Revision*PLV61

Projektet reviderer et nedrivningstruet bolighøjhus på Peder Lykkes Vej 61. Via gentænkningen af højhusets nedbrudte elementer, introduceres en mellemzone som diskuterer boligernes fremtidige domesticering og udfordrer husets funktionelle specificitet. Projektet rejser spørgsmålet om hvorvidt vi bør betragte efterkrigstidens almene boliger som statiske tilstande, eller latente ufærdige projekter.

På Amager i et sytten etagers beton højhus med internt telefonsystem, fælles køkken, eget værtshus, minimarked og 240 boliger, levede* socialt belastede, arbejdere og unge studerende side om side i et unikt fællesskab. Bag det ansigtsløse monument har huset knyttet sig tæt til en type prekære rum og en livsverden som snart er ved at forsvinde fra byen. Når bygningen i det kommende år skal nedrives, frasælges grunden til private investorer, som bebygger arealet med hensigt på videresalg. Den skarpe modsætning mellem tårnets kritiske almene boligmasse og den kommende kommodificering af grundarealet, frembringer et af storbyens altomfattende aggressions punkter: Dispositionen af ejendom og behovet for at regulere denne på et retfærdigt og lovligt grundlag. Projektet undersøger hvordan højhusets livsverden i et fremtidigt scenarie kan overkomme de markedskræfter der forsøger at vælte den.

Det kan måske synes svært at se andet end fornuftens krystallisering, når vi anskuer den konventionelle organisering af højhuset på Peder Lykkes Vej 61. Af samme årsag ledes vi til at tro at en kommoditet, så åbenlyst generisk, må være undfanget direkte fra de mest nødvendige menneskelige behov. Almene boliger er rigtigt nok baseret på et udbredt fænomen: Kampen for at finde og skabe et hjem. Men samtidens boliger defineres af, at vi ikke længere har én klar idé om hvordan man bør leve og bo. Dette er et markant paradigme skift fra efterkrigstidens boligmodeller, orienteret omkring privatliv og funktionalitet. 

Projektet bearbejder herved højhusets bygningsfysiske og organisatoriske modstande som enestående muligheder for at gentænke og diskutere blok typologiens forudsætninger for brugertilpasning og fleksibilitet. Husets ideologiske prædisposition udfordres af en simpel påstand: Alle funktioner er midlertidige. Gennem revisions begrebet som diskursmarkør anskues bygningen som et uafsluttet foretagende. Et ufærdigt projekt, der kan optage og afgive nye energier og programmer over tid, hvis vi genovervejer dets positioner.