsøes Alle 51
København K
Danmark

Pris
Gratis adgang

Det Kongelige Akademi præsenterer i foråret 2023 en forelæsningsrække om renæssance, manierisme og barok. Lektor Guro Sollid og lektor Martin Søberg forelæser her om renæssancens og barokkens havekunst.

Med antikt forbillede opstod der i 1400-tallets Italien, altså i den tidligere renæssance, en ny form for haveanlæg, nemlig haver tilknyttet villaer til velhavende borgere eller adelige beliggende uden for byerne. Netop i den tidligere renæssance opstod en egentlig landskabsæstetik, hvilket vil sige at landskaber ikke længere blot blev anskuet ud fra betragtninger om nytteværdi, men nu også som æstetisk værdifulde. Renæssance-haven fungerede således som et bindeled mellem villaen og det omkringliggende landskab, og den var aksialt opbygget for at understøtte bevægelses- og blikretninger.  

I løbet af 1600-tallet opstod en betydelige udvidelse af naturvidenskabelige felter som astronomi, geografi, fysik og matematik, hvilket lagde grund for en række nye koncepter. Den formelle orden, som udgik fra villaens centrale akse, manifesterede blikkets rolle, hvorfor perspektivet også blev et dominerede værktøj. Med fokus på det aksiale perspektiv og symmetri, blev haverne anlagt i tydelige ortogonale og diagonale hierarkier i form af velfriserede alléer, parterre-terrasser, tapis verts, bosquetter og alléer mm. Perspektivet gav imidlertid også rum for manipulation og illusion, hvilket blev fremtrædende temaer i manierismen. 

Mange af de formelle træk, vi finder i den italienske villahave fra renæssancen og manierismen, videreudvikles i 1600- og 1700-tallets haver, først og fremmest i Frankrig. Barokkens havekunst var nok præget af geometri og perspektivisk organisering af blikket, men lige som barokkens arkitektur i det hele taget, var den optaget af sit performative samspil med brugerens sanseapparat, lige som den i høj grad fungerede som iscenesættelse af sociale møder. Parkerne kunne endda være fristeder, hvor forskellige sociale klasser og køn omgik hinanden, og hvor institutionelle normer, holdninger og adfærd blev udfordret og afprøvet.