Forskning i konservering
Målet for Det Kongelige Akademi - Konservering er at skabe et nationalt centrum for konserveringsfaglig udvikling gennem uddannelse, forskning og erhvervssamarbejde. Vi ønsker at uddanne kandidater og skabe viden, der former samfundet og kulturarven – og som, med vores særlige vidensfelt bidrager til Det Kongelige Akademis unikke kobling mellem videnskab, praksis og kunst.
Som del af et kunstnerisk og erhvervsorienteret akademi arbejder vi for at levere forskning på et højt internationalt niveau i tæt kontakt med den branche og de erhverv, vi uddanner til.
Formålet med vores forskning er at danne grundlag for forskningsbaseret uddannelse og den fortsatte udvikling i samarbejde og positiv konkurrence med udenlandske konserveringsuddannelser.
Samtidig skal Det Kongelige Akademi - Konservering bidrage med nødvendig forskning og udvikling til støtte for den anvendte konservering og bevaring i Danmark samt på andre fagområder inden for kultur og natur- og kulturarv, hvor vores forskning er relevant.