Festforelæsning ved Professor Emeritus Kjeld Vindum
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
Festsalen, indgang K
1435 København K
Danmark
For at fejre Kjeld Vindums mangeårige virke som Professor og pr. 1. februar 2025 Professor Emeritus inviterer Det Kongelige Akademi - Institut for Bygningskunst og Kultur til forelæsningen ‘Arkitektur/Natur’.
Fokus er ikke på den nødvendige reduktion af CO2, men på arkitekturens forhold til naturen i videre forstand. Forelæsningen vil forsøge, gennem værker og projekter, at give bud på arkitekters og arkitekturens muligheder for en udvekslende samskaben med naturen.
Om Kjeld Vindum
Kjeld Vindum blev arkitekt fra Aarhus Arkitektskole i 1979. Her underviste han i en årrække, hvorefter han fra 1985-1994 var ansat som ansvarshavende redaktør for SKALA Magasin for Arkitektur og Kunst på Henning Larsens Tegnestue.
Fra 1994-2007 var Kjeld Vindum først adjunkt og senere lektor på Kunstakademiets Arkitektskole, nu: Det Kongelige Akademi. Så trak redaktørgerningen atter, og fra 2007-2012 var han ansat på Arkitektens Forlag som redaktør på bl.a. Arkitekten. Fra 2014 har Kjeld Vindum været ansvarlig for den tværgående undervisning på Det Kongelige Akademi – Arkitektur. I 2023 blev han Professor MSO i arkitekturhistorie, teori og didaktik, og pr. 1.2. 2025 Professor Emeritus.
At undervisningen har haft stor betydning og fokus i Kjeld Vindums virke, er ikke gået ubemærket hen: I 2022 fik Kjeld Vindum Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris, og i 2024 modtog han Kunstfondens livsvarige hædersydelse, begge begrundet med hans store indsats for undervisningen af generationer af studerende.