Story World Design

Med Story World Design kan du fremstille fiktive verdener med visuelle, rumlige og fortællende potentialer uanset genre og format. Story World Design er et unikt redskab i tværfaglige samarbejder mellem fx designere, arkitekter, producenter, forfattere, instruktører og andre, der udvikler idéer og koncepter med narrativt og interaktivt indhold.

De computerspil, tv-serier, film og andre fiktioner, der dominerer mediemarkedet nu, har det tilfælles, at de udspringer af og udfolder sig i fascinerende story worlds. Det er fortællende verdener, der på en gang inviterer til fordybelse, fortryllelse og medskabelse. Men hvordan skabes, formuleres og designes sådanne frugtbare story worlds? Det er det, vi går på opdagelse i og afprøver ved sommerkurset i Story World Design.

Kurset er særligt orienteret mod udvikling af indhold til visuelt fortællende medier, men der er i princippet ingen grænser. Tænkningen bag story world design kan også anvendes i relation til fx spil-, installations- og udstillingsdesign. 

Det får du ud af kurset

  • State-of-the-art viden om story world design fra forskere, producenter og kunstnere.
  • Hands-on afprøvning af processer, metoder og redskaber til udvikling af story world indhold.
  • Principper for indhold og design af en story world bible. Biblen er et dokument, der sammenfatter fiktionsverdenens stuktur.                         
  • Pitch for og konsultation af story world eksperter og redaktører.

Hvem er kurset for?

Kurset henvender sig til producenter, forfattere, journalister, instruktører, spildesignere, production designere, scenografer, arkitekter og designere samt andre med interesse for at undersøge mulighederne i eller styrke deres kompetencer inden for story world design.    

Øvrige undervisere, oplægsholdere og samarbejdspartnere

Eva Novrup Redvall
Lektor ved Københavns Universitet, Institut for Kommunikation

Susana Tosca
Lektor ved Roskilde Universitet, Institut for Kommunikation og Kunst

Gunnar Wille
Forfatter, instruktør, billedskaber, tidligere leder af Den Danske Filmskoles Animationsuddannelse

Simon Løvind
Redaktør, Det Danske Filminstitut, Spilordningen og den tværmediale udviklingsordning

Jakob Kirstein Høgel
Udviklingskonsulent, Nationalmuseet

Flere oplægsholdere vil blive offentliggjort her på siden i løbet af foråret. 

Kursets indhold og opbygning

Story worlds associeres oftest med fiktionsverdener eller universer i forbindelse med genrer som fantasy, science fiction, horror, eventyr eller superheltefortællinger. Men betydningen af story worlds kan også forstås uden for disse genrer, særlig i relation til serielle formater for eksempel bog- eller tv-serier. Dertil opfattes story worlds i sammenhæng med kommercielle eller fan-baserede udvidelser af populære fiktioner. Story world design er dog mere end det. Story world design er en holistisk orienteret metode rettet mod udviklingen og fremstilling af fiktive (eller faktuelle) verdener og af deres visuelle, rumlige og fortællende potentialer uanset genre eller format. Story world design er på den måde den proces, hvor man ofte i tværfaglige samarbejder, for eksempel mellem designere, arkitekter, producenter, forfattere og instruktører m.fl. udvikler idéer og koncepter. Story world design er udtryk for en helhedsorienteret tilgang, hvor skabelse og værk samtænkes og afprøves i tekst, tale, billeder eller rumlige (digitale eller fysiske) modeller.

På Story World Design kurset arbejder vi med metoder og processer til udvikling af format-fri og medieagnostisk indhold. Dette kondenseres skriftligt og visuelt i en såkaldt Story World Bible, der indeholder viden om verdenens vertikale og horisontale struktur, historie, mytologi og konflikter.   

Følgende emner indgår i kurset:

  • Story world design historie og teori.
  • Præsentation af story world cases.
  • Principper og metoder for story world design og udvikling af story world bible.
  • Pitch for og dialog med konsulenter og medieeksperter.

Praktisk

Summer Academy afholdes på KADK’s campus på Holmen i København den 17.-21. august 2020.

Når vi har modtaget din kursustilmelding, sender vi en bekræftelse inden for fem arbejdsdage. Bemærk, at tilmeldingen er bindende efter tilmeldingsfristens udløb den 29. maj 2020. 

Kursusprisen er 20.000 kr. ekskl. moms. Prisen dækker undervisning, materialer og forplejning, herunder en let morgenanretning med kaffe/te, croissanter og frugt, frokost og eftermiddagskaffe og -kage.