Healing Architecture and the Crisis of Care
Gennem et særlig fokus på arkitekturens rolle i forhold til medicinsk behandling undersøger projektet den historiske udvikling af velfærdsstatens hospitalssystem hen imod vor tids idé om helende arkitektur.
'Helende arkitektur' er en betegnelse for sundhedsarkitektur, som er designet med et terapeutisk formål; det vil sige med det formål, at arkitekturen skal bidrage til patienternes heling.
At skabe helende arkitektur blev på ny en konkret byggeopgave, da den danske stat i 2007, i kølvandet af den nationale strukturreform, investerede massivt i at fremtidssikre hospitalsvæsenet ved at bygge nye hospitaler over hele landet. Ud over at reformen stillede politiske krav til, at kapaciteten, produktiviteten og driften af hospitalerne skulle optimeres, var forventningen til fremtidens “superhospitaler”, at den arkitektoniske ramme skulle drage omsorg for brugernes heling og velbefindende.
Med udgangspunkt i en case fra en dansk fødestue, undersøger jeg i dette projekt hvordan helende arkitektur kan siges at spille en rolle som omsorgsgiver i sundheds- og velfærdssystemet. Helende arkitektur som ideal spiller sammen med de optimeringslogikker, som driver udviklingen af velfærdsstatens sundhedssystem.
I projektet flyttes fokus fra helende arkitektur som ideal, til et symptom på en omsorgskrise i velfærdssystemet når arkitekturen – presset af optimeringslogikker – får en stedfortrædende rolle som omsorgsgiver.