et krematorium - mellem ruin og ritual

Amalie Smith, Marble                  Man kan hugge en form i marmor

                                                                         og lade den rejse

                                                                         gennem århundreder,

                                                                         siger han,

                                                                         den bliver ved med at optage

                                                                         en plads i verden.

ATHEN ER   ;   er  athen?

+ INTENTION

Projektet tager udgangspunkt i opførelsen af et krematorium ved Athens antikke kirkegård Kerameikós. Stedet fungerer i dag som arkæologisk site med et dertilhørende museum. I forlængelse af krematoriet genetableres kirkegården. 

Krematoriet skabes som et kontemporært modspil til de antikke ruiner, der dominerer stedet i dag. 

Ruin- og gravstenen er som udgangspunkt retrospekte monumenter. Prokektet ønsker en prospektiv dialog med disse to monumenter, hvori forholdet mellem ritualet, ruinen og den arkitektoniske indsættelse afspejles.

Der arbejdes med en metode, der som et palimpsest opererer med en bevidsthed om og brug af tidens lag som basis for nyfortolkning og -programmering. Ritualet og ruinens karakterer ønskes understreget, gennem etableringen af en arkitektur, der vedkender sig at være fremadskuende, uden at negligere deres historiske ståsted. 

Med udgangspunkt i korrelationen mellem gravstenen og ruinen, indskriver projektet sig som mediator mellem tre tider;

• [1] Grækenlands antikke arv og den dertilhørende identitet
• [2] nutidens reaktionære Grækenland i krise med en befolkning i stigende afmagt
• [3] et spirende håb for et progressivt og sekulært Grækenland, med fokus på pragmatisme og optimisme snarere end dogmatisme og pessimisme

+ SITUATION

De athenske kirkegårde lider under massiv overbelastning. For at komme problemet til livs har man sat prisen for leje af et gravsted op. De første tre år koster i gennemsnit 1.200,- euro, hvorefter prisen stiger drastisk.

Dette, kombineret med den økonomiske krise som Grækenland har befundet sig i siden 2009, har medført at en stor del af Athens indbyggerne, ikke har råd til at have deres afdøde begravet i mere end tre år. Herefter må det ofte endnu ikke fordærvede lig graves op; en for mange traumatisk akt, hvor det forventes at de pårørerende deltager.

På trods af kremering som praksis har været lovlig siden 2006, har Grækenland som det eneste EU-land, grundet kirkens modvilje, endnu ingen krematorier. På trods af politisk ønske om opførelsen af krematorier i henholdsvis Athen og Thessaloniki, er det endnu ikke lykkedes.

Ny lovgivning vil gøre det muligt for private investorer, at bygge krematorier. Dette forventes, at forhindre kirken i at kunne blokere for opførelsen og vil modvirke at lig skal transporteres til udlandet, for at blive kremeret, som praksis ellers er det i dag.

Dette ville medføre, at man kunne fjerne en del af presset på kirkegårdene og skabe værdige rammer for afdøde athenere.

+ METODE

Projektet fremkaldes gennem en række diagrammatiske tegninger og modeller, der tager udgangspunkt i Kerameikós’ reelle, virtuelle og temporale lag. Heri ligger en serie af informationer, der knytter sig til kontekstens både synlige og usynlige urbane, sociale, politiske, historiske, topografiske og programmatiske fænomener.

Diagrammet forsøger ikke at repræsentere en eksakt visning af objektet, men snarere at repræsentere det objektet symboliserer og værdier jeg tillægger det. På denne måde bliver diagrammet til en abstraktion af hvad det repræsenterer.

Ved på ét plan at behandle konteksten igennem abstraktioner, skabes basis for et projekt, der ikke som en kliché mimer sin kontekst og de udfordringer / muligheder der her findes. Diagrammet er ikke en løsning i sig selv, men et reflektionsværktøj, der bærer på en vision om at skabe grundlag for nye fortolkninger.

Byen, ruinen og ritualet rummer en række læsninger og betydninger. Min interpretation af disse omsættes diagrammatisk igennem løbende forhandling med Kerameikós’ klart definerede, geometriske felt og eksisterende strukturer. I denne forhandling skabes krematoriet og de omkringliggende gravsteder.

+ PROGRAM

Projektet skaber med udgangspunkt i syv nedslag en iscenesættelse af et eksisterende ruinlandskab. Omdrejningspunktet er et krematorie og en ceremoniplads, der sammen med seks plateauer, der tjener som urnegravsteder, skæres ind i landskabet, og som ruinstenen forankres i jorden. 

Ritualet som symbolsk handling markerer overgange fra ét stadie til ét andet. Plateauerne er i sig selv udtryk for en overgang, samtidig med at de faciliterer traditionelle græske ritualer knyttet til døden.

Det eksisterende ruinlandskab sætter en ramme, hvor de indsatte plateauer på mere eller mindre autonom vis indlejres. Plateauerne rummer aftryk af deres umiddelbare kontekst; de er en form for afstøbninger flyttet ud i landskabet. De er forskellige i størrelse og form, men gennem fælles karakter og tektonik syer de landskabet sammen.

Gentagelsen der findes i kremeringsprocessen og de faste ritualer for de sørgende, udvikles som en række iterative elementer i forskellig skala, spændende fra urnen til plateauet.

Der skabes et offentligt sted, hvor athenere kan mødes og mindes deres afdøde eller nyde stilheden i et historisk landskab. Fortiden mødes med nutiden, men ikke som et museumsgenstand, men som en funktion i byen.

+ SITE

Kerameikós antikke kirkegård er et arkæologisk site centralt beliggende mellem bydelene Gàzi, Metaxourghío og Psirrí ca. 1 km nordvest for Akropolis og 100 meter fra metrostationen Thēseiou. Området karakteriseres af gamle to-etagers bygninger, nogle fint istandsatte, andre stærkt forfaldne og flere faldefærdige huse; Athens ‘moderne ruiner’. Den omkringliggende by er byens ældste arbejderkvarter, med simple boliger, småindustri samt industrielle depoter, men også med et spirende, ungdommeligt byliv udspringende fra Gàzi.

Selve sitet differentierer sig kraftigt fra sin omkringliggende typologi. Feltet indskriver sig som et topografisk nedsunket void i et ellers fintmasket urbant væv. På sitet opleves antikke ruiner, oliventræer, fuglekvidren og vildtlevende skildpadder blandt et fåtal af turister. Byens travle liv er dog aldrig længere væk end et bilhorns larmen fra hovedfærdselsåren Piraeus Street nord for Kerameikós. Kontrasten mellem skildpaddens tempo på kirkegården og scooterens tempo på den anden side er konstant nærværende.

Kirkegårdens ruiner adskiller sig fra de mere velkendte athenske monumenter, ved i højere grad at vedkende sig at være en ruin. Her er stort set ingen nutidige kopier i gips eller marmor, der forsøger at genskabe en fragmenteret fortid. Efter daggry oplyses ruinerne her kun afdæmpet, en tydelig modsætning til Akropolis, der indsvøbt i lys rejser sig over byen.

I dag er antikkens tredeling af byen - Akropolis, agora og Kerameikós - forbundet af en bred, bilfri promenade, som ender ved kirkegården. Herefter dominerer det moderne Athens kaotiske gader igen.