Visualisering

Spor i Naturen

Navn
Caroline Sophie Rutkær Ewerlöf
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagfelt
Arkitektur
Institut
Bygningskunst og Teknologi
Program
Bosætning, Økologi og Tektonik
År
2024

"SPOR I NATUREN" er et arkitektonisk forslag til oprettelsen af et naturcenter og flere integrerede faciliteter på Sydhavnstippen. Formålet er at styrke båndet mellem mennesker og natur, berige områdets særegne karakter og adressere den langvarige menneskeskabte forurening. Projektet indbyder til leg, udforskning og en inkluderende atmosfære.

_

 

Projektet på Sydhavnstippen repræsenterer et arkitektonisk forslag, der er beliggende i dette fredede og rekreative naturområde syd for København. I kernne af dette forslag findes et naturcenter samt en række landskabsindgreb, der er designet til at fremme friluftsliv og naturoplevelser. Formålet med naturcenteret er primært formidling af viden om naturen og tilbyde en hands-on oplevelse for besøgende.

Landskabsindgrebene, herunder et naturcenter, et samlingspunkt og et udkigstårn mod syd, er planlagt som en integreret del af de allerede eksisterende stisystemer. Projektet lader sig også inspirerer af naturlegepladser, hvilket afspejler sig i tilgangen til overgangen mellem inde og ude, hvor leg og udforskning på naturens præmisser er i fokus. Dette skaber en engagerende atmosfære for besøgende i alle aldre og styrker forbindelsen mellem mennesker og naturen på Sydhavnstippen.

Sydhavnstippen har både rekreativt potentiale og en historie med deponering af byggeaffald gennem årtier. Projektet sigter mod at forene disse aspekter ved at skabe et naturcenter og landskabsindgreb, der beriger områdets unikke karakter. En central del af udformingen har været forståelsen af jordbundslagene som en tidslinje, der vidner om fortidens forurening.

Derfor er der valgt et enkelt byggesystem, der anvender pælefundamenter for at minimere fodaftrykket og reducere potentiel forurening af det omgivende landskab. Denne tilgang muliggør en alsidig anvendelse af arkitekturen, der kan tilpasses både land- og vandbaserede miljøer samt byggeri i højden, som f.eks. udkigstårnet.

Arkitekturen er skabt ud fra et fælles konstruktivt princip, der sikrer en visuel og funktionel sammenhæng på tværs af forskellige bygningstyper. Dette resulterer i en stedsspecifik arkitetkur, der beriger Sydhavnstippens unikke karakter. Målet er at skabe et tidsløst og bæredygtigt rum, der inviterer til refleksion, fordybelse og nydelsen af naturen, samtidig med at det fremhæver områdets historiske og rekreative potentiale.

Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål

Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål