Historicisme
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 53
København K
Danmark
I løbet af efteråret 2023 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om tidlig moderne arkitektur (1750–1900). I denne forelæsning vil professor Peter Thule Kristensen forelæse om historicisme.
Historicismen betegner en periode i det meste af 1800-tallet, hvor arkitekter var optaget af at nyfortolke og forstå hele arkitekturhistoriens repertoire, der gradvist blev genopdaget og kategoriseret i stilarter efter, at klassicismen mistede sin monopolstatus i slutningen af 1700-tallet.
Historicismen er præget af en konflikt mellem et ønske om at fastholde traditionen og alligevel at opfinde den overlagt på ny. Ja, måske er netop denne konflikt latent til stede i hele den moderne arkitekturs historie? Historicismens arkitektur pendulerer på denne måde mellem en eklektisk tilgang, hvor hele historiens arkitektoniske skatkammer bringes i anvendelse alt afhængig af opgavens karakter, og et forsøg på at skabe en tidssvarende stil, der passer til industrialismens tidsalder, f.eks. ved at bruge af støbejernskonstruktioner og ny teknologi. Denne spænding var historicismens arkitekter selv bevidste om, men samtidig var det utænkeligt ikke at trække på arkitekturhistorien.
Forelæsningen diskuterer denne konflikt med et teoretisk afsæt i Mette Lund Jørgensen og Peter Thule Kristensens Klein – Arkitekten Vilhelm Kleins skrifter og historicismen i Danmark, men bevæger sig i en række konkrete eksempler også uden for Danmarks grænser. To poler i forelæsningen er Joseph Paxtons teknologisk innovative The Crystal Palace til verdensudstillingen i London i 1851 og Christian Janks of Eduard Riedels borgagtige slot Neuschwanstein (påbegyndt i 1869) for Bayerns ”gale” regent Ludwig II.