Havekunsten i 1700- og 1800-tallet

I løbet af efteråret 2023 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om tidlig moderne arkitektur (1750–1900). I denne forelæsning vil professor Jonna Majgaard Krarup forelæse om havekunst i 1700- og 1800-tallet. 

Den Engelske Have, Den Landskabelige Have, Den Romantiske Have, eller, Den Sentimentale Have, er alle betegnelser som lidt i flæng bruges om de haveanlæg der dukkede frem i perioden. Som det ses ud af betegnelserne, knyttes disse haveanlæg i udgangspunktet til England, til noget landskabeligt, noget følelsesmæssigt og til noget der beskrives som romantisk.

Som påpeget af M. Umbach kan den engelske landskabelige have karakteriseres som en negation af den foregående periodes havestil og -udtryk, "de var ikke barok" - det vil sige, de var en afvigelse fra og afvisning af den "aksiale formalisme", af de strengt velplejede græsplæner og hække påvirket af den matematiske, geometriske og Newtonske- Cartesianske naturforståelse, hvilket kom rumligt organisatorisk til udtryk i den franske barokhave, fx i Versailleshaven.

Derimod blev de engelske haver designet og anlagt på baggrund af forestillinger om antikke pastorale landskaber og liv, gennem dyrkning af tilsyneladende organiske, uregelmæssige, arkadiske former, der modsvarede de klassiske statuer og den klassicistiske bygningsarkitektur som også karakteriserede periodens haveanlæg.

Rumligt og kompositorisk set var der i den engelske landskabelige have tale om et rumligt organiseringsprincip bestående af et arrangement af sigtelinjer og udsigter tæt beslægtet med maleri og litteratur, som den vandrende observatør selv måtte sammensætte til et ’hele’, hvorved sansning og refleksion blev et omdrejningspunkt i såvel design som i oplevelsen af anlæggene.

Den engelske landskabelige have udviklede sig parallelt med den industrielle revolution og de transformationer af landskab og samfund som også kendetegner perioden, og kan også sættes i relation til datidens politiske diskussioner.