

Historiske huse kan lære os meget om at bygge mere bæredygtigt
En ny bog fortæller, hvordan fortidens byggeri kan inspirere nutidens og fremtidens byggeri. Bogen – ’Kloge huse – Formidling af bæredygtighed på Frilandsmuseet’ - samler erfaringerne fra tre års forskning i fortidens byggeri og boformer. Fokus er på, hvad vi kan lære af historiske huse.
De gamle huse var ifølge professor og arkitekt Nicolai Bo Andersen fra Institut for Bygningskunst og Kultur ikke perfekte, men der er er meget at lære fra dem. Derfor bliver de kaldt 'Kloge huse' i bogen og forskningen. Nicolai Bo Andersen og adjunkt Victor Boye Julebæk – også fra Institut for Bygningskunst og Kultur - har deltaget i forskningsprojektet sammen med forskere fra Roskilde Universitet.
Vi skal ikke til at bo som folk på landet for 200 eller 300 år siden, lyder det fra Nicolai Bo Andersen. Der var lavt til loftet i bygningerne, vinduerne var utætte, der var koldt på gulvet og indeklimaet tungt af sod og mados fra den levende ild.
Ifølge Nicolai Bo Andersen kan vi dog lære af, hvordan folk dengang brugte fornybare materialer fra de nære omgivelser, tilpassede bygningerne til landskabet og forlængede levetiden ved vedligeholdelse.


100 studerende har arbejdet med landbohuse
Næsten 100 arkitektstuderende fra kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering har været en del af projektet, hvor de har arbejdet med de historiske huse på Frilandsmuseet i Lyngby.
De studerende har blandt andet forsøgt at forandre og forbedre historiske landbohuse, så de bedre passer til nutidens behov. Undervejs har de arbejdet med at bruge lokale og genbrugte materialer som blokke af hamp og græsmåtter til at isolere med. En del af undervisningen har handlet om, at de studerende selv skulle arbejde med materialerne, få splinter i fingrene og opdage, at projekter ikke alt tid går som planlagt.

Forskningsprojektet har også fokuseret på formidling, så viden om metoder og materialer når ud til et flest muligt. Det er resultaterne af forskningen, der nu er samlet i bogen og udgivet.
Om ’Kloge huse’
Samarbejdet er mellem Center for Bæredygtig Bygningskultur ved Institut for Bygningskunst og Kultur på Det Kongelige Akademi og Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Bogen er skrevet og redigeret af: Nicolai Bo Andersen, Tilde Strandbygaard Jessen, Victor Boye Julebæk og Anette Elisabeth Warring med bidrag fra Anne Eriksen, Frilandsmuseet, Simon Kirk, David Leatherbarrow og Connie Svabo.