Padiglione della Danimarca

Huset rummer gode eksempler på flere arkitektoniske stilperioder og samtider, herunder Carl Brummers pavillon fra 1932, der tydeligt repræsenterer nyklassicismen. Peter Kochs tilføjelser fra 1960 viser den danske modernisme, og er en tydelig reference til de mange parcelhuse, der skyder op i Danmark i denne periode. Fredrik Foghs udvidelser i 1990’erne kan ligne en replikering af en tidligere stil, dog repræsenterer tilføjelserne en tid, hvor det er måden man arbejder med transformation og restaurering af det eksisterende, og dermed tildeler vi også disse kulturhistorisk værdi. 

Vi vurderer, at alle pavillonens tre bygningsmasser og tilhørende historiske stilperioder skal vurderes lige højt kulturhistorisk, dog argumenterer vi for, at grundet en voldsomt svækket teknisk og arkitektonisk tilstand i Foghs tilføjelser fra 1993, har den hertil lavere værdi.  

Vi vurderer husets immaterielle værdier højt. Dette i form af eksempelvis originale materialevalg samt byggeteknikker og tilgange, med udgangspunkt i hvordan huset originalt har set ud.  

Pavillonens indlejrede ressourcer vurderes generelt højt. Vi værdisætter ressourcer og materialer uhierarkisk, og ønsker at arbejde med det eksisterende, hvis ikke som det står i dag, så via en nyfortolkning og genanvendelse. Hvor vi vurderer de arkitektoniske værdier lavere, ser vi dette som et materiale- og ressourcekartotek, som kan bruges til nyfortolkning i en transformation af huset. Vi pålægger stor kvalitet til brugen af de istriske kalksten, da de er gennemgående i hele pavillonen i form af husets belægning samt Brummerhusets søjlegang og arkitrav, og repræsenterer en originalitet samt en ressource, der er svær at genanskaffe.  

Når der designes udstillingsrum, sker det altid indenfor en bestemt arkitektonisk ramme. Det er på den måde et spørgsmål om, hvordan vi håndterer de æstetiske sammenhænge mellem arkitekturen og udstillingen. Trods dette, er der stadig en tendens indenfor museumspraksis, til at behandle udstillingsrum som noget, der kan neutraliseres og abstraheres fra, hvilket er beskrevet af kunstkritiker Brian O’Doherty som white cubes og black boxes. Udstillingsrummene i Den Danske Pavillon er i dag et eksempel på white cube udstillingsrum. Sådan har pavillonen dog ikke altid set ud, men i takt med udviklingen af nye udstillingsformater som f.eks. storskærmsprojektioner, er behovet for alsidige udstillingsrum steget.  

Hvor white cubes forsøger at skabe et blankt lærred til udstillingsproduktion, foregiver black boxes at opløse udstillingen i sit eget mørke. Kunsthistoriker Charlotte Klonk hævder, at rigdommen og variationen i designs, er flyttet til museers facader, hvilket resulterer i udstillingsrum, der ofte fremstår ens: som en serie af passager fra et diskret belyst hvidt rum, til et andet. 

Pavillonen skal imødekomme forskellige udstillingsformater, og dermed forskellige typer af lys - derfor har vi arbejdet med en reversibel lysstrategi: delvist i form af beplantning og træernes afskærmning af sollyset, og delvist i form af tekstil. I tråd med Brummersalens tilbageføring, genetablerer vi en lysfiltrering i form af udspændt lærred, så vi får et mere diffust lys, der er velegnet til flere udstillingsformater. I Kochsalen filtreres lyset også delvist af beplantning, og delvist gardin, som er nænsomt placeret over gardinstænger, og som kan skiftes og fjernes alt efter udstillingernes behov. Vi tillægger værdi til vinduerne i Kochsalen, da de er med til at give udstillingsrummet en sense of presense, der nedbryder white cube udstillingsrummet. Dette giver udstillere muligheder for at arbejde med lysindfaldet eller filtrere det alt efter behov.  

I dag har Giardini både træk fra det klassiske haveanlæg og den romantiske. I takt med pavilloners udvidelser, er naturen i høj grad blevet forsøgt tæmmet af bygninger. Grundet den i dag meget sparsomme beplantning, har vi valgt at arbejde med at føre parken tilbage til et haveanlæg, som både trækker på det klassiske og det fritvoksende.